LITMIR.BIZ

Скачать книгу

Paa Eders Bekostning, mener I; ligesom Hoffrøknerne? Saamænd, det kunde være fristende nok.

      Claus. Ja, ikke sandt, meget fristende?

      Geheimeraadinden. Ah, der har vi den kjære Baron!

      Sjette scene

      De Forrige. Baronen (kommer ind fra Venstre).

      Baronen. Hvad for noget! Er Eders Naade hernede i Haven? Jeg troede saa Skam, I sad veds Frokosten for længe siden.

      Geheimeraadinden. Uden Hr. Baronen! Saa manglede jo det Bedste.

      Baronen. Ja, Tak for Komplimenten! Men naar jeg er hungrig, foretrækker jeg min Sjæl en god Steg for en Geheimeraadinde, om hun er nok saa lækker, det bekjender jeg frit.

      Claus. Ha, ha, meget morsomt!

      Abigael. Jeg har en Bøn til Papa, at jeg ikke glemmer det. Jeg vilde gjerne have Information i Sang og Musik af den nye Skriver—om det ellers kan forenes med hans Tjeneste.

      Baronen. Det skulde jeg mene. Han faaer jo Kost og Løn, saa maa han vel gjøre den Tjeneste, som fordres. Og naar du troer, han er duelig dertil, saa for mig gjerne.

      Geheimeraadinden. Den nye Skriver? Hvad er det for en Personnage?

      Baronen. Aa, det er en ung Karl, som er bleven mig rekommanderet til Skriverdreng. Han skal synge og spille godt, efter min Datters Sigende.

      Claus (til Abigael) En Skriverdreng! Vil I tage Information af en Skriverdreng?

      Abigael. Jeg agter saa, om Hr. Kammerjunkeren ikke har noget at indvende.

      Geheimeraadinden (hurtig). Bevares, hvad skulde min Søn have at indvende.

      Claus. Nei bevares … hvad skulde jeg have at indvende?

      Geheimeraadinden. Han meente kun, det maa være en sjelden Skriverdreng, som har saadanne Kvaliteter.

      Abigael. Saamænd! Hvem kan vide det? Han er kanskee en forklædt Prinds eller Konge, som der berettes om i Eventyret.

      Baronen. Konge! Det skulde da være Stodderkonge, ha, ha, ha!

      Claus. Ha, ha, meget morsomt!

      Syvende scene

      De Forrige. Jørgen.

      Jørgen. Naadige Herre, der er serveret.

      Baronen. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som en Tærsker.

      Abigael. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op!

      Claus. Ha, ha, petite friponne! Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael?

      Abigael. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om Alting er i Orden.

      Baronen. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?

      Abigael (standser). Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, er de i Skjænderi med hinanden.

      Baronen. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.

      Ottende scene

      De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius (komme ind under højrøstet Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).

      Baronen. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder Gaarden, eller hvad er paa Færde?

      Niels Bruus. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har understaaet sig….

      Ambrosius (paa samme Tid). Jeg beder Baronen undskylde min Dristighed….

      Baronen. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad mig høre, hvad der er i Veien.

      Niels Bruus. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye Skriverkarl, der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr. Baronens Ordre lod jeg den Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa Træhesten. Da det var besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om Kjørehestene var tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at vandes. Det varede en Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu. Men da jeg saa kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var gaaen for sig?

      Baronen. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om!

      Niels. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke mere Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden, var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst Krabaten og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det Vovestykke?

      Baronen. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han ikke gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden for Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den Monsieur, hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.

      Abigael. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad Skriveren har at sige til Undskyldning.

      Baronen. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa, tal da! Kan han lukke Munden op!

      Ambrosius. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.

      Baronen. En gammel Mand?

      Ambrosius. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig. Det skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget blødhjertet af mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som ogsaa er svag og vanfør, Gud bedre det!

      Niels. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet hjem paa sin Ryg, den Kjæltring!

      Baronen. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!

      Ambrosius (til Niels). Kræfter nok! Han segnede jo om paa Jorden for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Bræt, med Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og alligevel….

      Baronen. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om, Jørgen? Hvem er det?

      Jørgen. Det er Jens Hansen, naadige Herre!

      Baronen. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som brækkede Benet sidste Vaar?

      Jørgen. Ja, naadige Herre!

      Baronen. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid.

      Niels. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.

      Baronen. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det saaledes sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være strix, men der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa Træhest, ham har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet gjennem Fingre og ladet ham gaae med en Advarsel.

      Niels. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og lidet Brændsel paa Godset herefterdags.

      Baronen. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud over ham! (til Ambrosius.) Han er en skikkelig Karl, men en anden Gang skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme til mig, naar han har Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration.

      Ambrosius. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den paa Herrens Velgaaende.

      Abigael (til Ambrosius). Aa, bi et Øieblik. Min Fader har tilladt, at I maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers har Lyst dertil.

      Ambrosius. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal det visselig ikke mangle,

Скачать книгу