LITMIR.BIZ

Скачать книгу

vidtforgrenet Vinranke, der næsten hver Sommer bragte modne Druer. Imellem Byens Indvaanere, der ikke naaede 1000, savnedes ikke en Kreds af Honoratiores, der, da Præsten boede paa Præstegaarden ved Ibs Kirke, omtrent en Fjerdingvei fra Byen, bestod af Byfogden, Byskriveren, to Borgerkaptainer, et Par Kjøbmænd og Skibsrhedere samt Degnen. Den ene af Borgerkaptainerne kaldtes Kommandeur, fordi han i det første Krigsaar en kort Tid havde været Kommandeur for en af de fire Divisioner, hvori Militsen da inddeltes, og skrev sit Navn med den fremmede og fornemmere Form Davitzen, medens den anden ganske simpelt hed Mads Davidsen; men han var ogsaa kun Stabskaptain. Imellem Kjøbmændene indtoges Hæderspladsen af en Mand, der for Fortjenester af Byens Havns Uddybning og Sikring var bleven udnævnt til Dannebrogsmand kort efter Dannebrogsordenens Udvidelse og i lang Tid var den eneste saaledes hædrede paa Bornholm, idetmindste paa Østlandet. Det egentlige Skjelnemærke for Honoratiores var at kunne spille Lanter (det ogsaa hos Holberg forekommende Kortspil imellem fire Spillere) istedetfor Styrvolt eller Polskpas og at være optagen imellem Lanterspillerne. Hos Kvindfolkene udtrykte Rangen eller Rangfordringen sig i Hovedpynten, eftersom man ved festlige Leiligheder istedetfor den sædvanlige Hue og Korsklæde anlagde enten en vis ubeskrivelig Hovedbeklædning, der kaldtes "Hat og Hue", eller endog den saakaldte "Nølle": en liden Hue med en tvers over Hovedet opstaaende Kant, foran hvilken Tøiblomster anbragtes paa det tilbagestrøgne Haar. "Kjøbenhavnsk Dragt", hvis væsentligste Bestanddel var Straahatten og det, naar denne aftoges, kunstig opfæstede bare Haar, bares kun enten af meget fornemme Kvinder eller af Piger, der vare vendte tilbage fra en Udflugt til Kjøbenhavn, og disses Efterlignersker. En Frue eller Frøken fandtes ikke i Svanike. Min Moder, der holdt sig til "Hue og Hat" og endnu i sin Alderdom bar Korsklæde og gik med bare Arme til op over Albuen, hed i høflig Tiltale og imellem Honoratiores: Madame Madvig, men hos jævnere Folk og til daglig Brug: "Madvigskan" eller "Byskriversken". Da samtlige Honoratiores med Undtagelse af Byfogden i mine tidligste Aar vare indfødte Bornholmere og havde bornholmske Hustruer, bar Livet da et aldeles rent bornholmsk Præg.

      I denne By og i disse Omgivelser tilbragte jeg tretten freidige og lykkelige, om end alvorlige Indtryk ikke savnende Barndomsaar, de sidste under Anelse om og Længsel efter større Forhold og videre Blik.

      Indtil for ganske kort siden (Foraaret 1884) kjendte jeg kun mine Forfædre paa Mandssiden indtil min Oldefader. En ivrig og heldig Genealog har nu oplyst, at min Tipoldefader: Hans Olufsen Madvig under Krigen mellem Danmark og Sverige mistede alt sit Jordegods og al sin Ejendom i Skaane for sin Troskab mod den danske Konge Christian den 5te – Jordegodset har formodentlig udgjort en hel eller halv Bondegaard – og til Gjengjæld derfor efter nogen Tids Ophold i Kjøbenhavn i 1681 udnævntes til kongelig Skovrider paa Bornholm, hvor han døde 1701 paa Kobbegaarden i Østerlarsker Sogn, idet der formodentlig dengang ikke har været nogen Skovriderbolig ved Almindingen. Familienavnet stammer fra Fiskerleiet Matvik imellem Ronneby og Karlshamn i Blekingen. Han efterlod sig et talrigt Afkom. Hans ældste Søn Ole Hansen Madvig, døbt i 1675 i Hellaryd Kirke i Skaane, – den eneste, af hvem der mig bekjendt lever Afkom, – blev, efter at have været Constabel ved "Haandlangerne" (og formodentlig Avlsbruger), i 1727 Byskriver i Svanike og Herredsskriver i Øster og Sønder Herred, et Embede, hvortil dengang, som bekjendt, ingen juridisk Fordannelse krævedes; han byggede den Gaard i Svanike, hvori efter ham min Bedstefader og Fader boede. Hans Søn Jørgen Olsen Madvig, der 1745, efter skriftligen at have besvaret de af det juridiske Facultet fremsendte Spørgsmaal og efter mundtlig Prøve hos Amtmand Urne[9], erklæredes for "ej ubekvem et Skriverembede at forestaae", efterfulgte 1750 sin Fader i de samme Embeder. Han efterfulgtes atter 1798 i Embedet som Byskriver i Østerherred, idet Sønderherred fraskiltes, af sin i 1764 fødte Søn, min Fader Poul Anthoni Madvig, der, efter at have faret nogle Aar tilsøs og bragt det til at være Styrmand, tog dansk juridisk Examen og i nogle Aar var Faderen adjungeret. Til Erstatning for det fraskilte Herred blev min Fader enten strax eller siden tillige Toldbetjent. Man ser, at jeg saaledes kan regne, om ikke mine 16 Ahner af Byskrivere ligesaavel som Oldfux sine af Snyltegjæster, saa dog tre saadanne, og det endda af Byskrivere paa samme Sted, et Embede, jeg maaske ogsaa selv, om end ikke i uafbrudt Rækkefølge, kunde have opnaaet, hvis min første Livsplan var bleven fastholdt.

      Min Fader giftede sig i 1798 med Margrethe Benedikte Kofod, født i 1777 paa Proprietærgaarden Skovsholm[10] i Ibsker Sogn. Hun hørte til en af de videst forgrenede bornholmske Bondefamilier, ligesom paa den anden Side baade min Oldefader og Bedstefader havde havt og min Fader havde flere Søskende (dog kun enkelte Brødre og disse uden videre Afkom), saa at det ikke kunde fattes deres Børn paa Slægtninge i alle Grader eller paa fast Tilknytning til bornholmsk Liv, hvorfra dog alle Sønnerne skulde løsrives. Min Fader var af Naturen livlig og munter og havde i sin Ungdom udmærket sig ved Raskhed, navnlig som dristig Rytter. Af boglig Dannelse havde han kun lidet – jeg har aldrig hørt ham omtale sin Examen eller Forberedelsen dertil —, men han besad en naturlig god Forstand, var arbeidsom og fremfor alt hæderlig og redelig, derhos religiøs uden Prunk; jeg erindrer, at han om Søndagen, naar der var Hindring for Kirkegang, stundom i Ensomhed læste en Prædiken for min Moder. Denne var ligeledes en frisk og freidig, men tillige alvorlig, kraftig og energisk Natur, Egenskaber, der end mere fremtraadte under hendes lange, ofte møisommelige Enkestand. I sin Ungdom havde hun været en god Skøiteløberske, noget i den Tid vist saare sjeldent. Af mine Forældres Ægteskab, der var stiftet i Kjærlighed og førtes i trofast Enighed og Lykke, fødtes 7 Børn, der kom til Skjelsaar og Alder: 5 Sønner og 2 Døttre, foruden en Søn, der døde i spæd Alder. Af disse 7 Børn, hvoraf de to ældste bleve Sømænd, var jeg det tredie og den tredie Søn. Af de to Sømænd druknede den ene i 1825, den anden døde i 1879 i Hamborg, hvor han var bosat, og samme Aar døde min ene ugifte Søster, medens den anden, der var gift og boede i Svanike, allerede var død i 1877 og min ene yngre Broder, der var Snedkermester i Kjøbenhavn, var død i 1868. Af alle mine Søskende er saaledes kun min yngste Broder, der lever som Læge i Haderslev, tilbage.

      Efterretningen om min Fødsel bragtes min Fader nede paa Udmarken ved Auktionen over en indstrandet Ladning Pibestaver, en glædelig og indbringende Forretning, og de ved Auktionen tilstedeværende Honoratiores tilligemed den engelske Skibskaptain fulgte min Fader hjem for at feire Fødselen ved nogle Glas. Iøvrigt bragtes jeg ikke af Storken, men kom ligesom alle nyfødte Børn i Svanike fra "Davids Dam", et lille Vand i Bymarken. Jeg voxede op, fulgt med korte Mellemrum af mine 4 yngre Søskende, i et stille, fredeligt, ofte muntert, men tarveligt Hjem, der paa engang var en Embedsmands og en Avlsbrugers, thi min Faders Indtægter af de to forenede Embeder vare i den ulykkelige Tid fra 1807 af utilstrækkelige for den talrige Familie og maatte udfyldes ved Driften af den Jord, som han havde arvet fra sine Forfædre, men behæftet med Gjæld. Endda blev det min Fader, især da langvarig Sygdom stødte til, vanskeligt at komme igjennem, og jeg har været Vidne til Bekymring og Sorg i den Anledning, men aldrig til deraf opstaaet Tvist[11]. Mit Hjem omfattede altsaa ved Siden af Byskriverkontoret – hvis hele Arbejde bestredes af min Fader, en ganske kort Tid med Bistand af en Søstersøn og siden af mig, – en lille Avlsgaard med dertil hørende Tyende, nemlig en "Hoveddreng"[12] eller Avlskarl og en Halvdreng eller ringere Karl, stundom med nogen extra Hjælp, – og der førtes under min Moders Ledelse med Hjælp af et Par Piger en fuldstændig bornholmsk Landhusholdning. Karakteristisk for Landbrugets Standpunkt var Besætningens Bestand: 4 Heste og 3 Køer; der pløiedes altid med 4 Heste. Den hele Husstand samledes til alle Maaltider i det Værelse, der paa engang var Dagligstue og Spisestue og opvarmedes af en dygtig Bilæggerovn; dog var den ene Halvdel deraf ud imod Gaden forbeholdt mine Forældre, som spiste Middagsmaden der ved et eget Bord med os Børn, medens min Fader til andre Dagstider sammesteds talte med Besøgende og om Aftenen læste og skrev eller spillede et Parti Piquet med min Moder eller min ældste Broder og i sin sidste Levetid med mig. Morgen og Aften spiste Børnene med Tjenestefolkene i den nedre Ende af Stuen de samme daglige Retter. De mindste Børn sov, naar Slagbænken i Forældrenes Sovekammer ikke kunde optage dem, i Pigekamret, de lidt mere voxne Drenge stundom i det om Vintren bitterlig kolde Karlekammer med Stengulv. Om Vinteraftenerne kartede og spandt Pigerne i samme Værelse under min Moders Tilsyn og Deltagelse omkring et fælles paa en høi Træopsats stillet Lys, og Billedet af hele denne Virksomhed under alle Slags munter og alvorlig Samtale

Скачать книгу