Ambrosius - Molbech Christian Knud Frederik

Скачать книгу

Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det andet paa Ryggen.

      Abigael. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med det samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke.

      Ambrosius. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang, baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel, om det behøves—men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa skal det vel sagtens være en Psalme?

      Abigael. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men ingen Elskovsarier eller Sligt—det kjeder mig.

      Ambrosius. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes om. Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at grønnes. Giv nu Agt! (Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik og synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)

      "Den kjedsom Vinter gik sin Gang,

      Den Dag saa kort, den Nat saa lang

      Forandrer sig

      Saa lempelig;

      Den barske Vind, den mørke Sky

      Maa flye,

      Man frygter ei, at Sne og Slud

      Skal møde dem, som vil gaa ud;

      Thi lad os gaae

      At skue paa,

      Hvor smukt Naturen sig beteer

      og leer."

      "Ak see, hvor pyntet Solen gaaer

      Med lange Straaler i sit Haar;

      Den varme Krands

      Er rette Kands

      For alle Ting, som nu maa grye

      Paa ny.

      See Fuglene i Flokketal

      I Luftens vide Sommersal;

      Her flyver en

      Jo med sin Green,

      En anden sanker Haar og Straa

      Saa smaa."

      "Ak see et meget yndigt Syn

      Paa Skovens grønne Øienbryn!

      Den høie Top

      Skal klædes op,

      Og Vaaren pynter Bøgen ud

      Til Brud.

      Hist vogter Hyrden Kvæg og Korn;

      Et Hundebjæl, en Lyd af Horn

      Er alt hans Spil;

      Men hør blot til,

      Hvor smukt den Skov ham svare maa.

      Derpaa."

      "Ak, see, hvor speileklar og glat

      Den Sø dog er i Lave sat…."

      (Sangen afbrydes af den følgende Replik.)

      Tredie scene

      De Forrige. Baronen.

      Baronen (kommer hurtig ind fra Høire, klædt i Reisedragt. Ambrosius og Bodil trække sig under den første Replik noget tilbage).

      Hvad Djævlen er dette for en Kvinkeleren? Jeg troer sandfærdig, du

      holder Concert og Assemblée her i Haven, i Stedet for at tage imod de

      Gjæster, som komme til Gaarde. Der kommer jeg kjørende med

      Geheimeraadinden og hendes Søn op for Hovedtrappen, og saa er der ingen

      Andre tilstede end en Tjener og en Fadeburspige!

      Abigael. Naa, naa, slaa mi lidt koldt Vand i Blodet, (neier) og velkommen hjem, Hr. Baron! Ulykken er vel ikke større, end at den kan rettes igjen med en Undskyldning. Jeg og Bodil var jo netop gaaet herned for at see ud efter Vognen.

      Baronen. Saa skulde I have holdt bedre Udkig. Ledige Kvindfolk pleier dog ellers at have Øine nok paa Fingrene, naar der er Beilere ivente.

      Abigael. Det kommer vel an paa Kvindfolkets Art, og paa Beilerens med, tænker jeg.

      Baronen. Hvad skal det sige? Er Junker Claus dig ikke længer god nok?

      Abigael. Ikke længere? I veed jo ei, om han nogen Tid har været det. Desforuden er det jo Aar og Dag siden vi saaes; det kan jo hænde, han har forandret sig imens. Men … er han den Samme i Aar, som han var ifjor, saa….

      Baronen. Hvad saa?

      Abigael (leende). Saa kunde han min Tro være bedre.

      Baronen. Hør, Abigael, gjør mig nu ikke Hovedet kruset! Siden din salig Moders Død har du havt din Frihed i alle Stykker; men nu skal det, Vorherredød, have en Ende! Du er fæstet til Junker Claus fra du var Barn, I har været sammen baade ifjor og iforfjor, og nu er han kommen hid for at holde Bryllup—vil du nu dreje af og kjøre en anden Vej? Nei, saa gid…!

      Abigael. Tys, tys, det har jeg jo ikke sagt, lille Fader! Men Alt har sin Tid, maa du tænke. Man gaaer ikke til Bryllup som til Springedands. Først skal Tøiet kjøbes til min Brudeklædning, og saa skal det skæres og syes og….

      Baronen. Sprættes op og syes om og forkortes og forlænges … aa, jeg gider ikke høre paa den Snak! Geheimeraadinden er nu ved at skifte Klæder efter Reisen. Naar hun er færdig, maa du selv gjøre din Forsømmelse god. Men det siger jeg dig, at dersom…. (idet han vender sig, faaer han Øje paa Ambrosius.) Hvad! Staaer han her endnu? Hvad er han for en Landstryger, og hvad har han at gjøre her i Haven?

      Ambrosius. Mit Navn er Ambrosius Stub, naadige Herre! Jeg er den Skriver, som….

      Baronen. Den nye Skriverkarl? Naa, saa det er han! Men min Have er ingen Skriverstue og heller ingen Markedsplads for Musikantere og Visekræmmere. Marsch afsted! Gaa op og meld sig hos Ridefogden, der faaer han at vide, hvad han har at gjøre. Han faaer sit Kammers for sig selv, tre Daler om Maaneden og Traktement med Folkene. Naa! hvad venter han paa?

      Ambrosius. Paa at høre, hvad den naadige Frøken behager at sige om min Røst.

      Baronen. Hvad for noget?

      Abigael. Han har Ret. Papa maa holde ham tilgode, at han har sunget og spillet her i Haven. Det skete paa mit Forlangende.

      (Jørgen Tjener kommer ind.)

      Fjerde scene

      De Forrige. Jørgen.

      Baronen. Ja saa, og i hvad Anledning, maa jeg spørge? (til Jørgen). Har han noget at sige mig, saa vent!

      Abigael. Der har jo tidt været Tale om, at Degnen skulde sættes paa Aftægt. I siger selv, at han har en Stemme som en sprukken Jydepotte. Da jeg hørte at Skriveren baade kunde synge og spille paa Orgel, saa tænkte jeg, at han maaskee kunde blive Peer Rasmussens Medhjælp og siden løse ham af, naar det gjordes fornødent. Derfor lod jeg ham synge for mig, at jeg kunde høre, hvad han duede til. Og jeg kan give ham et godt Lov baade for hans Røst og Færdighed.

      Baronen. Saamænd, det var ikke saa ilda betænkt. Blind Høne finder ogsaa et Korn iblandt. Han kunde da være Degn om Søndagen og Skriverkarl om Hverdagen; det var at slaae to Fluer med een Smække. Ja, ja, nu faaer vi see, hvordan han skikker sig.

      Jørgen. Naadigherren glemmer da ikke, at I har givet mig Haab om at blive Degnens Eftermand i Kaldet?

      Baronen. Haab? ja, det kan han frit beholde for mig. Men Kaldet er mit, og det gi'er jeg til hvem jeg lyster.

      Jørgen. Men naadige Herre, betænk at….

      Baronen. Hold Mund! (til Abigael.) Jeg gaaer et Øjeblik over i Ladegaarden, men kommer igjen til Frokosten. Sørg nu for, at Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er, skulde være noget pikeret, (til Jørgen.) Hvad var det saa for et Ærind, han havde til mig?

      Jørgen.

Скачать книгу