Som dig selv - Svend Andersen

Скачать книгу

faktisk – dybest set – er lige. Dermed har de sat en tanke i verden, som dels har en slående parallel i bibelsk menneskeopfattelse, og dels – sammen med denne bibelske parallel – har været en afgørende faktor ved udviklingen af den europæiske humanisme. (Vi vender tilbage til dette stoiske motiv i kapitel 6).

      Med tanken om lighed er der sat spørgsmålstegn ved alle ydre forskelle mellem mennesker så som den mellem græker og barbar eller den mellem herre og slave. Af natur kan intet menneske være slave. Men for stoikerne er den ydre afskaffelse af slaveriet ikke særligt vigtig, for det egentlige slaveri er et menneskes indre ufrihed.

      En af de ting, man normalt forbinder med stoicismen, er jo netop den indre »stoiske ro« og idealet om apatheia, »apati«. Til det at leve »overensstemmende« hører, at man holder driften (hormē) under logos’ kontrol. Sker det ikke, optræder der en tøjlesløs bevægelse i sjælen som når en fugl skræmt flyver op, og det er imod naturen. Driften kommer konkret til udtryk i pathē,11 lidenskaberne eller affekterne. Stoikerne regner med fire hovedaffekter: lyst (hedonē), smerte (lypē), ønske (epithymia) og frygt (phobos). Affekterne er sygelige tilstande i sjælen, som den vise skal frigøre sig fra, så de kun efterlader en slags mentale ar. Den tilstand er apatheia. Således bør han ikke vise medlidenhed, idet det jo bygger på den fejlagtige antagelse, at et andet menneske virkelig kan lide. Affekterne lægger generelt op til den illusion, at der findes noget godt (lyst, ønske) eller ondt (smerte, frygt) ved siden af det etisk gode og onde. Eksempelvis er der ifølge stoisk tankegang ingen grund til at føle smerte over døden, hverken éns egen eller andres, for døden er ikke et egentligt onde. Derfor er selvmord en af de handlinger, der er etisk neutrale. For nogle stoikere, f.eks. Seneca, er døden dog en vej til frihed. Idealet om apati betyder ikke, at overhovedet ingen følelser kan være berettigede. Man finder i stoisk etik begrebet eupatheia, »gode følelser«. Til disse tæller følelserne mod éns børn, ægtefælle og venner og glæden ved at besidde det sande gode, dyden.

      Vi har nævnt, at stoisk etik ikke i samme grad som Aristoteles’ har livet i polis som forudsætning. Det må naturligvis præge selve samfunds- og statsopfattelsen. Staten opfattes ikke som et fællesskab, der er til for det gode livs skyld. Den er primært en mængde af mennesker, som bor på samme sted, og som skal styres af en lov. Med andre ord træder et retligt moment i forgrunden i stoisk samfundsteori. Man fastholder, at den sociale dyd er retfærdigheden, som går ud på, at man skal give enhver sit.12 Retfærdigheden er ikke en dyd, mennesker har opfundet eller vedtaget; den grunder i naturen. Det gælder i det hele taget den lov, der styrer samfundet. Man tillægger Chrysippos følgende udtalelse:

      Loven er konge over alt, både over guddommelige og meneskelige ting. Den må være den autoritet, som bestemmer, hvad der er etisk skønt og grimt, den må være herre og fører for de væsener, der af natur er anlagt til fællesskab og den må følgelig give rettesnoren for det, som er retfærdigt og uretfærdigt, idet den befaler, hvad der skal gøres og forbyder, hvad der ikke må gøres. (Citeret hos Pohlenz 1948, s. 132).

      Vi møder her endnu et af de centrale elementer, stoicismen har tilført Europas etiske tænkning, nemlig tanken om den naturlige lov. Den vender vi tilbage til i kapitel 4.

      Epikur

      En sengræsk etiker, som fortjener omtale ved siden af stoikerne, er Epikur (341-271). Metafysisk repræsenterer Epikur atomismen. Han indgår i antikkens klassiske etiske tradition, for så vidt også hans etik kredser omkring grundspørgsmålet: hvordan vil jeg leve? Igen er det altså spørgsmålet om det lykkelige liv, som står i centrum. Men med sit svar stikker Epikur ud fra den klassiske tradition: menneskets lykke består i nydelse (hēdonē). Han kan ligefrem finde på at hævde, at mavens nydelse er begyndelsen til alt godt. Dermed har han bragt sig i et anstrengt forhold til de herskende teorier, og »epikuræisme« er ofte et skældsord.

      Nydelse eller lyst har ikke primært noget at gøre med sex. Det er ikke gavnligt, og man kan være lettet, hvis det ikke giver komplikationer. Nydelse består således ikke i en tilfredsstillelse af de umiddelbare lyster. Lykkens indhold er noget andet, nemlig fravær at smerte og stress. Det kan man undgå, hvis man kultiverer sin levevis. Det gør man navnlig gennem viden om og tilegnelse af de traditionelle dyder, og disse dyder er – siger Epikur – naturligt sammenvokset med et liv fuldt af nydelse. Men disse dyder er ‘kun’ instrument for det gode, som er det egentlige gode for sjælen: nydelse. Dette er i modstrid med i hvert fald den sokratiske opfattelse, hvorefter dyderne i sig selv er indholdet af det gode liv.

      Det drejer sig om at befri sjælen fra tilfældige bekymringer og stress. Denne befrielse er sjælens ataraxia (sindsro), hvilket sætter mennesket i stand til at forvinde tilfældig smerte og dødsfrygt eller –angst. Endvidere drejer det sig om at dæmpe frygten for guderne. De lever, ifølge Epikur, i rummene mellem universets mange verdener, der er som øer i et stort hav, og således stabiliserer guderne verdenernes grænser – men de blander sig ikke i verdens og menneskenes indre anliggender.

      Epikurs etik er materialistisk og ego-centreret. F.eks. opfatter han dyden retfærdighed som det, der gavner folk, så de ikke skader eller skades af hinanden. I modsætning til Platon er retfærdighed altså ikke noget i sig selv; den beror på en retlig kontrakt mellem de implicerede. Retfærdighedens værdi er dens instrumentelle nytte, nemlig at den kan medvirke til at sikre et velafbalanceret liv i nydelse. Andre mennesker er strengt taget i vejen for den enkeltes indre frihed. Dog er det muligt at realisere projektet om det lykkelige, nydelsesfyldte liv sammen med få venner, hvilket Epikur gjorde i en have i Athen. Således kan man i ro og mag »dyrke sin have«, borte fra verdens stress og larm. – Ved at gøre lykke til grundbegrebet i etikken og definere den som nydelse kan Epikur siges at forudgribe utilitarismen i det 19. århundrede, jf. kap. 8.

      ETISKE GRUNDBEGREBER

      • ETISK SUBJEKT: hos Platon og Aristoteles det fornuftige menneske, der er del af et fællesskab (polis); hos stoikerne i højere grad det fornuftige individ

      • PRAKTISK FORNUFT: evnen til at slutte fra det almene gode til det gode i den konkrete situation, at udføre en praktisk syllogisme

      • DET GODE: hos Aristoteles den optimale realisering af menneskelivets potentiale

      • DET RIGTIGE: er i græsk tænkning underordnet det gode; at handle sådan, at det gode realiseres

      • DYD: den opøvede evne til at realisere det gode menneskeliv under bestemte omstændigheder; de fire kardinaldyder er mod, retfærdighed, besindighed og visdom

      • RETFÆRDIGHED: en af kardinaldyderne; hos Platon harmonien mellem sjælens evner; Aristoteles sondrer mellem udlignende og fordelende retfærdighed.

      LITTERATUR TIL KAPITEL 2

      KILDER

      Aristoteles: The Nichomachean Ethics with an English Translation by H. Rackham. London 1982.

      Aristoteles: Ethica Nichomachea ved Niels Møller. København 1936.

      Aristoteles: The »Art« of Rhetoric with an English Translation by J.H. Freese. London 1982.

      Aristoteles: On the Soul, Parva Naturalia, On Breath with an English Translation by W.S. Helt. London 1964.

      Aristoteles’ Skrift om Sjælen: De anima. Oversat af P. Helm. København 1949.

      Die Stoa. Kommentierte Werkausgabe. Übersetzt und herausgegeben von Wolfgang Weinkauf. Augsburg 1994.

      Plato: Lysis, Symposium, Gorgias fra Plato, The Loeb classical Libary. London, William Heinemann 1955-63.

      Plato: The Republic with an English Translation by P. Shorey. London 1964.

      Platon: Staten oversat af Otto Foss med et essay af E.A. Wyller. København 1992.

      Stoikerne. Med indledning, oversættelse og noter af J. Sløk. (De Store Tænkere). København 1966.

      SEKUNDÆRLITTERATUR

      Engberg-Pedersen,

Скачать книгу