Fra det moderne Frankrig - Kaufmann Richard

Скачать книгу

ikke faas. Er man een Gang inde, maa man blive der, til man er træt og mæt af Herligheden. Stundom kan det endogsaa hænde, at man maa blive der længere, end man selv skjøtter om. For at forebygge Trængsel, paastaa Nogle, Andre mene af faderlig Omsorg hos Præsidenten, for at hans Gjæster skal faa Alting at se, er der nemlig ved Elyséeballerne foreskrevet Selskabet en permanent Rotationsbevægelse. I den forreste Sal, hvor Præsidenten og Fru Grévy tage imod særlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstødende, hvor Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke tilladt at blive staaende. Standser man et Øjeblik, har man strax en sortklædt Lakaj med Sølvkjæde om Halsen paa Siden af sig og bliver i en dæmpet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjøtter om det, men det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken man er kommen. Op ad Dørstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det ender, plantet to høje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spærrer Døren. Vil Nogen fremad, trækkes Læggen i den hvide Silkestrømpe ærbødig ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spærrer den Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubønhørligt "on ne passe pas". Hele Palæet, Stue, første og anden Etage med dets labyrinthiske Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og Vandringen begyndes forfra igjen, før man kan komme til det Sted, man engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Trængsel slaas om at komme til Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem Dansene ønskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde gjøre den ellers foreskrevne Rotationsbevægelse, blive nødt til at absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid nok, før han faaer banet sig frem mellem Rækkerne, der stadig staar opstillede ved Buffeten.

      Forøvrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale, hvor man har Tilladelse til at bevæge sig frit, ogsaa er det eneste Sted i hele Palæet, hvor det er fornøjeligt at være. Toiletterne opholde sig ikke der; Trængselen er altfor umaadelig, til at de kan gjøre sig gjældende. Men Toiletter behøver man i Paris heller ikke at gaa paa Elyséebal for at beundre. Hvad der derimod træffes i dets Dansesale, det er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede Kinder, med store, forundrede Øjne og Ansigter, der straaler af Henrykkelse over at være paa Bal, Fænomenet er overraskende, men det er ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som Amerikanere og Englændere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives til andre Udlændinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr. og Fru Grévys private Omgangskreds, det vil sige af det ægte parisiske Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Døtre til Parade mellem store Kokotter og smaa Boulevardløver. Men for Præsidenten har det saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig mellem den mylrende Skare. Dets Døtre møder med Balkortet ved Viftesnoren og med Sextenaarsglæde ved at danse, de skriver de unge engagerende Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater, de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med Studsen standser Udlændingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem om, at disse henrivende unge Væsener virkelig er tro Kopier efter Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lønnede sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der Svedebadstemperatur og Pestatmosfære af Lampeos og sammenpakket Menneskemylr allevegne. Man gisper og stønner, Hovedet værker, Tindingerne banker i Feber, før Rotationsbevægelsen er tilende, og man atter kan trække Vejret i de forreste Sale.

      Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik, er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefærd end dem. Først henad Et kommer Ballets store Mærkværdighed, og til den maa man aldeles nødvendig være med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed. Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Trængsel viger tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling Militær. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har været saa meget mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Højtideligt paa Færde. Nu kommer den, høj og strunk og stram i sine lange Ridestøvler, hvide Benklæder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De Fremmede bilder sig et Øjeblik ind, at det er Præsidenten, der gjør ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjæster. Men Hr. Grévy er ikke saa pretentiøs. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de Kommende og trænger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie reserverede Værelser paa første Sal, ser man en ældre, graahaaret Herre gjøre Forsøg paa at arbejde sig gjennem den roterende Mængde. Det er Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside. Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de mandlige Balgjæster, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysée-palæets Kjøkken, den kommer for at assistere. Mærkværdigheden, som skal gaa for sig, er Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjøkken og Champagne i Strømme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinær Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre aarlige Elyséeballer er de eneste, ved hvilke Gjæsterne bydes paa Souper. De faar den ganske vist kun efter noget Besvær, men de faar den dog. Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid et mystisk Ord, som gjør Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar man hvisker dem "Corps diplomatique" i Øret, trækker de Silkelæggene tilbage. Men overfor Gardisterne hjælper ingensomhelst Parlamenteren og ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie paa Operaen at høre, som de gjør det ved deres Theatres Billetkontorer, ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjøre Queue er bleven deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det længere. Med Mellemrum aabnes Soupersalonens Døre, og der slippes saa Mange ind, som den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dør, og en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjøkkenchefen Beværtningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har kun den Trøst, at de ved at staa opstillede saa længe har erhvervet sig større Chancer for at faa deres Overtøj end de, der er brudt op paa et tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyséebal ligesaa beklædt, som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme derfra uden at være fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende Skjærsildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at Republikens Præsident og Fru Jules Grévy tre Gange om Aaret udbede sig deres tro Republikaneres Nærværelse til denne Fornøjelse, og Konveniensen fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Nærværelsen saa behagelig, at de sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at opnaa den. Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjøre,

      Foraar i Paris

      Den tyvende Marts skal ifølge den franske Almanak Foraaret begynde, og den tyvende Marts skal ifølge gammel Tradition det første Foraarstræ i Paris staa med grønne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og morsomt nok, som det hjemme i Kjøbenhavn er Holbergs Træ, saaledes er det her Molières, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietræ ligefor Indgangen til Théâtre français. Der staar det midt i Byens Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den første gyldne Solflod breder sig og svømmer ud over Boulevarderne gjør han en Afstikker til Træet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Længselsfuldt kiger han op til de violetbrune Knopper og følger deres voxende Bugnen. Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det første dryssede, harpixfede Skjæl og ser det første grønne Blad

Скачать книгу