ТОП просматриваемых книг сайта:
Antropologi i Middelalderen og RenAessancen. Ole Hoiris
Читать онлайн.Название Antropologi i Middelalderen og RenAessancen
Год выпуска 0
isbn 9788771245196
Автор произведения Ole Hoiris
Жанр Биология
Издательство Ingram
Men før Noasønnerne og deres efterkommere spredte sig over hele jorden, og mens folkene endnu talte samme sprog, forsøgte de at bygge et tårn, som skulle nå til himlen.42 Igen greb Gud ind og forvirrede menneskene ved at give dem forskellige sprog, så de ikke længere kunne tale med hinanden.43 Babelstårnet måtte dermed opgives. Det var hermed givet, at de forskellige folkeslag voksede ud af befolkningstilvæksten, og at de forskellige sprog skulle forklares ved den babylonske straf, det vil sige, at de skyldtes Guds straf over menneskets syndige stræben efter det himmelske. Samtidig blev Babylon – et navn der ifølge Første Mosebog og Augustin betyder »forvirring«44 – tilsyneladende symbolet på ondskaben, noget der indgår centralt i Augustins store værk De civitate Dei. Her refererer Augustin til flere steder i Gamle Testamente, hvoraf det fremgår, at ondskaben hersker i denne by. I Jeremias’ Bog fremstiles det på følgende måde:
Kald bueskytterne sammen mod Babylon, alle dem der spænder bue! I skal belejre den fra alle sider, ingen må undslippe! Gengæld byen dens gerning, gør mod den alt, hvad den har gjort! For den var overmodig mod Herren, mod Israels Hellige. Derfor ligger dens unge mænd faldne på torvene, alle krigerne omkommer den dag, siger Herren. Nu kommer jeg imod dig, du overmodige, siger Herren, Hærskarers Herre; din dag er kommet, straffens tid er inde. Den overmodige snubler og falder, og ingen rejser ham op. Jeg stikker ild på hans byer, den fortærer alt omkring ham.45
Og dette følges op i Esajas’ Bog med følgende svada:
Babylonien, det herligste kongerige, kaldæernes stolteste pryd, skal det gå, som da Gud ødelagde Sodoma og Gomorra.
Aldrig mere skal nogen bo der, i al evighed skal ingen leve der; araberen rejser ikke sit telt, hyrderne holder ikke hvil. Men dér holder ørkendyr til, og husene fyldes med ugler; dér lever strudse, og bukketrolde springer omkring. Hyæner hyler i borgene og sjakaler i de herlige paladser. Babyloniens tid er nær, det varer ikke længe!46
På den måde kom der en modstilling i verden, hvor Sem, Jerusalem, Kristus, dyden, frelsen og gudsriget var den ene pol, mens Kam, Babylon, Antikrist eller Djævelen, synden, fortabelsen og helvede var den anden. Hvor guds rige herskede – i form af kirkens magtstruktur – i den gode verden, var det den verdslige magt med udgangspunkt i Nimrod, der herskede i Babylon. Kampen mellem kirken og staten var således at forstå inden for dette globale mønster, hvor Gud allerede med sin indgriben og med citaterne i Biblen havde vist, hvordan forholdene skulle og burde være.
Det hellige land og jøderne udsprang således af Sems slægt. Mange generationer efter Sem fik en af hans efterkommere, Abraham, af Gud overdraget landet mellem de to floder fra Edens Have, Nilen og Eufrat.47 Abraham fik sønnen Ismael med trælkvinden Hagar,48 og senere, da Gud lod Sara blive gravid med Isak, lovede han Abraham, at Ismael skulle blive far til 12 høvdinge, og at han skulle blive et stort folk. Men da Ismael ifølge Guds engels bebudelse til Hagar skulle blive et vildæsel, hvis hånd skulle være vendt mod alle, og alles hånd mod ham, og da han skulle leve på tværs af alle sine brødre, var det Isak, Gud ville slutte pagt med.49 Ismaelitterne skulle da også i den kristne litteratur ofte blive fremstillet som en del af den ondskab, der fra øst eller nordøst, hvor de blev placeret, skulle komme over verden på de sidste dage. Derfor blev ismaelitterne eftersøgt i Østen, ligesom der var forskellige bud på, hvilke af de asiatiske og senere de amerikanske folk der var ismaelitter.
Efter at Moses havde ført jøderne ud af Ægypten og rundt i ørkenen i 40 år, bosatte de sig i Israel, men da de ikke tilbad Gud på den foreskrevne måde, da de brød den pagt med Gud, som Moses havde indgået, straffede han dem ved blandt andet at lade assyrerkongen erobre området og føre jøderne i eksil i Hala, ved Gozans flod og i Mediens byer.50 Fra dette fangenskab vendte kun to af Israels tolv stammer tilbage og bosatte sig i Israel. Heraf udsprang der to konsekvenser. For det første fandt man her en model for en forklaring på, at de udvalgte folk blev erobret og underlagt et andet, ikke-udvalgt folk. Det var Guds straf for ulydighed og synd. Denne forklaring blev nærmest standard for senere tiders kristne intellektuelles forklaringer på, at kristne tabte til eller blev erobret af hedninger, kættere eller muslimer. Dette var efter Kristus og frem til dommedag Guds næsten standardiserede måde at straffe de kristne for deres synder, nu hvor han havde lovet at afstå fra at udrydde alle mennesker med syndfloder eller lignende. Og for det andet var der det problem, at man ikke vidste, hvad der var blevet af de øvrige ti stammer. Dette var en stor gåde, og mange af de nye folk, de kristne mødte, når asiatiske folk angreb Europa, eller når europæerne drog ud i verden, blev i første omgang kategoriseret som de ti forsvundne stammer. Dette gjaldt asiatiske folk, hvis verdenshistoriske betydning i forbindelse med dommedag man bedømte som både positiv og negativ, og det gjaldt indianerne i Amerika. Disse ti forsvundne stammer var den mest anvendte bestemmelse af folkene i Østen, men der var jo også to andre muligheder, idet der jo tidligere i to tilfælde var blevet forvist folk til Østen. Det drejede sig om