Fra det moderne Frankrig - Kaufmann Richard

Скачать книгу

at dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende Bosketter og bløde, grønne Engskrænter, hvor de hvide Sommerfugle leger Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alléer og de sarte Akacielunde og de lange Plæner, der ligger saa rolig, som om de var vuggede i Drøm af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Løv og tegner det igjen i Skyggerids paa Græsset nedenunder. Friskhed bestandig fra Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Støvgran paa noget Blad, men smaa Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme.

      Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens Sø. Men det ser ud omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der fine Lystslotte og pudsede Parker, Skrænter med Villahaver og ranke Alléer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens bløde Bugtninger det ind med Romantik, allevegne ligger Kæmpestaden i Baggrunden med Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa slaar sine Øjne op i den hele Verden. Men det har et Særpræg her, som det intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet i Elegancens skinnende Klæder. Det er parisisk fra Top til Taa.

      I Kammeret

      Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde været opfundet andetsteds, vilde Franskmændene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for deres Behov. De trænger til at høre og høres. Først i det talte Ord er Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats, at de har deres Styrke; først det talte Ord virker paa Sandserne, og de staar under Sandsernes Herredømme i al deres Færd.

      Men havde Franskmændene gjort Opfindelsen, vilde der være kommen en hel anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at akklimatisere den, maattet læmpe den adskilligt. De har, om man saa vil, oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig, jævn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmændene kun ringe Sans. De er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven Kjød og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider uden Forskjel, den gjennemtrænger hele Nationens Liv. Anderledes derimod med Franskmændene. De kan i et givet Øjeblik passionere sig for en Regeringsform, men ogsaa kun et Øjeblik. Saasnart de har den, ønsker de, at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behøver at tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal sørge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har sin uhyre Udbredelse, klemmer, højst karakteristisk, de mest læste Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent for udelukkende at blive litterære. Politiken spiller kun en Rolle i Franskmændenes Liv, naar den gjør Spektakel, naar den byder Tilfredsstillelse for deres stadige Tørst efter Sensation. Det forklarer, hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversættes til fransk Behov. Den hedder i denne Oversættelse Tribunen, og den har i den undergaaet en fuldstændig Forvandling. Parlamentarismen i England er en Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.

      Den theatralske Iscenesættelse er det Første, der springer i Øjnene, naar man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds hæver de Deputeredes røde, magelige, højryggede Klædesbænke sig over hinanden, med saa stærk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet op til Rummets halve Højde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske Marmorsøjler med Broncekapitæler, der bærer Loftsplatfonden, hvor Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Søjler og byggede fuldstændig efter Mønster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjælp af Theaterkikkerter—og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa Amphitheater—tydeligt følge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil sige paa den mægtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den er en formelig Bygning med Etager, Trapper, tæppebelagte Afsatser, Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere. Øverst throner i sin gyldne Lænestol Kammerets Præsident, omgivet af Staben af Sekretærer og øvrige Embedsmænd. Paa Trapperne farter Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante Kjoledragt med Sølvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Bænke, og midt imellem, bag Talerstolens flatterende Brystværn, paa en Plads, der er saa stor som et almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele Salens Opmærksomhed paa sig.

      Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der. Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Øjeblik, han begynder at beskjæftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud. Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager ham til den med uophørlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle hans Længsler, Maalet for al hans Ærgjerrighed. Thi Tribunen fører i Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at lægge Evner for Dagen, der anbefaler til en højere, man tager sin Stilling med Storm i et langt Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale, og den næste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat bærer Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere, at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til Ministertabouretten, idet han sætter Foden paa Tribunens første Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme hænde ham, der er hændet Hundreder af hans Forgjængere? Han har altid Exempler fra de seneste Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik som en anden lille, brødløs Advokat omkring og holdt Taler ved Ølglasset og tog paa Borg paa Kaféerne, da han tilfældigvis kommer til at føre Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev Partifører, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de store Sejre vindes.

      Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i Slægt med Skuespillerens. Kommer man løbende fra Gaden op paa Scenen uden at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjør man ynkeligt Fiasco. Det er paa Tribunen ligesaadan. Der spørges der meget mindre om, hvad man har at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der; den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af Modstand, før Forstaaelsen kommer. De griber ikke øjeblikkeligt og river med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet, der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver enkelt af Tilhørerne og præsentere dem saa pænt paaklædte som muligt, helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Øret og kan blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i tilbørlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succès ligger heri. Med de fem smaa Ord "se soumettre ou se démettre" har han styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de afgjørende Øjeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder Formlen, som slaar ned: det

Скачать книгу