Fra det moderne Frankrig - Kaufmann Richard

Скачать книгу

højlig fejl. Den er kun en Invitation til Extraducør i Anledning af det nye Aar. Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste en Snes Kaféer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig. Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude, Frisørsvende, Handskejomfruer, Skræddertjenere, Theaterouvreuser og saa fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut ikke kan give mindre end en saadan Mønt. Det varer ved lige saa længe som Boulevardbarakkerne og længer endnu tidt. Før henimod Slutningen af Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen.

      Under Karnevalet,

      "I overmorgen afholdes det næstsidste Operabal, der lover at blive ualmindeligt glimrende. De, der ønsker at deltage i denne enestaaende Karnevalsfest, maa derfor være om sig i Tide." Saaledes lød en Notits, som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer mine Skridt op mod det straalende illuminerede Académie nationale de musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse. Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer, hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en Luft mættet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra Gungls Orkester bølgede de Indtrædende imøde. Det saae ganske vist overordentlig lovende ud, og havde Enden været Begyndelsen lig, vilde man ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men desværre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med saa mange skjønne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv har man Hastværk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis første Indtryk vækker de allerstørste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier Metra og den ungarske Maëstro har løftet Taktstokken for sidste Gang, gaar man bort støvet og fortraadt, saa skuffet og slukøret som det er muligt.

      Det kunde være ganske kuriøst at vide, om Operaballerne nogensinde har set ud, som Romanerne fortæller. En meget gammel Generation paastaar, at de i deres unge Dage har været baade morsomme og pikante. Men det er saa sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret tænker over de enorme Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester" nu langtfra er enestaaende morsomme; deres væsentlige Pikanteri er ikke synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Café Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer af den fornemme Verden, som én Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen, og hvis røde Skuldersløjfer medfører saa mærkværdige Kombinationer, at de kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa anstændige Damer—naar da undtages Udlændinge, for hvem Alt er tilladt, og som tillader sig Alt i Paris—sat deres Fod paa et Operabal i de sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Mænd.

      Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og de fleste af Dragterne ere ligesaa smagløse som dekolleterede. Det er nemlig ikke længer Fashion for Fruentimmerne at være i Kostume. Hvad de mandlige Gjæster angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekræmmersvend ind at klæde sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhøjet Taxt, og de sørger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i deres nedværdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin Fornøjelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer, springer de Ulykkelige, der er dømte til dette Trællearbejde i Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnøgne Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretrækker at betragte Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen driver man frem og tilbage i første Etages Couloirer, hvor Gungl spiller umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Øl koster en Franc; denne Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved den "enestaaende" Karnevalsfest.

      Karnevalslystigheden begynder først, naar Ballet ender. Pariserne er et for ceremonielt Folkefærd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone paalægger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiøse Hensyn, som gjør dem stramme og stive inden fire Vægge. Udenfor derimod giver man Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig forstyrre i deres langsomme, slæbende, blaserede Promenademarche, er øjeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkaféerne har de Nætter, der er Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa dræbende kjedsommeligt der har været paa Ballet, ligesaa livligt er der paa Kaféerne.

      Man gjør i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal være død ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man det ikke længer, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre Kvarterer nu end i Studenternes.

      Særligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for Smaaborgerne maaske Aarets største Festdag. Før den lange Fastetid, der i mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage, paa hvilke man ifølge Traditionen skal sætte Maven istand til at kunne staa imod de efterfølgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjør Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag spiser deres Middag hjemme, kan tælles. Alt, hvad der existerer af Restavrationer, Vinknejper, Kaféer og lignende Steder, som i en snever Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der maa staas i Queue i halve Timer, før der kan opnaas en Plads ved et Bord. Jo længere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det. Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer, hvor selve Kjøkkenet tages til Hjælp, og hvor der serveres Gjæsterne ved improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi hele Familien slæbes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder, der knap kan rokke afsted, til Skjødebarnet paa et halvt Aar og derunder. Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstæder, saa man knap kan danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes der de atten Timer af Døgnet, uden at man nogensinde faar Sol eller Himmel at se. Man kan da tænke sig, hvilken Fest det maa være for saadanne Væsener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok tænke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren oversvømmer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris' Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden fortsættes ved Kafébordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa tæt proppet, at det paa sine Steder er rent umuligt at trænge sig gjennem Menneskestrømmen. Paa de "store" Boulevarder er Trængselen i Aarenes Løb bleven mindre, men samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af Maskerne fortrukne, siden de pæne Folk blev for blaserede til længere at tage Del i Løjerne. Men Karnevalslivet har næppe tabt derved. Maskerne er blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt mere oplagte til at slaa Gjækken løs. Rundt omkring paa Gadehjørnerne improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder. Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte

Скачать книгу