LITMIR.BIZ

Скачать книгу

af Stolthed eller svunget sin Dolman som jeg gjorde hin Nat. Hvem skulde vel rasle med Sporer og Sabel, om ikke jeg – jeg, Etienne Gerard, Kejserens Fortrolige og Forsvarer, den, der dræbte Napoleons Dødsfjender i Tvekamp. Men han lagde Mærke til min Opførsel og vendte sig lynsnart om imod mig.

      "Er det Maaden, hvorpaa man fører sig, naar det gælder en hemmelig Mission?" hvæsede han med et koldt Glimt i Øjnene. "Er det saaledes, De forebygger, at Deres Kammerater faar en Anelse om, at der er hændet noget usædvanligt? Hold op med de Narrestreger, min Herre, ellers frygter jeg for, at De bliver forflyttet til Sapørerne, hvor De vil faa haardere Arbejde og ingen Dolman at svinge."

      Saaledes var Kejseren. Ikke saa snart fik han Færten af at nogen mente at have Krav paa ham, før han benyttede den første Lejlighed til at vise, hvilket Svælg der var imellem dem. Jeg hilste og var tavs, men jeg maa tilstaa, at jeg følte mig saaret efter alt, hvad der var passeret imellem os. Han førte mig op til Slottet, hvor vi gennem en Bagdør slap ind i hans Privatkabinet. Og nu stod jeg ved Døren, som jeg havde gjort det om Eftermiddagen. Kejseren slængte sig ned i en Lænestol og hensank i tavs Grublen. Tilsidst vovede jeg at minde ham om min Nærværelse ved en svag Hosten.

      "Naa, min gode Gerard," sagde han, "De er aabenbart meget nysgerrig efter at faa at vide, hvad alt dette skal betyde?"

      "Jeg er fuldtud tilfreds, Sire, selv om det maatte behage Dem ikke at fortælle mig noget som helst!" svarede jeg.

      "Passiar!" sagde han utaalmodig. "Det, De der siger, er ikke andet end Ord. I samme Øjeblik, De er paa den anden Side af Døren, vil De begynde at anstille Efterforskninger. Om to Dage vil Deres Kammerater vide Besked og om tre Dage hele Fontainebleau, om fire Dage vil Historien være ude over Paris. Saafremt jeg derimod fortæller Dem tilstrækkeligt til at stille Deres Nysgerrighed, er der sagtens et svagt Haab om, at De vil være i Stand til at beholde det for Dem selv."

      Han forstod mig ikke, Kejseren, men jeg kunde blot bukke i Tavshed.

      "Kun faa Ord er nødvendige for at forklare Sagen," sagde han. Han talte meget hurtigt og gik med hastige Skridt frem og tilbage i Værelset. "Det var Korsikanere, disse to Mænd, og jeg havde kendt dem i min Ungdom. Vi har tilhørt det samme Broderskab – de korsikanske Brødre, som vi kaldte os. Det blev dannet i den gamle Paolis Dage, forstaar De, og det havde visse strenge Love, som ingen ustraffet kan bryde."

      Ved disse Ord syntes jeg, at alt, hvad der var Fransk, havde forladt ham, og at det var en Korsikaner, der stod foran mig. Manden med de stærke Lidenskaber og den desperate Hævnlyst. Hans Tanker var vendt tilbage til hans tidligere Dage, og i fem Minutter gik han op og ned i Værelset med hastige smaa Skridt. Men med en utaalmodig Haandbevægelse førte han sig atter tilbage til Frankrig og til mig.

      "Saadan et Selskabs Love," vedblev han, "er meget gode for en almindelig Dødelig. I de gamle Dage var der ingen mere trofast Borger end jeg. Men Tiderne skifter, og det vilde hverken fremme Frankrigs eller mit Velfærd, om jeg længere fulgte disse Bestemmelser. De vilde tvinge mig til det, og saa kom Skæbnen over deres egne Hoveder. Disse to var Broderskabets Ledere, og de var komne hertil fra Korsika for at formaa mig til at møde dem paa det opgivne Sted. Jeg vidste alt for vel, hvad dette Møde betød, thi endnu er ingen vendt tilbage fra et saadant. Paa den anden Side, hvis jeg ikke kom, vilde det betyde endeløs Forfølgelse af min Person. Jeg kender deres Metode."

      Der kom igen et haardt Træk om hans Mund og et koldt Glimt i hans Øjne.

      "De forstaar den Forlegenhed, jeg var i, Hr. Gerard!" fortsatte han. "Hvad vilde De for Resten have gjort i mit Sted!"

      "Givet 10de Regiment Ordre til at gennemsøge Skoven og bringe Slynglerne for Deres Fødder, Sire!" svarede jeg.

      Han rystede smilende paa Hovedet.

      "Jeg har meget vægtige Grunde, hvorfor jeg ikke ønskede dem fanget levende," sagde han, "De vil forstaa, at en Morders Tunge undertiden kan være et lige saa farligt Vaaben som hans Dolk. Jeg vil ikke skjule for Dem, at jeg for enhver Pris ønskede at undgaa Vrøvl og Skandale. Det var derfor, jeg befalede Dem ikke at tage Pistoler med. Nu vil mine Mamelukker udslette ethvert Spor, og ingen vil faa noget at vide om Affæren. Jeg har overtænkt alle mulige Planer. Havde jeg sendt mere end en Forsvarer med de Goudin ind i Skoven, vilde Brødrene ikke have vist sig. Men for en enkelt Mands Skyld vilde de ikke forandre deres Plan eller lade Lejligheden slippe fra sig. Det var Oberst Lasalles tilfældige Nærværelse her i det Øjeblik, da jeg modtog Tilsigelsen, der bevirkede, at jeg valgte en af hans Husarer. De blev den udvalgte, Hr. Gerard, fordi jeg havde Brug for en Mand, der kunde føre en Sabel, og som ikke vilde trænge længere ind i den Historie, end jeg ønskede. Jeg haaber, at De vil retfærdiggøre mit Valg i denne Henseende, som De har gjort det, hvad Deres Dygtighed og Mod angaar!"

      "Jeg beder Dem at være forvisset herom, Sire!" svarede jeg.

      "Saa længe som jeg lever," fortsatte han, "maa der altsaa ikke over Deres Læber komme et Ord om denne Sag."

      "Jeg vil udslette den af min Hukommelse, Sire! Jeg lover at forlade dette Værelse ganske som jeg var, da jeg traadte herind Kl. fire i Eftermiddag."

      "Det kan De ikke," svarede Kejseren smilende. "Den Gang var De Løjtnant. Tillad mig at sige Dem Godnat – Kaptajn Gerard!"

      II.

       Hvorledes Brigaderen fik Æresmedaljen

      Hertugen af Tarentum eller Macdonald, som hans gamle Kammerater foretrak at kalde ham, var aabenbart i et skrækkeligt Humør. Hans barske, engelske Ansigt lignede i Øjeblikket en af disse groteske Masker, der smykker Facaderne i Faubourg St. Germain. Major Charpentier og jeg kunde ikke undgaa at se, at han indvendig var rasende.

      "Brigader Gerard af Husarerne," sagde han med en Mine som en Korporal overfor en Rekrut.

      Jeg gjorde Honnør.

      "Major Charpentier af Hest-Grenadererne!"

      Min Kammerat slog Hælene sammen.

      "Kejseren har en Sendelse for Dem."

      Uden yderligere Forklaring aabnede han Døren og meldte os.

      Jeg har set Napoleon ti Gange til Hest for hver en Gang til Fods, og jeg har altid fundet, at han gjorde klogt i at vise sig for Tropperne saaledes, thi i Sadlen gjorde han en meget god Figur. Derimod finder jeg, at han til Fods var for lille og med sine krumme Skuldre mere lignede en Professor ved Sorbonnen end Frankrigs første Soldat. Imidlertid havde han en fast Mund, og hans Øjne var mærkværdige. Han har en Gang vendt dem imod mig i Vrede, og jeg vil hellere ride gennem en fjendtlig Afdeling paa en daarlig Hest end se dem saaledes igen. Og alligevel er jeg ikke en Mand, man nemt jager en Forskrækkelse i Livet.

      Kejseren stod henne i det ene Hjørne af Værelset med Ryggen mod Vinduet og stirrede paa et stort Kort, der hang paa Væggen. Berthier stod ved Siden af ham og forsøgte at se kløgtig ud. Netop da vi traadte ind, snappede Napoleon Kaarden fra ham og pegede paa Kortet med den. Han talte hurtigt og lavmælt, men jeg hørte ham dog sige: "Meuse-Dalen" og to Gange gentage Ordet "Berlin". Da vi traadte ind, kom Berthier os i Møde, men Kejseren standsede ham og befalede os at komme nærmere.

      "De har endnu ikke modtaget Æres-Medaljen, Brigader Gerard?" sagde han.

      Jeg besvarede Spørgsmaalet benægtende og skulde netop tilføje, at det var ikke, fordi jeg ikke havde fortjent den, da han afbrød mig paa sin sædvanlige korte Maade.

      "Og De, Major?"

      "Nej, Sire!"

      "Saa skal De begge faa Lejlighed hertil – !"

      Han førte os begge hen til det store Kort. Med Spidsen af Berthiers Kaarde pegede han paa Rheims.

      "Jeg vil være aabenhjertig overfor Dem, mine Herrer, som overfor to Kammerater. De har jo begge været hos mig siden Marengo, husker jeg," Han havde et mærkværdig behageligt Smil, der plejede at lyse op paa hans blege Ansigt som en mat Solstraale. "Her ved Rheims er i Øjeblikket vort Hovedkvarter, og det i Dag den fjortende Marts. Meget vel. Der er Paris, godt og vel tolv Mil herfra. Blücher ligger i Nord, Schwarzenberg i Syd." Han prikkede i Kortet med Kaarden, medens han talte.

      "Nuvel!" sagde han, "jo længere ind i Landet disse Folk marscherer, des mere

Скачать книгу