Скачать книгу
skjøndt boende i et privat Hus, vel maa have havt en Slags offentlig Ansættelse, siden jeg dér engang saae Amtsprovsten. Efter hans Død fulgte jeg med nogle andre Drenge og Piger hans unge, kjønne og overordentlig blide og milde Enke Elna ind i et andet lille Hus, hvor hun fortsatte Undervisningen; efter nogen Tid begyndte hun dog at sygne, sørge og græde, og, efter at Skolen i nogen Tid var standset, saae ikke blot vi, men ogsaa vore ellers i slige Ting ikke særdeles mildt dømmende Forældre med dyb Sorg den stakkels Kvinde begraves med et nyfødt Barn som Offer for en Forfører. Jeg avancerede derpaa op til en Mand, der kaldtes Kaptain, og hos hvem jeg erindrer at have set nogle Gjenstande, der hentydede paa Landmaaling og Tegning, men ogsaa Skolegangen hos ham varede kun kort. Der indrettedes nemlig da en fast offentlig Skole under en ny Degn, der dog ikke var Seminarist, men en forhenværende Haandværker (Glarmester) fra Kjøbenhavn, foreløbig med Plads i Byens Raadstue og i selve Thingsalen, hvorfor Undervisningen maatte hvile paa Retsdagen. Her saae og beundrede jeg for første Gang en Vindovn, da ellers kun Bilæggerovne vare kjendte i Svanike. Endelig fik man ogsaa et eget Skolehus. Jeg lærte der at skrive og regne godt, det sidste efter Chr. Cramers Regnebog, lige indtil "Vexelregning eller Cambiokonto", og fremstilledes i Juli 1816 ved Præsentation af Skolen for Amtsprovsten og for Biskop Frederik Münter som den, der havde læst Balles Lærebog 6 Gange og var imod Slutningen af den 7de Gang. Udenfor Regning, Bibelhistorien og Lærebogen husker jeg derimod ikke, at der var Tale om nogen anden Læregjenstand, og i det sidste Aar af mit Ophold i Svanike besøgte jeg neppe Skolen. Min Dygtighed i Skolen skaffede mig ved den Tid en af de mest ufortjente Udmærkelser, jeg har modtaget, idet jeg, da der skulde udtages fire af Skolens Drenge til i Forening med Degnen at lede og støtte Sangen i Kirken, fik Plads imellem de Udvalgte, skjøndt Gud veed, at jeg aldrig i mindste Maade har været Sanger. Forresten mærkede vi meget lidet til Skolens Forbindelse med Kirken. Den præstelige Virksomhed i Byen og Sognet var saare ringe, idet Præsteembedet den længste Tid af min Barndom beklædtes af en godmodig, men yderst affældig og noget forfalden Mand og derefter af En, til hvis kristelige Sindelag Almuen efter Rygterne fra hans forrige Sogn paa Bornholm ingen Tiltro havde; den traditionelle Ærbødighed for og Deltagelse i Gudstjenesten holdt sig dog temmelig usvækket. – Den tidlig vaagnede Lyst hos mig til Kundskab og Anelse om en videre aandelig Horizont fandt yderst ringe Midler til Næring ved Læsning, allermindst ved en nogenlunde sammenhængende Læsning. Maaske spirede de adspredte og blandede Sædekorn netop derfor desto kraftigere, omend skjulte og i Stilhed. Der behøves ikke mange Linier til en nogenlunde fuldstændig Opregnelse af de Bøger, som jeg foruden Bibel og Psalmebog fandt enten hos min Fader eller hos en gammel, noget gnaven, forhenværende Skipper, der var gift med en Faster af mig, eller hos en velstaaende Fisker og Kadreier, med hvis Børn jeg og mine Søskende stode i det nærmeste Omgangsforhold. Til de to første Bind af Holbergs Komedier i den gamle Udgave af tre Bind samt en gammel Duodezudgave af Peder Paars med saare naive Træsnit, hvilket Digt jeg trods de mange mig uforstaaelige klassiske Allusioner læste med stor Glæde, kom Ramus' Udtog af Clausens Oversættelse af Snorre Sturleson, som jeg ivrig studerede med den mest ubetingede Tilslutning til Sverre og Birkebenernes Parti mod Baglerne, Caspar Peder Rothes meget udførlige, men for mig aldrig trættende Biographi af Tordenskjold, en dansk Oversættelse af en Levnedsbeskrivelse af den franske Søhelt Dugay-Trouin, i hvilken især Skildringen af Rio Janeiro og Indseilingen dertil fængslede mig, samt en Oversættelse af en svensk Roman fra første Halvdel af forrige Aarhundrede: "den svenske Robinson eller den svenske Adelsmand Gustav Landskrons mærkelige Hændelser", af hvilken Bog jeg kun husker, at der deri etsteds skildredes en Reise over Brenner og gjennem Etschdalen til Italien, en Skildring, der gjorde det dybeste Indtryk paa min Phantasi og vakte Længsler, der først skulde tilfredsstilles i 1869 og det ikke uden en haard Skuffelse ved Indtrædelsen i det forjættede Italien, thi jeg foer da i en kold Nats Mulm forbi Botzen, Roveredo og Trient, hvilke Navne fra min Barndom stedse vare ledsagede af Forestillingen om Vindruer og anden sydlig Vegetations Pragt. Fremdeles havde og slugte jeg den gamle danske Oversættelse af Gallands Bearbeidelse af tusend og én Nat, med hvis Trylleverden Smollets af Tode oversatte Roman: Humphrey Clinker dannede en besynderlig Modsætning, men som dog fængslede mig ved en Skildring af det skotske Høiland, som indprægede sig dybt og i Studenterdagene smeltede sammen med Walter Scotts Billeder. Til denne Hovedhær sluttede sig den tidligere nævnte lille Bog af Agerbek, Sommerfeldts Geographi, en Oversættelse af Sallust og som lettere Tropper "den danske Kongebog", Till Uglspil, "Vigolais eller Ridderen med Guldhjulet" og et Par oversatte franske Ridderromaner, hvori foruden Keiser Carl Kong Dagobert og "Soldanen af Ægypten" spillede en Rolle, ikke at tale om "Finkeridderen". En mere ædruelig Belæring vilde Kloppenburgs Geographi have givet mig, hvis den ikke strax endog for Drengen havde røbet sig som forældet og ubrugbar ved totalt at stride imod de Forestillinger, jeg af de Voxnes Fortællinger og maaske et eller andet populært Skrift gjorde mig om Napoleon og hans Herredømme. Af Pontoppidans pietistiske Bog "Menoza" dannede jeg mig og bevarede nogle Forestillinger om Danmark og andre europæiske Lande, især Tydskland, og om Herrnhuter og Grev Zinzendorf. Om jeg som Dreng paa Bornholm har set et Verdenskort eller et Kort over Europa, husker jeg ikke; men de temmelig mange Søkort, jeg fik i Hænde, vakte og dannede geographiske Forestillinger. Til den omtalte underlig sammensatte Litteratur kom 1813 en ringe, men ligesaa besynderlig Forøgelse. Da Brændevinsbrænding var bleven forbudt paa Bornholm udenfor Kjøbstæderne og i disse antoges ikke at tilvirkes i tilstrækkelig Mængde, kjøbte en driftig Urtekræmmer i Kjøbenhavn, der tillige var Chorist ved det kongelige Theater, en lille Ladning Brændevin, hvormed han seilede til Svanike; her optraadte han paa én Gang som Handelsmand og Sanger. Da han havde leiet et Værelse i mine Forældres Hus, efterlod han der som en Foræring tre Theaterstykker, nemlig to høist ubetydelige oversatte Lystspil og det yderst rørende, dengang paa alle Privattheatre omvandrende Sørgespil (med lykkelig Udgang) Julius von Sassen; jeg erindrer, med hvilken inderlig Bekymring jeg spurgte min Moder, om Stykkets Indhold var sandt, og af hende, der aldrig havde set nogen Art af theatralsk Fremstilling, nogenlunde beroligedes. Den bildende Kunst repræsenteredes i Svanike kun af simple kolorerede Kobberstik eller Træsnit. To saadanne Billeder, der fremstillede Ludvig den 16des og Marie Antoinettes Henrettelse, prydede mine Forældres Storstue og betragtedes af mig med dyb Deltagelse.
Tidlig medførte min Skrivefærdighed og Lethed i at opfatte det Skrevnes Indhold, at jeg anbragtes til at hjælpe min Fader ved Kontorarbeider, ved at afskrive Thingsvidner og andre Retsakter og især ved at indskrive Skjøder og Pantebreve i vedkommende Protokoller. Efterhaanden udvidedes denne Virksomhed, navnlig da min Fader i 1815 og 1816 var syg og længe sengeliggende. Saare eiendommelig fremtraadte dette ved Auktionsvæsenet. Den daværende Byfoged led, som jeg straks nærmere skal omtale, af Sovesyge og havde et meget uforstaaeligt Mæle. Naar nu i disse Aar en Auktion skulde foretages udenfor Byen, lod Byfogden sin Vogn forspænde og befordrede da som Kusk (– thi han satte Pris paa sin Færdighed i denne Retning —) Degnen og mig ad ofte meget betænkelige Veie, især med en sovende Kusk, til Auktionsstedet. Der satte han saa Auktionsretten og oplæste Auktionskonditionerne, hvorefter han gik ind i Huset og satte sig paa en Stol; Degnen oplæste derpaa atter Konditionerne, hvorefter Auktionen foregik med ham som Opraaber og Fører af Auktionshammeren og mig som Skriver, idet min Fader tillige var Inkassator. Jeg erindrer, at Amtmanden kom tilstede ved en Auktion i Ibsker Præstegaard efter den førnævnte svage Præsts Død og med nogen Forundring betragtede den ungdommelige Skriver og spurgte Byfogden, om det dog gik an at betroe mig Protokollen; han henvistes til selv at iagttage mig og fandt sig tilfredsstillet.[13]
Ogsaa som Toldembedsmand kom jeg en enkelt Gang til at optræde under Omstændigheder, der særlig indprægede sig i min Hukommelse. Et Skib, ladet med Tømmer, strandede 1815 eller 1816 i en lille, men ved Omgivelserne meget interessant Bugt: "Salenebugten", Vest for Gudhjem, i hvilken den ved usædvanlig høje Brinker udmærkede Bobbeaa falder ud, dannende Grændseskjellet imellem Øster og Nørre Herred. Efterat nu først Spørgsmaalet om, paa hvilken Jurisdiktions Forstrand Skibet stod temmelig langt ude i Søen, var afgjort til Gunst for Øster Herred, begyndte den besværlige og langsomme Indbringen af Ladningen til Stranden, og Optegnelsen og Numereringen af de ilandbragte Stykker betroedes mig. Jeg tilbragte saaledes mindst 8 Dage imellem de mig aldeles ubekjendte Bjergere, med hvilke jeg hver Aften fra den ensomme Strand, hvor der kun laae et enkelt Udmarkshus, over Bakker og gjennem smukke Trægrupper gik op til en Gaard, hvor vi havde Nattekvarter. Medens de gjorde sig en lystig Aften efter
Скачать книгу
