Fra det moderne Frankrig - Kaufmann Richard

Скачать книгу

Virkning. Men naar man hører dem, forstaar man dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig skiftende Udtryk, Øjnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til Auditoriet, fæstner dets Opmærksomhed ved direkte Spørgsmaal, lurer paa hver af dets Bevægelser og øjeblikkelig fanger selv den mindste af dem, for at støtte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til Jorden, hvis den gaar ham imod,—Alt det er det Halve og mere end det Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er det Formen, det gjælder.

      Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjøbe til Deputeretkammeret, vilde der være Dage, da de gjerne betalte Hundreder af Francs for en Plads, men der vilde ogsaa være andre, da man ikke fik dem til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et Budgetspørgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her sidder en ensom Tourist og falder i Søvn efter forgjæves Forsøg paa at gjenkjende de berømte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en Landvælger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal være med til en rigtig Fest. En tung Atmosfære, mættet med Kjedsomhed, fylder Rummet. Ogsaa Amphitheatrets Bænke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som sidder der, gjør Orden i deres Skuffer, læser deres Post, besørger deres Korrespondence eller anstiller Tegneøvelser i Lovforslagenes Margina. Men Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i Salle des pas perdus, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af Nyhedsreferenter, gjør Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke endelig er bleven færdig. Men han staar der endnu, bladende i sine Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Højst den Sagen vedkommende Minister gjør Forsøg paa at høre efter. Man har flokket sig i Grupper og snakker højt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit "Faites silence, Messieurs—Un peu de silence, s'il vous plait," Præsidenten dundrer i Kathedret med sin store, gule Opskjærerkniv, et Par Sætninger af den ulykkelige Talers Foredrag bliver hørlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor længe, taber man til Slutning Taalmodigheden. "Au vote, au vote!" lyder det i Kor fra alle Ender og Kanter af Salen. Præsidenten farer op; han slaar et, to Slag paa Klokken, men Utaalmodighedskorets Bølger voxer kun højere derved. Han bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjør et Spektakel, saa almindelige Ører er lige ved at blive døve. Men de Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Støj. Præsidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at gjøre. "Au vote! au vote!" brøler det opmuntrende Kor endnu mange Gange højere end før. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne gaar rundt. I Gruppemøderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Mødet er tilende. Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der kjender, før de den næste Dag læser dem i Bladene. Den hele Forhandling har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme.

      Helt anderledes derimod, naar der er "grande séance". Det er ikke fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Først og fremmest gjør naturligvis alle de Møder det, i hvilke man forsøger at vælte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning behøves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande séance" stillet paa Benene. Der udkræves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede Tribuneaktører vil optræde. En meget almindelig Interpellation om et rent ubetydeligt Æmne kan være nok, saafremt den blot giver Lejlighed til oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar Clémenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Højrebænkene, den unge Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjæg og de altid ulmende Tendenser til Vesuveruption ønsker at vide, hvorfor der er bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax en "grande séance" af allerførste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen sætter Lidenskaberne i Bevægelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk Skuespil a grand spectacle.

      Gjør den det, saa bliver Kammermødet en stor Pariserbegivenhed. Alverden faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisørsvenden, der plager sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som meget let lader sig realisere i klingende Mønt, helt op til de fornemste Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Præfektpost i Udsigt som Doucør for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det først og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager større og større Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags Hof i Palais de l'Elysée og ved de store offentlige Festiviteter. Men med Hr. Grévys Regeringstiltrædelse er det komplet forsvundet. Selv paa en Pariserdag som Grand prix de Paris er Publikummet paa Præsidenttribunen saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden finder det under sin Værdighed at vise sig der. "Ça devient horriblement canaille" skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har foruden sine Tirsdage i Théatre français og sine Fredage i Operaen egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermøder tilbage, hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen følgelig enorm. Det er aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan sættes i Gang for at opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse chef de service, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne være alle mulige Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner. "Hans Sal" har været overfyldt allerede for flere Dage siden.

      Saa maa da Størsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv, skjøndt Mødet først skal begynde Klokken To. Stærke Delinger Politi trækker Kordon paa begge Sider og danner en Allée, gjennem hvilke Vognene kan kjøre ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder. Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i Trængselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog saa sige at de har været med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de forlanger.

      Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er desværre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det Forfærdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Række, vilde det nye Toilettes Virkning være ødelagt. Man vilde maaske ikke engang blive opdaget fra Journalistlogen og følgelig heller ikke blive nævnet i Aviserne den næste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv Pluraliteten af Deputerede lader sig det være magtpaaliggende at optræde standsmæssigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar der er grande séance, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke numereret. Kun de allerrødeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjør det grumme nødigt, men de tør ikke risikere deres Popularitet hos Tilskuerhoben paa Quaien.

      Defiléen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater og Loger. Soldaterne i Salle de la Paix præsenterer Gevær, Fanfaren lyder, Kammerets Præsident begiver sig, eskorteret af Huissierer og Sekretærer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken. Mødet er aabnet.

      Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom i Theatrene har man som oftest en lille Pièce de rideau til at aabne med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der, for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne i Logerne kan faa Lejlighed til at studere

Скачать книгу