ТОП просматриваемых книг сайта:
Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted. Árni Magnússon
Читать онлайн.Название Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted
Год выпуска 0
isbn
Автор произведения Árni Magnússon
Жанр Зарубежная классика
Издательство Public Domain
Iblandt andre var der i Byen en Mand, som ellers skulde være en af de fornemste og mest oplyste, men som ved Svaghed var kommen saa vidt, at hans Hukommelse slog hannem mærkelig fejl.
Da nu denne Mand i de samme Dage formedelst Mangel paa sin Hukommelse begik en liden Forseelse, og det rygtedes for disse to Kvindes-Personer, sagde de, at Anne Kristens Dotter i Skinderup havde taget hans Hukommelse fra hannem. Der Manden dette hørte, lod han straks føre Vidner til Thinge, at Fanden havde sagt dette om Anne Kristens Dotter og gav hende derpaa Sag og Sigtelse, at hun havde berøvet hannem hans Hukommelse.
En gammel, enfoldig Mand der i Byen havde paa nogle Aar ikke fundet sig saa færdig udi Kjærligheds Sager imod sin Kone, som han var i sine unge Aar, hvorover han og søgte hen til disse tvende Mennesker at forespørge sig, hvor hans Manddom var afbleven. De gav straks Skylden paa en af de efter deres Paaberaabelse for Trolddom anholdte gamle Kvinder ved Navn Anne Vert, at hun havde taget den fra hannem. Derpaa gik baade denne Mand og hans Kone til Thinge og førte Vidner, at Djævelen havde paasagt samme Kvinde denne Beskyldning.
Kvinden (som ellers var gammel og udlevet og gik i Barndom) værgede sig længe med Munden og sagde, at det var Løgn, men som hun derpaa blev meget hart fængslet og af Dommeren truet og haardeligen tiltalt, bekendte hun omsider, at Fanden havde sagt sandt. Nu skulde hun forklare, hvor hun havde gjort af denne Mands Manddom. Dertil vidste hun ingen Rede længe, omsider sagde hun, at hun havde tøjret den uden for Byen ved en Vejrmølle.
Manden blev tilspurgt, om det sig saa forholdte. Nej, sagde han; men det haver ikke den Kraft som i mine unge Dage.
Flere saadanne Vidnesbyrd og Beskyldninger hørtes der daglig udi de samme Dage, iblandt andet hvorledes denne Anne Kristens Dotter havde været udi Katte-Lignelse nu hos Magister Oluf, nu hos fornævnte Studentere og villet rive deres Strube ud, men maatte ikke for den store Mand.
Saa skulde og Djævelen have sagt sig at være selv ottende hos Maren Spillemands, ja, der sagdes og, at en havde set den Djævel Hvid Rotte i sin fulde Skikkelse, og en anden havde om Natten set hannem som en Hund ved sin Seng, med meget andet saadant. Var og den gemene Mand saaledes indtagen af Forskrækkelse, at hvor der saas en Kat, Rotte eller Mus, frygtedes der, at det skulde være en Djævel.
Iblandt andet hændte det sig, at som en Mand kom kørende paa Marken forbi tre Harer, hvilke dog der i Landet er i Overflødighed, tænkte han, at det var tre Djævle, og forklarede derefter, at da de sprang hannem forbi, var det ligesom en kunde have slaget en Kniv i hans Hjærte, og bød han dennem pakke sig, som de og gjorde, saa han takkede GUd, at han slap dennem forbi.
Imidlertid14 alt dette saaledes passerede, kom det forskrækkelige Rygte om disse tvende Mennesker udi Thisted omsider Biskoppen15 for Øren, som boede 10 Mile der fra Stedet. Han skrev derpaa Præsten Mag. Oluf til for at fornemme, hvorledes dermed var beskaffet, hvorpaa Mag. Oluf, som paa fjerde Maaned havde paa sin egen Haand drevet Værket, indskikkede saadan en Beretning til Bispen, som følger:
Kort og sandfærdig Beretning om de sig her udi Thisted befindende legemlig besatte Mennesker og dessen16 Beskaffenhed, som nu fast paa et Fjerding Aar Tid efter anden jo mere og mere haver ytret sig, og befindes saaledes:
1. Er her en Pige fød i Skinderup, navnlig: Maren Kristens Dotter Spillemand, som for 15 Aar siden først skal have fornummet til dette Onde, og skal af min sal. Formand ofte været forsøgt at drive, men ikke kommen videre dermed end i hendes Laar, hvor det fast paa 10 Aars Tid før min Ankomst hid til Kaldet, skal have givet sig til Kende, men staaet i Tvivl, om det skulde være en legemlig Besættelse eller anden forgiftig Trolddoms Virkning formedelst Satans onde Redskab, eller og nogen anden ugemen og fast overnaturlig Svaghed, ja, en Del haver og villet føre det stakkels Menneske i Mistanke, som der skulde være noget selvgjort Skrømteri og affektat Værk17 derunder.
Nogen Tid efter min Ankomst haver dette Onde igen begyndt at te sig forfærdeligere, som jeg og ved Guds Ords og Aands Kraft nogle Gange haver drevet, saa Mennesket er kommet til sin Rolighed og forrige Helbred igen, hvorved alting saaledes en Tid lang er bleven i Stilhed og relinqueret in suspenso18, hvad det egentlig kunde være, omendskønt det nok lod sig anse at være Djævelens Spøgeri og Trolddom der under.
2. Men forleden Sommer (1695) haver et Barn paa 9 Aars Alder, navnlig Kirsten Olufs Dotter, som er Oluf Pedersen Langgaards Dotter her af Byen, fornummet ligesaadan Anstød, og efter at jeg nogle Gange havde været hos, og givet Agt paa Barnets Svaghed, syntes det vel at være næsten af samme Beskaffenhed som med ovenbemeldte Pige, men derhos ikke ulig et Fang19 af den faldende Syge eller deslige naturlig Svaghed og Raseri, hvorfor jeg raadede Barnets Fader, at han skulde lade hende komme ned til Aalborg, at forfarne Medici20 tilligemed Byens Præster og Gejstlige desbedre kunde fornemme hendes Tilstand og derom skønne, hvilket mit Raad han og lod sig befalde og lovede at følge, men siden, overtalt af andre, lod hende ikke komme længer end til Agersborg, hvor hun nogen kort Tid udi Sognepræsten hr. Pales Hus og under hans Opsyn er forbleven.
Efter at Barnet var kommet fra Agersborg hid til Byen igjen, haver det onde efterhaanden kjendeligen ytret sig, men er dog ved Bøn og GUds Paakaldelse saa vidt dreven og bragt til Stilhed igjen, at Barnet næstendelen haver været roligt en Tid lang, og syntes alene som nogle Levninger af en naturlig Svaghed at være efterladt hos hende.
3. Men der det kom ungefær til midt i Januario udi nærværende Aar, haver det omsider for Alvor ytret sig hos begge ovenbemeldte Personer, at man efterhaanden haver kunnet ligne det ene med det andet, og Tid efter anden jo mere og mere kunnet fornemme vera obsessionis corporalis signa, tam primaria21, saasom 1) Abditarum rerum notitiam22, at de haver vidst adskilligt, som skete, fraværende, særdeles indbyrdes hos de besatte, som dog var langt fra hinanden i forskjellige Huse, kendt adskillige fremmede Personer, og vidst at nævne dennem ved deres Navne, som Menneskene aldrig tilforn havde set eller kendt, ejheller efter at den paroxysmus23 var over og det onde drevet, kunde kende, og andet saadant mere. 2) Admirandum & præter naturale robur & potentiam24 saa at endogsaa Barnet undertiden ikke af 7 eller 8 stærke Mennesker kunde holdes og styres. Alleneste Latin eller andre fremmede Sprog haver man ikke fornummet den onde Aand at lade sig høre med hidindtil, videre end han saa undertiden kunde støde ud med et Ord og sige som for Eksempel: Jeg er en Diabolus25 var og, tilspurgt hvad Diabolus var, svaret en Forfører og Bagvasker, ligeledes at Satan var en Modstander i sin Betydning etc. quam Secundaria Obsessionis Signa26 saasom (a) Horrendam vocifertionem & ululatum27 hvor iblandt de saa tydelig haver exprimeret28 Kattes, Hundes, Haners, Svins, Oksers og andre Bæsters Lyd, saa at de, som ikke saa, hvad det var, kunde ikke skille det fra Dyrenes egen Lyd.
(b) Dei blasphemationem & proximi cavillationem29, som haver været forskrækkelig at høre, særdeles af den grumme Bespottelses Aand, som regerer hos Barnet.
(c) Gestuum deformationem30 med forfærdeligt Syn, Ansigtets, Munds og Øjnes grumme Forvendelse og Udspilelse, umenneskelig Skogren, Skummen og Fraaden af Munden, Tænderskæren og Klæders Sønderrivelse baade paa sig selv og andre etc.
(d) Corporum excruciationem31, som haver været erbarmelig at se, hvorledes den onde Aand haver pinet de arme Mennesker, blæst dennem op og trækket dennem sammen igjen, vriet deres Arme, Hænder,
14
imens.
15
Biskoppen var den bekendte Jens Bircherod, der i sin Dagbog omtaler Sagen.
16
deres.
17
paataget Væsen.
18
henstaaende uafgjort.
19
Anfald af en Sygdom, bruges særlig om Epilepsi.
20
Læger.
21
de ægte Tegn paa en legemlig Besættelse, dels af første Rang.
22
Kundskab om skjulte Ting.
23
det Anfald.
24
en beundringsværdig og overnaturlig Styrke og Kraft.
25
Djævel.
26
dels ogsaa Besættelsestegn af anden Rang.
27
frygtelig Raaben og Hylen.
28
gjengivet.
29
Guds Bespottelse og Næstens Forhaanelse.
30
Ansigtsfordrejelse.
31
Legemernes Pinsel.