LITMIR.BIZ

Скачать книгу

skal æ sgi aalle gaa mæ, om a maa raad mej. Men spil wos nu jen, vi kan dans atter, saa tar vi lig en jenle Trip; det er saa sund aa sov paa.

      (Per Søwren spiller en gammel Dansemelodi; kun Fip gjør sure Miner til slet Spil og karter videre.)

      Anders

      (da Dansen standser).

      Nu tykkes a, te Pejr og Fip skuld ta en Swingom med hinaan for gammel Venskabs Skyld; saa skal a fløjt te æ.

      Per Søwren

      (paa Hosesokker).

      Maa a ha den Ære og Plasir aa omslyng din slanke Midje?

      Fip

      (slaar efter ham med Karten).

      Aa, kan du hold dæ i Rumm, din gammel Ronnivæjjer. Vi tow æ ett fræ i Jaes11, te vi skuld søen gaa og skab wos!

      (Danser dog omsider ud; imens tilegner Visti sig Fjolen og gnider Strengene ind med et Lys, som han snapper paa Bordet.)

      Per Søwren

      (ravende af Dansen og Brændevinen).

      Nej men nu skal I, dænenmæ, hør Napoleons Fanemarsch. Den haar a lær a mi Faa'r, fræ den Gaang, han sjel stod ved di fransk Eskadrowner. (Griber Fjolen; ikke en Lyd! forbavset; gnider vanvittigt, mens han snakker med Fjolen.) Naa, saa du tror, du kan søen fjedt dæ fræ æ!

      (I det samme høres stærk Vognrummel. Alle lytter.)

      Trine.

      Jøsses, der haar vi mi Faa'r!

      (Alle faar travlt med at bringe Orden i Sagerne. Fip karter, som gjaldt det Livet; Per Søwren finder med Møje i sine Træsko, Visti ud for at ta' mod Hestene; de øvrige ud efterhaanden.)

      Wolle Rævsgaard

      (ind, høj og barsk i Fedtlæderstøvler og Vognkappe; uden Godaften.)

      Er du her, Pejr! Haar du nøj, du her skal ha forretted?

      Per Søwren

      (ydmyg).

      Tho a er da æ Drengs Morbror.

      Wolle Rævsgaard.

      A plejer ett aa ha nøj aa gjør med mi Drenges Morbrøjer. Se du heller aa kom ad æ Dar!

      (Per Søwren ta'r Fjolen og Grisen og gaar.)

      Wolle Rævsgaard

      (til Anders Forkarl, der er i Færd med at tænde en Lygte).

      Gaa nu ett hen og forgi æ Hejst i Hawer, som sidst en kam hjem med'em. De haar rend stærk, og den fræ'ens er møj swedde. Læd der blyw kylt en Borren12 Strøels under hin, og si saa aa komm ad æ Seng, saa æ Kreaturer kan faa Fred.

      (Anders ud.)

      (Til Trine, der har faaet travlt med at ta' af Bordet, men ulykkeligvis har glemt Brændevinsflasken.) Er di Muer gavn i Seng?

      Trine.

      Ja, det er en Stød sin.

      Wolle Rævsgaard.

      I morer jer nok, nær en aan jen ett er hjemm. (Peger paa Flasken.) Du haar oven i æ Kyef wot ved aa traktir paa den Landløver. Det er wal nøj, der maa te for det fin Familjeskabs Skyld, som a hører, du sprekulirer paa.

      Trine.

      Du er ward aa send i æ Bøj, Faa'r, for du er aaltid ved en kjøn Sind, nær du kommer hjem. – Skal der nu krottes øwer, te en haar skinked en jenle Dram for en fatte Mennesk.

      Wolle Rævsgaard.

      Ja, du ved, te a ett kan lid den Slavs Folk, han er aa.

      Trine.

      Nej, men di Kanutter, du sjel sejjer mej æ Næt te æ Daa, indte du haar spilt hen baade Øel og Ærm13, – dem haar du aalle nøj og skal ha saa om.

      (Trine snapper vredt Flasken og gaar.)

      Wolle Rævsgaard

      (ser rasende efter hende. – Til Bitte Fip, der under denne Samtale næsten har arbejdet Ild i Karterne).

      Aa, du – Bommerutt14, der sejjer der og skræwer, kom hen, og ta ved mi Støwel!

      Bitte Fip

      (nærmer sig; slider i Støvlerne).

      Gud ved, hwad du haar gavn og vringelt i, saa øwerbegjord du haar laved dem. Aal Maag hænger da osse ved dæ.

      Wolle Rævsgaard.

      Aa, skab dæ ett, Fip. Di Hinner kan wal snaar vær fin nok te dem, du haar aa sleg for.

      Fæk du hypped æ Kartofler, a bad dæ?

      Fip.

      Jow, a tror æ! A er, som a war marregrotted15 i aall mi Limmer. Er det ogsaa nø Arbe aa sætt en sølle swag Fruentimmer te. (Flæber.)

      Wolle Rævsgaard.

      Swag? (Kildrer hende i Siderne.) Hwor haar du di tynd Stejer, Bette Fip?

      Fip

      (rasende).

      Læd mæ vær, din gammel Wonni16. Du ved godt, te a ett haar wot stærk si'n det andt Or, da a fæk mi Tilfald.

      Wolle Rævsgaard

      (giftig).

      Nej; hworden war æ, du gik jo igjemmel æ Hjald med æ Forkaa'l!

      Du skuld hold dæ lidt mir te æ Jurd i den Slavs Sager.

      Fip.

      Det er den største Han-Løwn, du kund sej. Og nu kan du sajtens gjør Nar af jen op i si aaben Øwn; men da en war glat og skred, da war en gued nok for dæ. Men a taaler æ ett af dæ, Wolle! Det kan a sej dæ! Hwad om a vild aabenbaar æ med dæ, hwor tit du haar søjt mæ ved Nættetider i farom god Daw?

      Wolle Rævsgaard.

      Aa, hold mæ di Flegger i! Heller vil du maaskisæ ha, te Trine skal hør æ?

      Fip.

      A er ligglaa; men saamøj vil a sej dæ, Wolle, te det streng Ud-Arbe vil a ett ved aâ aa sej!

      (Wolle gaar mod Sovekamret; ogsaa Fip gaar ud; Stuen tom et Øjeblik).

      Trine

      (kommer ind og begynder at hægte op. Man hører Skrammel i Forstuen; Trine aabner Døren; det er Visti i Færd med at hænge Hestenes Seletøj op paa Knagene).

      Naa, Visti, er æ dæ, der gaar og rumstirer?

      Visti

      (i Døren med et Bringestykke i Hænderne).

      Er di Faa'r gavn i Seng?

      Trine.

      A ved ett, om han haar put sæ inu.

      Visti.

      Han war nok ved æ Bed17, atter hwad a hører. Hwad mon der war gavn ham imud?

      Trine.

      Aa, Faa'r er bløwen en rigtig værkle18 Stod'er, er han! Han haar wal taft i æ Kwot19, som han plejer.

      Visti.

      Hør, tror du den Helle kommer te Fest i Maaen?

      Trine.

      Mads?

Скачать книгу