ТОП просматриваемых книг сайта:
Som dig selv. Svend Andersen
Читать онлайн.Название Som dig selv
Год выпуска 0
isbn 9788771247060
Автор произведения Svend Andersen
Жанр Философия
Издательство Ingram
Et levende væsen er aktivt, fordi det sanser. Til sansning hører nemlig lyst (hedonē) og smerte (lypē) og dermed evnen til at stræbe (dynamis orektikos). Denne evne ytrer sig f.eks. i begæret, som er stræben efter det lystfyldte. Til stræbeevnen hører foruden begæret modet (thymos) og viljen (boulesis). Dermed har vi antydet, hvordan den sansende sjæl ifølge Aristoteles er en »motor« for vor aktivitet (jf. De anima, 2. bog).
Men menneskelig aktivitet skyldes ikke kun det sanselige. Også fornuften kan fungere som »motor«, nærmere bestemt den praktiske fornuft (nous praktikos). Det er den fornuft, som udtænker et mål (telos) og kan gøre dette mål til årsag eller grund (arkē) for en handling. Med terminologien fra kapitel 1: fornuften kan levere motiv til handlinger. Jeg kan f.eks. sætte mig det mål, at jeg altid vil spise sundt. Hvis jeg da ved, om en foreliggende form for føde er sund, ved jeg også, om jeg skal indtage den eller ej. Følgelig kan jeg gennem overvejelse komme frem til et praktisk resultat. Efter Aristoteles’ mening består der en strukturel lighed mellem den teoretiske og den praktiske fornuft. I begge tilfælde drager fornuften slutninger i form af syllogismer. Et klassisk eksempel på en teoretisk syllogisme er:
Alle mennesker er dødelige.
Sokrates er et menneske.
Ergo: Sokrates er dødelig.
Tilsvarende findes der praktiske syllogismer, og Aristoteles giver selv dette eksempel:
Alle former for tør føde er godt for alle mennesker.
Jeg er et menneske.
Dette stykke brød er tør føde.
Ergo: Det er godt for mig at spise dette stykke brød. (EN 1147A, 6 ff.)
Den praktiske fornuft slutter fra et gode, en målsætning til virkeliggørelsen af det i en konkret handling. Vi vender tilbage til denne problemstilling, når vi kommer til dyderne. Der er her tale om en karakteristisk menneskelig form for stræben efter det gode, idet jeg stræber efter dét gode, der virkeliggøres i handling (to praktikon agathon).
Aristoteles bruger her udtrykket praxis, hvormed han mener den form for menneskelig aktivitet, der er etisk relevant. En anden form for aktivitet er poiesis, det at frembringe eller producere noget. Poiesis har et produkt, og typiske eksempler er håndværkerens og kunstnerens aktivitet. Disse to former for produceren er i øvrigt ikke klart adskilt hos Aristoteles. I begge tilfælde kalder han evnen til at producere teknē. Praxis er f.eks. udfoldelse af dyderne, men inden vi kommer til dem, skal vi omtale et par yderligere bestemmelser i Aristoteles’ handlingsteori.
For at det giver mening at rose/bifalde eller bebrejde en person for noget, han/hun har gjort, må der være tale om en frivillig (hekon) handling. To ting skal ifølge Aristoteles til, for at en handling kan kaldes frivillig: årsagen skal ligge i den agerende person, og denne skal vide, hvad han gør. Hvis nogen tvinger mig til at skrive et smædebrev mod dronningen, kan jeg ikke siges at have udført handlingen »majestætsfornærmelse«. Det kan jeg heller ikke, hvis jeg skælder en dame ud uden at vide, at det er dronningen.
Dyderne
Den gode livsudfoldelse er, nærmere bestemt, den fornuftsbestemte udfoldelse. Den har to former. Fornuften kan dels forme den del af den ikke-fornuftige sjæl, som er tilgængelig herfor. Og dels kan fornuften selv udfolde sig på en god måde. Det er baggrunden for Aristoteles’ begreb om dyd, og svarende til denne sondring falder dyderne i to grupper: de moralske og de intellektuelle.
For at forstå, hvad Aristoteles forstår ved dyder, kan vi starte med at nævne nogle eksempler på moralske dyder: mod, mådehold, gavmildhed, venlighed, sandfærdighed. Vi ville vel kalde dem egenskaber, som nogle mennesker har. Det gør Aristoteles i og for sig også. Men han præciserer, at dyderne ikke er givet mennesker af natur, de er ikke medfødte anlæg (dynamis), der blot venter på at blive virkeliggjort. De er heller ikke følelser (pathē). Derimod hører de til kategorien hexis: de er noget, man har som en evne, der er indøvet gennem sædvane (ethos) og opdragelse.
Et grundlæggende træk ved dyderne er, at de kan ødelægges på to måder, gennem overdrivelse og på grund af mangel/defekt. Mod kan f.eks. forvanskes enten til dumdristighed (for meget) eller til fejhed (for lidt). Sagt på en anden måde: dyden er evnen til at ramme midten mellem for meget og for lidt af en given ting. Den givne ting kan f.eks. være en impuls i den sansende sjæl, i modets tilfælde måske en umiddelbar virketrang. Aristoteles’ definition af dyden lyder:
Dyden er en evne til at vælge (hexis proairetikē) det, der er midten for os, bestemt af fornuften. (EN 1106 b, 36).
En af de moralske dyder, Aristoteles analyserer, er generøsitet (eleutheriótēs). Generøsitet er midten i forhold til det at give og tage, hvad der kan måles i penge. Den tilsvarende overdrivelse er ødselhed, medens defekten er smålighed. Den generøse giver gerne og uden at tænke på egen fordel; han giver fordi det simpelthen er behageligt at udøve en dyd. De generøse er måske de mest afholdte af alle dydige, fordi de hjælper og gavner andre.
Ædelhed er midten i forhold til ære. Den ædle stiller store krav om ære. Men da ære forudsætter dyd og moralsk kvalitet (kalokagathia), retter den ædle i virkeligheden kravene til sig selv. Han bærer ikke nag, men kan tværtimod se bort fra de ugerninger, andre har gjort mod ham. Til gengæld er han også tilbøjelig til at glemme de velgerninger, andre har vist ham. Modsætningerne til ædelhed er åndløshed og smålighed.
Der findes også en dyd i forhold til åndfuld konversation, nemlig slagfærdighed eller vid. Den slagfærdige kan godt drille, men han lægger bånd på sig selv, så han undgår at såre. Hans to modsætninger er bajadsen og den kedelige.
I visse tilfælde peger Aristoteles på de to ekstremer uden at kunne give navnet på den tilsvarende dyd. Det gælder f.eks. modsætningen mellem behagesyge og kværulanteri. Den rette midte mellem dem minder dog meget om venskabet, for en god ven er i stand til at modsige én på det rette tidspunkt.
Retfærdighed
Den moralske dyd, som Aristoteles behandler mest indgående, er retfærdighed. Retfærdighed (dikaiosynē) kan efter hans mening betyde mange ting. For det første kan retfærdighed være den sammenfattende betegnelse for alle dyder; i så fald betyder retfærdighed slet og ret at gøre godt i forhold til andre, at være et socialt væsen. For det andet kan retfærdighed betyde en bestemt dyd, der rammer midten i forhold til ting som ære, penge og sikkerhed. Denne egentlige retfærdighed findes i to former, der imidlertid er fælles om at være bestemt af begrebet lighed.
Den ene form har man siden kaldt fordelende ( distributiv) retfærdighed. Den vedrører ære, gods og andre goder, som er delelige, og som kan gives til borgerne i lige eller ulige »portioner«. Retfærdighedens midte er her lighed i betydningen geometrisk proportionalitet (f.eks. 2:4 = 3:6). Efter Aristoteles’ mening ville det f.eks. være retfærdigt, hvis større evner gav større politisk indflydelse.
Den anden form for retfærdighed kalder man udlignende (kommutativ) retfærdighed. Den vedrører forhold, hvor den ene part har forvoldt og den anden har lidt skade. Her er midten lighed i betydningen aritmetisk proportionalitet (f.eks. 3-1 = 7-5). Et simpelt eksempel kunne være, at hvis et barn »låner« en tikrone i mors pung, er det retfærdigt, at lommepengene næste gang reduceres med det samme beløb.
Retfærdighed i den omfattende betydning karakteriserer Aristoteles på følgende måde:
Retfærdighed er den egenskab, ved hvilken man siges at praktisere retfærdighed efter overvejelse, og når man fordeler ting mellem sig selv og andre, eller mellem to andre, da ikke at give for meget af det gode til sig selv og for lidt til den anden, eller for lidt af det ubehagelige til sig selv og for meget til den anden, men at give hver det proportionalt lige. Tilsvarende når man fordeler mellem to andre personer. (EN 1134a, 1-7).
Det gennemgående tema i de forskellige former for retfærdighed er, at enhver skal