Natur, videnskab og metafysik - Carl Henrik Koch

Скачать книгу

men adskillige af tidens fremstående fysikere, som fuldt ud anerkendte Newtons geni, tog afstand fra hans forestilling om eksistensen af en almen tiltrækningskraft, der syntes at kunne virke på afstand uden at skulle forplante sig gennem et medium. Fx skrev den fremragende hollandske fysiker Christiaan Huygens til tyskeren G.W. Leibniz (1646-1716) – Leibniz genopdagede differential- og integralregningen, 10 år efter at Newton havde gjort det, hvilket senere ganske uberettiget skaffede ham en anklage for plagiat på halsen – at forestillingen om en almen tiltrækningskraft var absurd. Forunderligt nok var Newton enig med Huygens. At tro, at en kraft kan virke på afstand uden at forplante sig gennem et medium, er, skrev Newton til teologen og filologen Richard Bentley (1662-1742), “så stor en absurditet, at jeg ikke tror, at noget menneske, som besidder en kvalificeret evne til at tænke over filosofiske emner, nogensinde kunne finde på det.” Leibniz selv var enig med Descartes’ tilhængere i, at det ikke var lykkedes Newton at angive årsagen til den almene tiltrækningskraft, dvs. Newton havde ikke formået at opstille en ætherteori, som reducerede tiltrækningskraften til mekaniske årsager. Leibniz vidste ikke, at Newton gentagne gange havde overvejet en sådan ætherteori, men havde måttet afvise den. Det stod klart for Newton, at den almene tiltrækningskraft ikke kan forklares ved hjælp af mekanikkens stødlove, da den ikke forudsætter eksistensen af et medium, den kan forplante sig mekanisk igennem. Derfor er en ætherteori uanvendelig til at redegøre for årsagerne til tiltrækning. I Principia var Newton meget omhyggelig med at skelne mellem matematik og fysik. Tiltrækningskraften var blot en “matematisk” kraft, dvs. blot et ord for de fysiske legemers stræben mod hinanden. Årsagen til denne stræben var for Newton ukendt, men dens virkninger kunne beskrives og beregnes matematisk. Han afviste også, at der var tale om en kraft, der så at sige var givet som et væsenstræk ved materielle legemer og derfor ikke kunne forklares, men hvis eksistens blot måtte accepteres. At dette skulle være tilfældet, stred imod hele hans verdensbillede; thi i så fald var der ikke brug for en allestedsnærværende guddom til at holde verdensmaskineriet i gang, men nok til at gøre det stabilt. Hvis kun den almindelige massetiltrækningskraft virkede, skrev Newton til Bentley, ville de fysiske masser i Universet smelte sammen. At dette ikke er sket, viser guddommens indgriben. Newton hverken ville eller kunne udforme en kosmologi, der ikke forudsatte en guddoms aktive indgriben. Dette stillede senere fysikere og filosoffer over for den opgave ud fra de newtonske grundprincipper at udvikle en kosmologi, som ikke forudsatte en aktiv guddom. Flere søgte at løse opgaven, heriblandt den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), men uden held. Det lykkedes først for den franske fysiker Pierre-Simon de Laplace (1749-1827) i 1799. På Napoleons spørgsmål om, hvor Gud var at finde i Laplaces verdenssystem, svarede denne stolt, at han ikke havde haft brug for denne hypotese.

      I 1696 forlod Newton Cambridge. Han var blevet udnævnt til inspektør ved Den Kongelige Engelske Mønt i London. I 1699 blev han leder af mønten. Hans arbejde som embedsmand lagde stort beslag på hans tid, men han fortsatte dog sine fysiske, teologiske og historiske studier. På grundlag af manuskripter udarbejdet i slutningen af 1660’erne og i begyndelsen af 1670’erne udgav han i 1704 sit andet hovedværk, Opticks (Optik), hvori han ikke forsøgte, som han selv skrev, “at forklare lysets egenskaber ud fra hypoteser, men at fastslå og bevise dem ved hjælp af fornuft og eksperimenter.” Desuden diskuterede Newton i en række Queries (spørgsmål) forhold, som ikke kan gøre krav på at tilhøre den “eksperimentale filosofi”, men snarere den “hypotetiske filosofi”, herunder også forholdet mellem Gud og Verden og årsagen til massetiltrækningskraften.

      DE GAMLES VISDOM

      Skønt Newton i Principia skrev, at han havde udledt sine resultater af fænomenerne, og i optikken, at han havde forsøgt at fastslå lysets egenskaber fx i forbindelse med brydning og tilbagekastning ved fornuftens hjælp ud fra eksperimenter, viser hans manuskripter, at han havde overvejet en anden måde, hvorpå han kunne give belæg for sine naturvidenskabelige opfattelser. Også her viste han sig som et barn af sin tid.

      Hvor middelalderens filosofi og videnskab især havde været en genklang af aristotelismen, som middelalderteologen og -filosoffen Thomas Aquinas (1224-74) havde søgt at forene med kristendommen, kom Aristoteles’ læremester Platon (428/7-347), hvis tænkning først i dens fulde omfang blev kendt i det 15. århundrede, og de antikke filosoffer, der havde ladet sig inspirere af ham, til at præge den europæiske renæssance. Her søgte man at forene aristotelisme og platonisme og samtidig at vise, at begge disse filosofiske retninger stemmer overens med kristendommen, idet de alle tre er led i en ældgammel visdomstradition, den evige filosofi eller den ældgamle teologi, der strakte sig fra Moses, over Ægyptens og Persiens vismænd, Orfeus og de græske filosoffer Pythagoras, Platon og Aristoteles – for blot at nævne nogle af de navne, der ofte optrådte på listen – frem til Kristus. Visdom kan derfor uddrages af de gamles skrifter, både af de hedenske, de jødiske og de kristne; thi – som Paulus citerer en græsk digter for at have sagt – “Vi er også af hans [dvs. Guds] slægt.”

      I det miljø i Cambridge, hvori Newton færdedes, var der en gruppe filosoffer, som senere er blevet kaldt Cambridge-platonikere. Hovedskikkelserne var teologen og filosoffen Henry More (1614-87), der øvede en væsentlig indflydelse på Newtons metafysiske anskuelser, og filologen og filosoffen Ralph Cudworth (1617-88), hvis store værk med den imponerende titel “Universets sande, intellektuelle system. Første del, hvori ateismens hele grundlag og filosofi tilbagevises og dens umulighed bevises” (The True Intellectual System Of The Universe: The First Part; wherein All the Reason and Philosophy Of Atheism is Confuted; And Its Impossibility Demonstrated) udkom i 1678. Her søgte Cudworth at vise, at den sande filosofi er en sammensmeltning af atomistik, mekanisk naturopfattelse og en metafysik, som beviser sjælens udødelighed og Guds eksistens, og at denne filosofis ophavsmand var Moses. Senere er den dog blevet korrumperet, og det er derfor nødvendigt at søge tilbage til den oprindelige kilde. Det var derfor nærliggende for Newton at antage, at den fysiske erkendelse, som han var nået frem til, var en genopdagen af ældgammel, men siden glemt visdom. Der er ingen tvivl om, at han betragtede sig selv som et led i en tradition, der strakte sig tilbage til de ældste tider, da menneskene var nærmere sandhedens kilde end senere. Forestillingen om, at de tidligste tider havde været menneskehedens guldalder, hvor religionen havde været ren og pur og videnskaben havde blomstret, var en del af Newtons historiske bevidsthed. På samme måde som han gennem teologiske og historiske studier søgte tilbage til den oprindelige religion, søgte han en slags bekræftelse på sin naturvidenskabelige opfattelse i antikke kilder. Dette viser nogle manuskripter fra 1690’erne, som indeholder udkast til nogle tilføjelser beregnet til en planlagt ny udgave af Principia, som imidlertid aldrig så dagens lys. Her forsøgte han bl.a. at vise, at allerede Pythagoras havde erkendt, at størrelsen af planeternes stræben mod Solen er omvendt proportional med kvadratet på afstanden til den.

      Samlet er Newtons mange intellektuelle og eksperimentelle aktiviteter med til at tegne et billede af videnskabsmanden Isaac Newton. Tidligere tiders videnskabshistorikere har ofte betragtet hans historiske og teologiske studier som udtryk for alderdomssvækkelse, og hans alkymistiske eksperimenter som en grille, der burde forties. Begge dele er forkert. Langt det meste af sin tid i perioden fra slutningen af 1660’erne til begyndelsen af 1690’erne brugte han på disse aktiviteter, og hans optiske studier og udarbejdelsen af Principia fyldte tidsmæssigt kun lidt i hans liv. Han var stedse meget tavs om sig selv, men måske var hans lange virke i sandhedens tjeneste motiveret af et ønske om at besvare to spørgsmål, som ikke er uafhængige af hinanden, nemlig for det første spørgsmålet om den sande religion og for det andet spørgsmålet om Verdens indretning. Til at besvare disse spørgsmål brugte han hele sin tid og hele sit geni og lod ikke noget middel til at opnå svar ligge uudforsket hen. I sit forsøg på at opnå en samlet forståelse af tilværelsen så han på nogle punkter længere end andre i samtiden og blev idealiseret næsten til ukendelighed som videnskabeligt forbillede for de følgende to århundreders naturforskere. I digteren Alexander Popes forslag til en gravskrift over Newton kom samtidens og eftertidens syn på ham til udtryk:

      Nature, and Nature’s law lay hid in night:

      God said, Let Newton be! and all was light.

      (Naturen og naturens lov lå skjult i mørke;

      Gud sagde: Lad

Скачать книгу