LITMIR.BIZ

Скачать книгу

mine egne Længsler og Drømme. – Den vanskeligste og besynderligste Opgave, der stilledes mig under denne min første Virksomhed paa Embedsbanen, var den danske Bearbejdelse af en paa Hollandsk afgiven Forklaring over en Stranding. Den kom istand ved fælles Flid af den neppe meget fintfølende eller nøieregnende Strandingskommissionær og mig, der anvendte hele mit Kjendskab til Sømandssproget og en vis anticiperet sammenlignende Sprogforskning, men vakte hos mig stærk Formodning om, at Fartøiet med Flid var sat paa Land. Jeg udtalte dette for min sengeliggende Fader, der ikke gav mig Uret og udtalte sin Tilfredshed over ikke at have at gjøre med Forklaringens Beedigelse for Retten.

      Til Benyttelsen af min Hjælp ved Kontorarbeidet sluttede sig meget naturlig Tanken paa min videre Uddannelse. Byfogden, der stod i det venskabeligste Forhold til min Fader, og som selv var juridisk Kandidat med bedste Karakter, manuduceret af A. S. Ørsted, paatog sig gratis at veilede mig til dansk juridisk Examen. Jeg begyndte da i en Alder af høist 11 Aar med at lære Schlegels Natur- og Folkeret udenad og at examineres deri. Jeg erindrer nu kun, at Bogen begynder med en kort Definition af Erkjendelsen a priori og a posteriori og indeholder en temmelig udførlig Oversigt over Natur- og Folkerettens Historie, der først hos mig vakte Forestillingen om sammenhængende videnskabelig Forskning og Litteratur, og hvorfra, foruden Hugo Grotius og Puffendorf, ogsaa enkelte mindre betydelige Navne have bevaret sig i Erindringen. Ogsaa Bogens øvrige Indhold vakte vel, medens det lærtes udenad, enkelte Tankebevægelser. Byfogden led af Sovesyge i en Grad og i en Form, som aldrig siden, endog blot tilnærmelsesvis, er fremtraadt for mig. I Retten faldt han, medens han examinerede et Vidne eller en Inkvisit, idelig i Søvn, men bevarede temmelig vel Tankegangens Kontinuitet, saa at han, naar han efter et Par Minutter vaagnede, kunde modtage Svar paa det forud givne Spørgsmaal og diktere til Protokollen. Paa samme Maade gik det ved min Examination; han spurgte, blundede, tabte stundom den sjeldent eller aldrig bortlagte Tobakspibe, og, naar han da støiende og harkende vaagnede, maatte jeg være tilrede med Svaret og modtage et nyt Spørgsmaal. – Efter Tilendebringelsen af Naturretten skulde der tages fat paa Hurtigkarls danske Ret. Men denne Bog var ikke tilstede, heller ikke hos min Faders Ven Amtmanden, og, inden den kunde skaffes fra Kjøbenhavn, afbrødes hele dette Studium, hvormed endogsaa havde været forbundet en meget ringe og ligesaa hurtig standset Undervisning i Tydsk, dels derved at Byfogden flyttede op paa Landet, dels ved min Faders Død. Den ovenfor berørte Syslen med Kontorforretninger og meget kortvarige juridiske Undervisning bleve dog ikke uden Betydning for min senere Udvikling. Den vakte min Sands for retlige Former, Forhandlinger og Begrebsbestemmelser og lagde Grunden til en Evne til at finde mig tilrette i administrative Forhandlinger, som i mit senere Embedsliv kom mig tilgode.

      Min Fader døde efter lange Lidelser i Oktober 1816. Efterat Taleevnen den sidste Dag havde svigtet ham, medens hans urolige Bevægelser syntes at antyde et Ønske om at se Nogen eller Noget, førte min Moder mig hen til ham, og han lagde da velsignende sin Haand paa mit Hoved. – Først to Maaneder efter fødtes min yngste og, som tidligere omtalt, eneste endnu levende Broder, der, efter fra 1854 til 1864 at have været Fysikus i Haderslev, fremdeles lever der som praktiserende Læge. Der fulgte et tungt Aar. Medens jeg delte min Moders Sorg og saae hende kæmpe med Bekymringerne over den Fremtid, der fuld af Trang og Savn laae for hende og Børnene[14], betoges jeg, samtidig med at jeg foreløbig vedblev at udføre noget Skriverarbeide hos min Faders Eftermand, tillige af den heftigste og voldsomste Længsel efter en høiere aandelig Uddannelse. Tanken om at lade mig, som det hedder, studere var allerede opstaaet, medens min Fader levede, hvortil, efter hvad mig er fortalt, bl. A. Biskop Münters velvillige Yttringer om mig ved den tidligere berørte Visitats skulle have bidraget, – og enkelte Skridt vare allerede gjorte i denne Retning, saaledes som de kunde gjøres under ydre Tryk og saare ringe Bekjendtskab med de herhid hørende Forhold[15]. En meget rig og meget velgjørende, paa Bornholm født Dame, Etatsraadinde Marie Kofod, hvis Navn baade i Kjøbenhavn og paa Bornholm er knyttet til meget betydelige Legater, men hvis Slægtskabsforhold til min Moder var tvivlsomt og i ethvert Tilfælde meget fjernt, lovede at betale Halvdelen af Udgiften ved mit Ophold i en By med Latinskole, og Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler tilstod mig, efter Sigende tildels efter Anbefaling af Biskop Münter, der skal have bevaret mig i Erindring[16], fri Undervisning uden foregaaende Prøvetid i den Skole i hvilken jeg maatte blive indmeldt, hvorved først var tænkt paa Herlufsholm (i Kjøbenhavn antoges der ikke at være god Plads for mig). Amtmanden paa Bornholm havde imidlertid to Sønner i Frederiksborg Skole, og det bestemtes da, at jeg ogsaa skulde sendes derhen. Inden Alt endnu var afgjort, var jeg bleven aldeles ustyrlig efter at komme afsted og pinte min stakkels Moder, der havde ondt ved at tilveiebringe det tarveligste Udstyr og sørgede ved at sende sit kjære Barn bort til hende aldeles ubekjendte Omgivelser og Forhold. Under stor Angst for at komme for silde, da jeg havde faaet at vide, at Skoleaaret begyndte den 1ste Oktober, seilede jeg i de første Dage af den nævnte Maaned 1817 med en Onkel, der var Skipper, til Kjøbenhavn, ledsaget af min sextenaarige ældste Broder, der da skulde tiltræde sin anden Reise til Vestindien. Jeg forlod min Moder endnu i den gamle Familiegaard; ikke længe efter flyttede hun fra den ind i et høiere oppe paa Klippen liggende lille Hus, hvor hun boede i over tredive Aar, og hvor jeg har besøgt hende som Student, som Professor og som afskediget Minister og sagt hende det sidste Farvel. Som blivende Mærke fra mit Hjem medtog jeg en ægte bornholmsk Udtale, som under de forskjelligste Livsstillinger aldrig ganske er udslettet[17].

      Jeg kan ikke slutte Skildringen af mit bornholmske Liv uden endnu at nævne en Række af Indtryk, som jeg 10 Aar gammel og i den fjerne Afkrog af Danmark, som min Fødeø da udgjorde, modtog af større Begivenheder udenfor samme. Baade mit Skriverarbeide og Omstændigheder og Forhold i min Familie henledede stærkt min Opmærksomhed paa den forfærdelige Rystelse, som Statsbankerotten i Januar 1813 fremkaldte, og den Nød, hvori hele Fædrelandet da var stedt, og Deltagelsen i Sorgen derover skærpedes, da samtidig med Napoleons Fald det gamle Dobbeltrige Danmark—Norge opløstes[18]. Jeg lyttede begjærlig efter enhver Efterretning derom, der i forvirret og uklar Skikkelse fandt Veien til vort Hjem. Tilfældigvis forøgede den ganske usædvanlig strenge Vinter 1813—1814 vor Isolering. Næsten hele Østersøen var tilfrossen, og, efterat en voldsom Nordoststorm havde brudt Isen og paa Østsiden af Bornholm kastet uhyre Masser deraf op paa Klippen, hvor der dannedes en sammenhængende Isvold, tillagdes Søen atter, saa at Beboerne færdedes tilfods vidt ud paa Havet uden for hin Vold. Gouverneuren paa Bornholm, der havde modtaget Meddelelser om de fremmede Troppers Indtrængen i Holsten, var derimod i længere Tid aldeles ubekjendt med de Begivenheder, der vare fulgte efter. For at skaffe nogen Kundskab herom og for i det Ringeste at faae at vide, om Danmark endnu var i Krig med Sverig, udsendtes en Expedition af syv behjertede Sømænd med en noget større almindelig Fiskerbaad, der dels blev trukken over Isen, dels roedes igjennem aabne Revner til den nærmeste svenske Kyst, hvorfra de bragte Efterretningen om Freden i Kiel tilbage. Men ogsaa Beretningerne om Kongressen i Wien bleve paa Bornholm Gjenstand for min Opmærksomhed og barnlige Politiseren.

      II. Skoleaarene i Frederiksborg. 1817 til 1820

      De faa Dage, jeg paa Veien til Frederiksborg tilbragte i Kjøbenhavn, have kun efterladt hos mig en uklar og mørk Erindring. Uden nogen paa en Gang fast og kjærlig Støtte, pintes jeg paa den ene Side af Følelsen af min forladte og ensomme Stilling og af Savn og Længsel efter det moderlige Hjem, paa den anden Side af urolig Higen efter det Sted og den Gjerning, hvortil jeg søgte hen, med Angst for ikke at naae Maalet i rette Tid. Med min Broder tog jeg først ind i et af en Bornholmer bestyret og fornemmelig af Bornholmere søgt Sømandslogis i en Kjælder i Lille Torvegade paa Kristianshavn, hvorfra det forekommer mig, at jeg flyttedes til et lidt mere anseligt Hus af samme Art i Lille Kongensgade, i hvilket jeg engang blev tagen med paa en Dandsebod, og hvor der en Aften foræredes mig en saakaldet Udgangsbillet, for at jeg i det kongelige Theater kunde se "en Entrée", det vil sige en lille Dands, der gaves efter Hovedforestillingen, men jeg var dengang for lille til fra Parterret at see Noget. Derimod saae jeg, ført af nogle Landsmænd, ude paa Amager de paa Steile og Hjul liggende Kroppe af de syv Børnehusfanger, der vare henrettede efter Opstanden og Ildspaasættelsen i Straffeanstalten paa Kristianshavn kort Tid i Forveien; med Rædsel vendte

Скачать книгу