LITMIR.BIZ

Скачать книгу

eller har mennesker på et tidspunkt vedtaget dem, så de altid kan laves om? Kort sagt: hvad bygger vi vore etiske vurderinger på og hvordan kan de begrundes?

      Vores skelnen mellem deskriptive og vurderende sætninger, som gav anledning til disse spørgsmål, er et godt udgangspunkt for at gøre opmærksom på en gængs inddeling af forskellige former for etisk refleksion, hhv. former for etisk overvejelse:

      Deskriptiv etik er en beskrivelse af, hvilke normer en given gruppe af mennesker faktisk efterfølger eller orienterer sig efter. Som eksempel kan nævnes: »Medlemmer af den katolske kirke finder det forkert at få foretaget abort efter fosterdiagnostik«. Man kan også tale om deskriptiv etik, når samfundsforskere undersøger større befolkningsgruppers indstilling til moralske spørgsmål gennem meningsmålinger o.l.

      Metaetik er en form for etisk refleksion, der ligesom deskriptiv etik ikke indeholder nogen stillingtagen. Den er en analyse af de grundlæggende begreber, der indgår i den etiske vurdering som »god«, »bør«, »norm«, osv. Et andet hovedspørgsmål i metaetikken vedrører muligheden for at give en fornuftsbegrundelse af etiske domme. Det skal uddybes en smule. Hvis man opfatter etik som handlen efter normer, kan man sige, at begrundelsen af, at en handling er rigtig, består i en henvisning til den efterlevede norm, f.eks. den allerede nævnte »Man skal altid sige sandheden«. Spørger man nu videre efter en begrundelse af denne norm, kan man henvise til en højere, hhv. mere almen norm og sidste instans til et etisk princip. Således kunne man begrunde den nævnte norm ved at indordne den under princippet »Man skal aldrig skade et andet menneske«. Ud fra denne tankegang kan man opstille den etiske begrundelse på følgende skematiske måde:

      Man skal aldrig skade et andet menneske.

      At lyve er at skade et andet menneske.

      Man skal altid sige sandheden.

      Hvis jeg siger p til NN, lyver jeg.

      Jeg skal ikke sige p til NN.

      Den anførte praktiske begrundelse har tilsyneladende samme struktur som den, der er gængs i naturvidenskab. For at give et simpelt eksempel på denne:

      Alle materielle legemer udvider sig ved opvarmning.

      Gulvbrædderne er blevet opvarmet.

      Gulvbrædderne har udvidet sig.

      Da en sådan begrundelse er en fornuftsaktivitet, synes den påviste parallellitet at vise, der findes såvel en teoretisk som en praktisk fornuft. – Når vi siger »synes« og altså udtrykker os hypotetisk, skyldes det, at et af metaetikkens spørgsmål er, om begrundelsen af etiske domme faktisk har denne struktur, ja om de overhovedet kan begrundes rationelt.

      Normativ etik er til forskel fra de foregående en form for etisk overvejelse, som indebærer en stillingtagen, eventuelt i form af en tilslutning til eller afvisning af normer. For eksempel kan følgende ræsonnement siges at være normativt: »Det er forkasteligt at få foretaget abort efter fosterdiagnostik, for det er en overtrædelse af den fundamentale norm, at man ikke må slå et andet menneske ihjel«. En normativt etisk opfattelse kan dog ikke nøjes med at hævde gyldigheden af bestemte normer; den må også gøre rede for, hvori denne gyldighed er begrundet. Hvis den normative opfattelse har en sådan omfattende karakter, kan man kalde den en etisk teori.

      Principiel etik er et lidt ældre udtryk for overvejelser over det grundlæggende, fundamentale i etikken. Et principielt etisk spørgsmål er f.eks., om alle etiske normer kan føres tilbage til én eneste grundnorm, hhv. ét princip. En sådan grundnorm kunne være næstekærlighedsbudet eller den såkaldte Gyldne Regel (»Du skal gøre mod andre, hvad du ønsker, de skal gøre mod dig«). Et principielt-etisk spørgsmål er endvidere, om Den Gyldne Regel er den samme etiske norm som budet »Du skal elske din næste som dig selv«.

      Materialetik er tilsvarende den ældre betegnelse for undersøgelsen af konkrete etiske spørgsmål. Som eksempel kan nævnes det allerede anførte: fosterdiagnostik fulgt op med abort. Materialetikken inddeles ofte i en række områder som medicinsk etik (hhv. bioetik), ægteskabsetik, seksualetik, arbejdsetik, politisk etik. En moderne udløber af materialetikken er, hvad man med et engelsk ord kalder applied ethics. Nyere områder inden for denne anvendte etik er »business ethics« og »computer ethics«. En material-etisk undersøgelse behøver ikke nødvendigvis at være normativ. Man kan godt undersøge, hvilke grundlæggende etiske begreber, der indgår i et konkret problem, hvilke grundnormer, der kan anvendes på det osv. – uden at fremsætte en etisk stillingtagen.

      Individualetik beskæftiger sig med etiske spørgsmål, der rejser sig personligt for det enkelte menneske: Hvad bør jeg gøre? Hvad betragter jeg som den rette måde at leve mit liv på? Den enkelte gravide kvinde kan f.eks. blive konfronteret med det etiske spørgsmål, om hun ønsker foretaget fosterdiagnostik, og om hun i givet fald vil vælge abort for at forhindre et sygt barn i at blive født.

      Professionel etik beskæftiger sig med etiske spørgsmål, der rejser sig for mennesker i kraft af udøvelsen af deres særlige profession. Det klassiske eksempel er lægeetikken. Lægens ekspertise giver ham/ hende ganske særlige muligheder for at påvirke andres (patienters) liv. Og til disse muligheder knytter der sig særlige etiske spørgsmål. I hvor høj grad kan en læge f.eks. tillade sig at lade sin egen opfattelse skinne igennem, når han rådgiver en gravid kvinde om abort?

      Socialetikken beskæftiger sig med etiske spørgsmål, der rejser sig inden for større fællesskaber mellem mennesker. For at tage et af de nævnte aktuelle eksempler: Hvordan bør det danske samfund forholde sig til indvandrere? Der er tale om et material-etisk spørgsmål, men socialetikken rummer også principielt-etiske problemer. Som eksempel kan nævnes forholdet mellem retfærdig ligestilling og individuel frihed.

      1.4 ETIK, ANTROPOLOGI OG METAFYSIK

      Til de spørgsmål, som den aktuelle debat rejser, hører, om den etiske problemstilling kun omfatter de forskellige menneskelige livsområder. Har etik kun noget at gøre med rigtigt og forkert i forholdet mellem mennesker? Eller har vi mennesker også et etisk forhold til andre væsener? For eksempel dyr, og i det hele taget den ikke-menneskelige natur, herunder miljøet?

      Spørgsmålet om, hvorvidt vi som mennesker har et etisk forhold til den øvrige natur, rejser et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad er mennesket egentlig for et væsen? Hvad adskiller os f.eks. fra de højere dyr? Traditionel europæisk etik kan kaldes antropocentrisk (menneske-centreret), idet den som regel forudsætter et afgørende skel mellem mennesket og den øvrige natur. I denne skarpe sondring ligger en bestemt opfattelse af mennesket, en antropologi eller et menneskesyn. En etisk opfattelse vil altid i sidste ende hænge sammen med eller være begrundet i en bestemt opfattelse af, hvad og hvem mennesket er.

      At det forholder sig sådan kan vi se, hvis vi for et øjeblik vender tilbage til spørgsmålet om, hvad det er, der underkastes en etisk bedømmelse, altså hvad der er den etiske vurderings genstand. Blandt disse genstande fandt vi både handlinger og personer. Ved nærmere eftersyn bliver det klart, at der er en nøje sammenhæng mellem netop disse to begreber. En handling har et subjekt, og dette subjekt – den handlende eller agerende – er en person. Der knytter sig bestemte andre begreber til begrebet om et handlingssubjekt. Disse begreber vender vi tilbage til mange gange, men de vigtigste skal nævnes allerede her.

      Udførelsen af en handling kan indebære en fysisk bevægelse, men en sådan er ikke i sig selv tilstrækkelig til at udgøre en handling. Hvis en person mister fodfæstet på en bro og styrter ned, er der ikke tale om en handling, men ‘blot’ en begivenhed eller en hændelse. Hvis personen derimod springer ned fra broen for at tage livet af sig selv, er der tale om en handling. Forskellen er, at der i dette tilfælde foreligger en intention hos personen, dvs. en form for hensigt eller et forsæt. I megen traditionel etisk tænkning henfører man dette træk ved handlingen til viljen. Det er altså personens intention, der gør forskellen mellem, om der sker et uheld (hændelse) eller én gør et selvmordsforsøg (handling).

      Til en handling knytter sig endvidere en motivation. Det kender vi fra den retlige terminologi og fra kriminalfilm: Politiet

Скачать книгу