LITMIR.BIZ

Скачать книгу

og Descartes til at forsøge alene ved tænkning at bevise Guds eksistens.

      Forskning for forskningens egen skyld. Karakteristisk for den græske filosofi og den gryende naturvidenskab fra år 500 f.Kr. og fremefter var, at de mange tænkere ikke overvejede, om forskningen kunne føre til resultater, der lod sig udnytte teknisk. De var alene koncentreret om at finde ud af, hvordan verden, den givne virkelighed, var beskaffen. Deres spørgsmål var dybtgående og ledte dem ud i problemer, som ingen før havde tænkt over. Ét angik spørgsmålet om, hvordan forandring overhovedet er mulig. Hvordan kan et agern blive til et egetræ? Hvordan går det til, at vi kan smelte is til vand? Hvordan kan et barn blive til et voksent menneske? Hvad er det, der forandrer sig, når dejligt solskinsvejr afløses af skyer, regn og lyn og torden? Er der noget, der er uforanderligt, f.eks. granit? Hvorfor forandrer noget sig hurtigt og andet sig uendelig langsomt?

      Heraklit fra Efesos (ca. 550-480 f.Kr.) hævdede, at alt er i stadig forandring, selv i det mindste tænkelige øjeblik. “Man kan ikke bade to gange i den samme flod”, sagde han – for floden er jo i uafbrudt forandring hele tiden. Og – kunne han have tilføjet – det er ethvert menneske, der vil bade i floden, også.

      Parmenides fra Elea (født ca. 510 f.Kr.) hævdede det stik modsatte. Forandring finder overhovedet ikke sted. De nærmere begrundelser for dette synspunkt – og også for Heraklits – kender vi ikke, og de overleverede tekststumper og citater kan fortolkes på flere måder. Heraklit synes at have ment, at der ikke findes springvise forandringer, men kun kontinuerte, og af den grund må forandringerne foregå hele tiden. Parmenides synes at have ment, at vi ikke ville kunne navngive noget, medmindre det har en identitet – og at vi nok oplever, at tingene forandrer sig, men at sådanne oplevelser i det hele taget er et stort bedrag: at livet i en vis forstand kan sammenlignes med en drøm – en idé, som han muligvis har fået fra indisk filosofi.

      Men karakteristisk for grækerne er, at de ikke stopper op ved disse generaliserende opfattelser, men søger at uddybe dem gennem argumentation for og imod. Leukippos (omkring 500 f.Kr.) og Demokrit (ca. 460-370 f.Kr.) fremsætter en atomteori, der i al sin enkelhed går ud på, at alt er sammensat af bittesmå, uforanderlige, udelelige partikler (atomos = udelelig), som er så små, at de hverken kan ses eller føles, og at al forandring består i, at disse atomer, som har forskellige former, så at sige “ommøbleres”. Det forklarer jo mange ting, f.eks. at is kan smelte til vand, og at man kan lave bronze ved at smelte tin sammen med kobber.

      Platon (427-347 f.Kr.) fremsætter en anden løsning, der sandsynligvis er inspireret af debatten mellem Heraklit og Parmenides, men som også bygger på en løbende debat om forholdet mellem geometri og virkelighed. Han skelner mellem en evig, uforanderlig idéverden på den ene side, og sanseverdenen, som er i stadig forandring, på den anden. Idéverdenen rummer alle begreber, men er kun tilgængelig for vores tænkning. Kort fortalt med et eksempel: Der findes heste i sanseverdenen, den verden, vi erkender med vore sanser, og der er ikke to heste, der er ens. De er forskellige i størrelse, behåring osv. og er individuelt eksisterende. Men de falder alle ind under begrebet hest, som vi tankemæssigt kan erkende. Og i og med, at vi kan erkende begrebet (en hest har hove, manke, særlig tandsætning osv.) og tale om det, må det eksistere. Og da det jo ikke kan eksistere i sanseverdenen – man kan jo ikke se et begreb eller flytte et begreb fra et sted til et andet – så må det eksistere i en hinsidig idéverden, som vi tankemæssigt er i kontakt med.

      Umiddelbart har Platon jo ret i, at vi kan tænke meget, som hverken kan sanses eller tegnes, f.eks. at to rette linjer, der skærer hinanden, skærer hinanden i et og kun et punkt. Tænk på Euklids definitioner: Et punkt er det, som ikke kan deles, og en linje er en længde uden bredde. Man kan jo hverken tegne et udeleligt punkt eller en linje uden bredde. Men man kan udmærket gøre sådanne begreber til genstand for en tankemæssig behandling. Platon tager fejl, når han mener, at enhver sand sætning må handle om noget eksisterende, og derfor konkluderer, at der f.eks. må være et af ham og os alle uafhængigt eksisterende noget, som svarer til begrebet om et punkt uden udstrækning.

      En udløber af striden mellem Heraklit og Parmenides er de berømte paradokser, som blev fremsat af Zenon (ca. 490-430 f.Kr.) – muligvis for at vise, at al forandring er en illusion. Det kendteste er det tænkte kapløb mellem Akilleus – ifølge overleveringen den hurtigste løber i Grækernes land – og en skildpadde.

      Figur 5: Akilleus og skildpadden

      Da en skildpadde er en langsom løber, giver vi den et vist forspring. Akilleus starter ved A, og samtidig starter skildpadden ved B. Ræsonnementet er nu følgende: Når Akilleus når hen til B, er der forløbet en vis tid, og i dette tidsrum har skildpadden bevæget sig hen til C. Men når Akilleus er nået fra B til C, er der igen forløbet en vis tid, og i dette tidsrum er skildpadden nået fra C til D. Igen tager det tid for Akilleus at nå fra C til D … og sådan kan vi fortsætte ræsonnementet i det uendelige. Konklusionen må være, at Akilleus kommer nærmere og nærmere til skildpadden, men at han aldrig kan komme op på siden af den og altså dermed ikke passere den.

      Zenons paradokser blev først løst efter opfindelsen af infinitesimalregningen i 1600-tallet. Løsningen ligger i, at Zenon fejlagtigt antog, at tid og længde kan opdeles i et endeligt antal punkter. I infinitesimalregningen taler man ikke om opdeling i punkter, men om kontinuitet. Det er forkert at sige, at skildpadden til et givet tidspunkt befinder sig i et bestemt punkt, men derimod rigtigt at sige, at den til et givet uendeligt lille tidsinterval bevæger sig igennem et uendeligt lille længdeinterval. Og hermed opløses forudsætningerne for Zenons argumentation.

      Udformningen af den formelle logik. Den megen debat og uenighed i græsk filosofi måtte naturligt nok vække til eftertanke, hvad angår menneskets mulighed for at opnå sikker erkendelse. Og hos nogle tænkere er der en tilbøjelighed til at mene, at man ikke kan vide noget med absolut sikkerhed. De kendteste er Gorgias (ca. 490-390 f.Kr.) og Protagoras (født ca. 510 f.Kr.). Sidstnævnte er kendt for to meget ofte citerede sætninger: “Den samme vind kan være kold for én person og varm for en anden” og “Mennesket er alle tings målestok. Det værende for, hvad det er, og det ikke værende for, hvad det ikke er.” Meningen er formentlig, at meget af vor erkendelse er subjektiv og derfor ikke absolut sand. En sådan anskuelse kaldes for relativisme. Den er vanskelig at udforme, uden at man ender i skepticisme: Vi ved intet med sikkerhed om noget som helst.

      Aristoteles var en af de store tænkere, og han skrev værker om snart sagt alle emner. Hans skrifter om logik har haft blivende værdi. Aristoteles’ udgangspunkt var her en slags analyse af den menneskelige bevidsthed. Vi har alle – når vi ser ind i os selv – følelser og følelsesholdninger, og de fleste af os har forestillingsbilleder: Jeg kan “se noget for mit indre blik”, når jeg erindrer en eller anden begivenhed. Men vi har også tankeforløb, påstande, argumenter, konklusioner m.m., der i en vis udstrækning kan formuleres sprogligt og skrives ned. Aristoteles rettede nu blikket mod de mest elementære tankefunktioner og fandt, at de måtte bestå i, at man fra to påstande undertiden kunne udlede en tredje, der, hvad enten de to påstande var sande eller falske, måtte være lige så holdbar som dem.

      I den aristoteliske logik, som efter universiteternes grundlæggelse i Vesteuropa i slutningen af 1100-tallet blev grundlaget for al debat, skelner man mellem (1) kategoriske domme, der udtrykker, at noget fastslås som tilfældet, (2) hypotetiske domme, der indledes med et “hvis” (“Hvis det regner, bliver gaden våd”) og (3) disjunktive domme (“Enten regner det, eller også skinner solen”).

      Aristoteles undersøgte derpå de kategoriske syllogismer, dvs. slutninger fra to kategoriske domme eller udsagn til eventuelle konklusioner. Der findes i alt fire typer, som der her gives nogle eksempler på:

      a-domme, som udsiger, at Alle A er B.

      f.eks. “Alle mennesker er dødelige”, “Alle flagermus er pattedyr”, “Alle fugle har vinger”.

      i-domme, som udsiger, at Nogle A er B.

      f.eks. “Nogle sygdomme er smitsomme”, “Nogle danskere taler engelsk”, “Nogle mennesker bliver 100 år gamle”.

Скачать книгу