LITMIR.BIZ

Скачать книгу

ud over figuren. Foran denne klosterkirke var der ifølge Mandeville en sø, som pilgrimmene kastede guld og sølv og perler og ædelsten i i stedet for at bringe ofre. En gang om året blev denne gud transporteret gennem byen på en vogn, og når det skete, kastede folk sig ind under vognen, nogle for at blive dræbt, andre for at brække arme og ben, for ifølge Mandeville mente de, at jo mere smerte, de led her, des mindre skulle de lide i den næste verden.¹¹³ Og hertil kan Mandeville konstatere, at disse mennesker led mere end ti gange så megen smerte for deres gud, som nogen kristen ville lide for Jesus Kristus. Ja, når de ville være en helgen, skar de endog sig selv i småstykker foran denne gud.¹¹⁴

      »Indien« var en betegnelse for alt det, der lå øst for den velkendte verden, så derfor var det ikke sært, at man i renæssancen også fandt spor af St. Thomas i Amerika. Således spurgte Hans Staden (ca. 1525-1579) f.eks. de tupinambaer i Brasilien, han var fange hos i ca. ni måneder i 1554, hvorfor de lavede en bar plet, omkranset af hår, på hovedet, og deres svar var, at deres forfædre havde set det på en mand, der hed Meire Humane, og som havde udrettet mange vidunderlige ting hos dem, hvorfor indianerne formodede, at han havde været en profet eller apostel.¹¹⁵ Denne idé om St. Thomas og nestorianernes missionsgerning i Amerika skrev sig tilbage til omkring 1514 og skyldtes selvfølgelig det bibelske udsagn om, at apostlene havde været i hele verden. Da man så fandt en lokal legendarisk skikkelse ved navn Sumé, var det oplagt at opfatte ham som Tomé. St. Thomas’ tilstedeværelse i Amerika blev yderligere bekræftet i 1549, da Manoel da Nobrega (1517-1570) skrev, at han havde set St. Thomas’ fodspor i en klippe ved Bahia.¹¹⁶

      Fra skabelsen til dommedag

      De bibelske tekster blev også brugt til at fastlægge verdenshistorien fra begyndelsen til enden. Et af de vigtigste spørgsmål var, hvor gammel verden ville blive, og her var et meget udbredt bud, at den ville blive lige så mange gange tusinde år, som Gud havde brugt på at skabe verden. Denne opfattelse kendes allerede fra det 2. århundrede, hvor den blev fremlagt af Irenäus (f. ca. 130), Hippolytos fra Rom, Origenes og Sextus Julius Africanus (ca. 160-240). Dette blev senere fulgt op af Ambrosius, Augustin, Isidor og Bede Venerabilis (672/3-735).¹¹⁷ Der var ikke helt enighed om jordens alder. Dem, der byggede deres beregninger på Septuagentaen, altså den græske udgave af Gamle Testamente fra 200-100 fvt., mente, at jorden ville eksistere sammenlagt 7.000 år, hvoraf de 6.000 var perioden mellem skabelsen og Jesu fødsel, svarende til, at Adam blev skabt på den 6. dag. Dette gjaldt f.eks. Origenes, Lactantius og Clemens, og Augustin fordømte alle, der mente, at jorden var mere end 6.000 år gammel. Således kaldte han ægypterne løgnagtige tåber, når de hævdede at kende stjernernes bevægelser for 100.000 år siden, og han opfordrede til, at man snarere lo ad folk, der hævdede, at verden var mere end 6.000 år gammel, end at man forsøgte at gendrive deres åbenbare tåbelighed.¹¹⁸ Men andre, som f.eks. Eusebius Hieronymus af Stridon eller St. Jeronimus (ca. 340/42 eller 347-420) og Bede byggede deres beregninger på den hebræiske udgave, og de mente, at der kun var 4.000 år mellem Adam og Kristus. Men tilbage før dommedag var der således for alle kun 1.000 år, så efter år 1000 blev der problemer med disse beregninger. Dette forsøgte Vincent af Beauvais (ca. 1190-1264) at løse ved at føre skabelsen tilbage til 4.000 år før sin egen tid. Dette tilsluttede Philippus Melanchton (1497-1560), en ven af Martin Luther (1483-1546), sig, idet han fastslog skabelsen til 3963 fvt. Men hermed stoppede diskussionen ikke. Pave Gregorius XIII (1502-1585) fastlagde skabelsen til 5199 fvt. Dette blev støttet af sir Walter Raleigh (ca. 1554-1618) som i sin History of the World skrev, at ideen om de 4.000 år var problematisk, fordi Ægypten allerede på Abrahams tid var meget højt udviklet. Herefter tog en mere præcis bestemmelse sin begyndelse. Ærkebiskop James Usher (1580-1656) skrev i 1650 i et skrift med titlen Annals of the Ancient and New Testaments, at skabelsen var sket år 4004 fvt. Dette havde han fundet ud af ved at studere den hebræiske udgave.¹¹⁹ Og endnu mere præcist blev skabelsen beregnet af den danske astronomiprofessor Villum Lange (1624-1682), der i 1649 fandt frem til, at det skete den 20. april 4042 fvt.,¹²⁰ og af den engelske rektor på Cambridge Universitet, John Lightfoot (1602-1675), der fastlagde skabelsen til den 23. oktober 4004 fvt. kl. 9 om morgenen.

      Der var to måder at periodisere historien på. Den ene byggede på de store imperier, den anden på de bibelske begivenheder. Periodiseringen af historien ud fra de store imperier stammede fra det 2. århundrede fvt. fra romerne, som havde opgjort fem imperier, det babylonsk-assyriske, det mediske, det persiske, det makedonske under Alexander den Store og endelig det romerske. De bibelske tekster kunne også bruges til en sådan periodisering af historien. Her refereredes der ofte til Daniels Bog, der stammer fra perioden omkring 160 fvt., hvor Daniel tolker den babylonske hersker Nebudkadnesars (604-561 fvt.) drøm på den måde, at der skal være fire riger, før gudsriget skal opstå. Det blev udlagt sådan, at Nebudkadnesars rige var det første, og han skulle herske over alle mennesker, dyr og fugle i verden. Derefter skulle der komme et andet rige, som var ringere end Nebudkadnesars, hvorefter et tredje kongerige af kobber skulle opstå, det rige som af mange blev fortolket som Alexander den Stores rige. Det fjerde rige skulle være stærkt som jern og skulle knuse og sønderslå alle andre. Endelig skulle Guds rige komme som det femte. Det skulle udspringe af det fjerde, og dette gudsrige skulle bestå evigt, og herefter skulle intet andet folk få kongemagten.¹²¹ Der kunne ud fra dette ikke være tvivl om, at det fjerde rige måtte være Romerriget. Dette ses f.eks. hos Jeronimus, der i 409 i forlængelse af en redegørelse for barbarernes invasion af Romerriget og deres sejre bemærkede, at dette måske var verdens ende. Dette brugte han så igen til generelt at fraråde jomfruer at gifte sig, og mere specifikt skrev han til en enke, han kendte, at hun ikke skulle gifte sig igen, for som der står i Matthæusevangeliet: »Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage«.¹²² Dette følges op i 410, hvor han i sin Kommentarer til Ezekiels Bog skriver, at hele verden nu bliver tilintetgjort sammen med byen Rom.¹²³ Og da Romerriget skulle vare, indtil gudsriget opstod, var der hermed skabt et solidt grundlag for, at man i middelalderen tolkede Det Tysk-Romerske Rige som identisk med Romerriget, hvad der igen blev yderligere markeret ved at sætte ordet »hellig« ind i navnet, Det Hellige Tysk-Romerske Rige. Når dette romerrige brød sammen, skulle gudsriget endelig opstå.

      I denne opfattelse af udviklingen lå der ikke blot et tidsmæssigt aspekt, men også et geografisk. Med kristendommens udvikling i Europa blev Østens betydning efterhånden modificeret noget. Nu ræsonnerede man, at samtidig med at Østen var lysets og livets kontinent, så var det i kraft af Sems efterkommere også stedet for de omskårne tilhængere af de gamle love, hvorfor det var dømt til fremtidig inferioritet. Dette forhold afspejlede ifølge en europæisk udviklingstanke, som blev fastholdt langt op i det 18. århundrede, en mere generel, global tendens, nemlig at den samfundsmæssige og åndelige kulmination ligesom solen og lyset bevægede sig fra øst mod vest, og når den var kulmineret i Vesteuropa, noget den omkring år 1000 blev anset for at være stærkt på vej til, var de sidste dage kommet.¹²⁴ Denne geografiske forrykning af den åndelige kulmination passede fint med, at Romerriget, som var blevet fortsat i Det Tysk-Romerske Rige, havde sin grænse ved det Atlanterhav, hvor verdens grænse mod vest lå. Lyset havde her fuldført sin bevægelse og var nået til sin slutning. Den kendte og meget indflydelsesrige biskop Otto af Freising (ca. 1114/15-1158), der familiemæssigt stod kejseren nær,¹²⁵ formulerede det i prologen til sit store værk, Chronicon eller Historia de duabus civitatibus–De to byers historie, som han skrev mellem 1143 og 1146, på følgende måde:

      Hvilket højt uddannelsesniveau var der ikke i Ægypten og blandt kaldæerne. Men hvad er Babylon, der engang var berømt for sin videnskab og sin magt, nu? … Og Ægypten er nu for en stor dels vedkommende en vejløs ødemark, efter at videnskaben blev overført til grækerne, så til romerne og endelig til gallerne og spanierne. Og det skal bemærkes, at fordi al menneskelig viden begyndte i Orienten og vil ende i Occidenten er alle tings sammenhæng og forsvinden demonstreret.¹²⁶

      Dette var Otto af Freisings fortolkning af historien i forlængelse af Daniels Bog, og Otto flyttede således ligesom allerede Lambert af Saint-Omer havde gjort det i sin encyklopædi, Liber floridus–Blomsternes Bog, som gengiver blomsten af, hvad ca. 200 andre har skrevet, og som han samlede mellem 1112 og 1121, det aktuelle center helt mod vest, til

Скачать книгу