ТОП просматриваемых книг сайта:
Udsatte unge, aktivering og uddannelse. Noemi Katznelson
Читать онлайн.Название Udsatte unge, aktivering og uddannelse
Год выпуска 0
isbn 9788771247466
Автор произведения Noemi Katznelson
Издательство Ingram
Over for disse karakteristikker kan man indvende, at det er for snævert og netop individualiserende at fokusere på de unges individuelle situation, formåen og baggrund. ‘Udsatheden’ produceres også i mødet og samspillet mellem de unge og de institutionelle rammer. Det vil sige at ‘udsatheden’ udover at knytte sig til de unge også må betragtes ud fra et bredere samfundsmæssigt perspektiv som er bestemt af konjunkturer, de førte politikker og i det hele taget arbejdets og uddannelsernes tilgængelighed for de unge.
Erik Jørgen Hansen fremhæver i den forbindelse, at de unges udsathed i forhold til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet ikke er noget absolut fænomen. Han formulerer det således:
“Når de pågældendes færdigheder og egenskaber ikke er umiddelbart anvendelige på arbejdsmarkedet, skyldes det ikke nødvendigvis, at de er dårlige. Derimod, at arbejdsmarkedet fortsat udvikler sig i en retning, som tilsyneladende gør netop restgruppens færdigheder og egenskaber mindre anvendelige.” (Hansen, 2003, p. 150-1)
Samme pointe fremgår af en undersøgelse foretaget af Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvori det konkluderes at antallet af ledige i høj grad afhænger dels af kommunernes rammebetingelser, men også af den indsats, de lægger for dagen (Arbejdsmarkedsstyrelsen 2004).
Det vil sige, at udsatheden ud over at fortælle noget om de unge, i høj grad også fortæller noget om den sammenhæng, de unge er udsatte i forhold til og om det perspektiv, hvorfra de unges situation anskues. I den konkrete uddannelsessammenhæng, vil den udsatte unge ofte blive beskrevet som havende adfærdsproblemer som eksempelvis tilpasningsvanskeligheder, læse- og skrivevanskeligheder, funktionel analfabetisme, problemer med at indgå i sociale og faglige sammenhænge, motivationsproblemer, problemer i forhold til både uddannelses- og arbejdskulturen, vanskeligheder ved at afkode normer og krav, høj fraværsprocent, besvær med at komme op om morgenen osv.
Det er karakteristisk, at de adfærdsproblemer der springer i øjnene, og de løsninger der søges efter, alle formuleres med udgangspunkt i uddannelsessamfundets perspektiv – det vil, som her, for langt størstedelen af de unge sige den uddannelsessammenhæng de befinder sig i. Lene Larsen argumenterer for, hvorledes det stigende politiske fokus på uddannelse spiller ind på vores forståelse og afgrænsning af problemer omkring de udsatte unge (Larsen 2001, p. 89-90). De unge anskues med uddannelsesinstitutionens briller og gennem den optik anses de for udsatte.
Et eksempel på dette kunne være en socialt og personligt kompetent ung som uden problemer er i stand til at passe og fastholde et arbejde, men som fejler i mødet med uddannelsessystemets fortsat stigende krav om at mestre de boglige skolekundskaber, eller som Anders Mathiesen benævner det: “den verbaliserede, skolastiske paratviden” (Mathiesen, 2000, p. 105).
En sådan ung bliver stadig mere udsat i takt med at den generelle historiske (individualiserings)proces har gjort uddannelse til de unges væsentligste integrationsarena frem for arbejdet. Et skift der ifølge Lene Larsen netop er med til at ændre på opfattelsen og karakteren af de unges udsathed (Larsen, 2001, p. 89).
Pointen er, som også ungdomsforsker Sven Mørch pointerer, at fokuseringen på de unges integration i uddannelsessystemet muliggør en overeksponering af særlige faktorer omkring deres integration i uddannelsessystemet og følgelig en blindhed over for såvel andre problematiske sider af de unges situation som deres ressourcer i forhold til andre livsområder (Mørch, 2000, del 3, p. 7). De problematiske sider kan også være relateret til eksempelvis sundhed/misbrug, boligmangel osv. som tendentielt er usynliggjort i uddannelsesoptikken.
2.5 Individualisering som begreb og ramme
Det andet begreb som står centralt placeret i afhandlingens problemstilling, er individualiseringsbegrebet. Det indtager flere funktioner i afhandlingen, men inden jeg kommer nærmere ind på disse, er det vigtigt at afklare og nuancere selve begrebet.
Overordnet skal begrebet i denne sammenhæng forstås som et bredt favnende sociologisk begreb der omfatter både en subjektiv og en samfundsmæssig dimension. Meget kort fortalt læner jeg mig op ad den forståelse der ser individualiseringen som en strukturel samfundsmæssig udviklingstendens, hvor individualisering er en social foreteelse og ikke – som det ofte forstås – en opløsning af det sociale (se endvidere Mortensen, 1991).
En sådan overordnet karakteristik af begrebet er imidlertid ikke nok. Det er min erfaring gennem arbejdet med begrebet, at det i bedste fald kun giver mening på dette meget overordnet niveau og i værste fald giver anledning til misforståelser og støj på linien.
Misforståelserne eller de forskellige forståelser udspringer blandt andet af begrebets teoretiske spændvidde som rækker fra at være et overordnet og generelt sociologisk og samtidsdiagnostisk begreb til at være en art bevidsthedssociologisk begreb der søger at indfange komplekse bevidsthedsmæssige processer. Eller – mere konkret at være en specifik pædagogisk metode. En sådan spændvidde kan nemt skabe uklarhed, hvad enten der er tale om akademiske disputter om individualiseringsbegrebets politiske konnotationer som det er blevet diskuteret i forbindelse med Ulrich Becks teorier om samme (se endvidere kap. 4), eller om der er tale om mere lokale disputter i det danske akademiske miljø samt i de uddannelsespolitiske debatter og tiltag hvor det i høj grad har været uklart om begrebet har skullet indfange et særligt ungdomskulturelt fænomen, en pædagogisk metode, en politisk tendens eller noget helt fjerde. Begrebet er ikke desto mindre ofte anvendt i sine forskellige og uklare betydninger.
Jeg har her i afhandlingen anset det for at være nødvendigt at differentiere mellem forskellige niveauer af begrebet for det første for at undgå misforståelser og dernæst for at muliggøre en større grad af præcision i forhold til anvendelsen af begrebet i analyseøjemed. Der er her tale om en indledende præcisering af min forståelse af begrebet og de forskellige betydninger og niveauer, jeg er stødt på gennem mit arbejde.
Jeg skal på ingen måder hævde at jeg en gang for alle har fået klargjort begrebet og udredt dets forskellige niveauer fra hinanden. Dertil er begrebet for komplekst, begrebsniveauerne for indbyrdes afhængige og grænserne mellem dem for slørede. Jeg har ikke desto mindre tilstræbt en så klar afgræsning og nuancering som det har været mig muligt. Heraf vil det fremgå, at niveauerne er indbyrdes relaterede, men har forskellige betydninger om end det ikke altid forholder sig helt så enkelt.
Følgende bygger på en kombination af eget og andres arbejde (primært er det en forarbejdning og udbygning af den tyske sociologiprofessor Ulrich Becks teorier om individualisering (se tillige kap. 4 note 13). Hertil kommer inspiration fra bl.a. Mortensen, 1991; Ziehe, 1992; Nielsen, 1991; Simonsen, 2000). Jeg vil særligt i kapitel 4 diskutere begrebet yderligere gennem en mere teoretisk afsøgning.
Begrebet individualisering
På det begrebslige niveau optræder individualisering ikke overraskende i en uendelighed af sproglige afskygninger: Individualisering, individualisme, individualitet, individuel, individualiserings-processen, individualiseringstesen, individualiseringsteorien, individuering osv. Til disse forskellige begreber knytter sig – udover en række forskellige betydninger – også komplicerede begrebshistorier, som jeg vil undlade at komme nærmere ind på her.
Individualiseringen udgør en klassisk sociologisk tese som har sat ringe i vandet inden for stort set alle humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsfelter som udover ungdomsforskningen også er den pædagogiske forskning og uddannelses- og arbejdssociologien.
I al korthed kan begrebet individualisering ud fra en sociologisk betragtning hos eks. Ulrich Beck, Zygmunt Bauman, Thomas Ziehe og Anthony Giddens siges at kendetegne det forhold, at den enkeltes livsforløb bliver langt mere åbent i takt med de øgede muligheder for differentiering i relation til uddannelse, øget velstand, social mobilitet osv. og med den tendentielle erosion af traditionelle fællesskabsformer. Hos Beck kobles processen yderligere til fremvæksten af en ny form for institutionel indlejring og socialisering – det