LITMIR.BIZ

Скачать книгу

klukkede Elias.

      "Ja, der har vi det naturligvis, der har vi det. Ja, ja, saadan er det selvfølgelig."

      Thomas syntes at blive mere og mere sikker i sin Sag.

      "Det er din Søster, der skal ha' den, selvfølgelig."

      Thomas gjorde en Kunstpavse.

      "Eller for Fanden. Jeg skulde da ikke tro. Nej, det er da helt umuligt."

      Thomas var kommen i Humør; han vilde være morsom for en Gangs Skyld.

      "Hi, hi, hi," grinede Elias forventningsfuld. Saa gammel, han var, interesserede han sig endnu stadig for Kærestehistorier.

      "Nej, det er rent urimeligt, rent urimeligt," blev Thomas ved. Saa slog han pludselig om.

      "Hva', er det Sanne, der skal ha' den?"

      "Det er det nok. Det er det nok," nikkede Elias.

      Men Johannes lod de andre snakke og sled tappert i Aarerne.

      De var nu naaet ret ud for Bygden, hvis Huse laa spredt et Stykke oppe paa Fjældsiden. Husene selv kunde de ikke se, men Lysene fra Husene skinnede ned over dem et Stykke oppe i Mørket. Forsigtig manøvrerede de Baaden ind mod Landingsstedet imellem Smaaskærene.

      Thomas lagde sine Aarer ind, lod Søstøvlerne glide af sine Fødder ned i Baaden og balancerede paa Hosesokker forud over Tofterne.

      Ganske langsomt smøg Baaden sig ind mellem Smaaskærene, der ligesom søvndrukne stak de sorte, tangklædte Hoveder op over Vandet paa begge Sider af Baaden. Kølen gled skrattende over et Skær, og Thomas sprang op paa Klipperne i Strandkanten med Fanglinen i Haanden.

      Der var nogle Folk nede for at vente paa Baaden. Og der udveksledes Hilsener, spurgtes til Fangsten og svaredes, alt sammen i rolige, lavmælte Lyde, der faldt sammen med Mørket omkring dem.

      De to i Baaden havde lagt deres Aarer ind og hev nu Fangsten ind paa Klipperne, hvor den blev skaaret op og Indvoldene taget ud. Til sidst kom Turen til Helleflynderen. Den blev parteret nede i Baaden. Alle var nede at beundre den.

      Johannes fik Lippen og gemte den til Side, da ingen saa det.

      Der var gaaet Bud til Bygden, og nu kom der en Del Mænd og Kvinder med firkantede Tremmekasser, der hang dem paa Ryggen i et Baand frem over Panden. Ad naturlige Trin i Klippen kom de ned til Strandkanten, fik den opskaarne Fisk puttet i Kasserne og forsvandt atter opover mod Bygden. Saa kom Turen til Baaden; med et Spil blev den hejst op paa Klippen over Landingsstedet og kørt ind i Baadehuset; blev den staaende nede ved Stranden, kunde Brændingen maaske splintre den.

      Det var den sidste Baad, der kom hjem. Og Landingsstedets sorte Klipper laa nu forladte og ensomme i Mørket, medens Bølgeskvulpet slikkede op og ned ad dem og legede med Fiskeaffaldet i Strandkanten.

      Elias og Thomas gik tavse op over Vejen til Bygden, hvis Lys ligesom bredte Armene ud imod dem gennem Mørket.

      De var trætte og talte ikke sammen, bare slæbte sig fremover i de lange Søstøvler.

      Saa vendte Thomas sig og saa tilbage.

      "Hvor blev Gutten af?"

      "Hm, hm," knirkede Elias. Han gik langsomt videre, vilde nødigt ud af Farten; det er saa svært at komme i Gang igen, naar man er rigtig træt og saa staar stille.

      "Jeg synes, jeg saa et Skørt hist ovre."

      "Ja, saa kan det vel ikke nytte at vente?"

      "Hæ, nej, det kan det vist ikke," sagde Elias tilbage over Skulderen.

      Men Thomas blev alligevel staaende og saa over mod de to Skikkelser, han lige kunde skimte i Mørket. Et Øjeblik smilte han bittert, men saa blev han alvorlig.

      "Sludder, Kone skal man sku ha' alligevel, og saa faar det andet flaske sig, som det bedst kan."

      Og han drejede sig energisk paa Hælen og gik hjem til sin svagelige Kone og sine otte smaa Børn.

      Men henne bag en stor Sten stod Sanne og Johannes og saa paa hinanden. Det er svært at faa begyndt, naar man er forelsket, og det var, som om der laa noget alvorligt i Luften i Aften.

      Det var Sanne, der maatte begynde.

      "I blev længe ude i Aften."

      "Var du bange?" spurgte Johannes kejtet.

      "Nej, ikke just det." Sanne smaalo. "Hvorfor skulde jeg være det!"

      Saa kom der en Pavse, og atter var det Sanne, der maatte begynde.

      "Hvad er det, du staar og gemmer bag Ryggen, Johannes?"

      "Ja, hvad tror du?"

      "Jeg ved ikke."

      "Gæt engang."

      "Det er vel din Snøre, Johannes," gættede Sanne, skønt hun allerede havde set, hvad det var.

      "Nej, nej," triumferede Knøsen.

      "Hvad er det da?"

      "Det er noget til dig."

      "Til mig! Hvad kan det være?"

      "Ja. Men sig mig først, om du kan li' mig."

      "Om jeg kan li' dig. Det var da underligt. Hvorfor skulde jeg ikke kunne li' dig, Johannes?"

      "Ja, jeg mener, om du holder af mig."

      "Holder du da af mig, Johannes?"

      "Ja, det gør jeg, Sanne. Det kan du stole paa."

      Saa tog Johannes et langt Skridt fremefter og holdt triumferende det mægtige Stykke hvide Kød op foran Pigens Ansigt. Det var Lippen.

      "Værsaagod," sagde han.

      "Nej, men, Johannes." Sanne var overvældet. "Holder du virkelig saa meget af mig?"

      Bryllup

      Bygden havde staaet paa den anden Ende i over fjorten Dage. Ja, mer end det. Det var jo omtrent et halvt Aar siden, Folk begyndte at tale om Brylluppet, og for tre Maaneder siden var det en Kendsgerning for alle de nærliggende Bygder, der kunde vente sig Invitation.

      Der var slagtet over al Maade, og der var stegt Lammesteg og lavet Skinsakjøt i Massevis. Der var købt Bunker af Svedsker, Rosiner, Gryn, Saft og Kulør til Sødsuppen, Bønner, Cikorie og Sukker til Kaffen og 120 Potter Brændevin, 60 Potter Rom og 40 Potter Cognac til Resten.

      Lagkagen var Dagen i Forvejen hentet fra Købstaden paa den anden Side Fjorden. Og tidlig om Morgenen var Timannefaren gaaet over Fjorden; og nu ventede man kun paa, at den skulde komme tilbage med Præsten.

      Det var Efteraar; om Efteraaret slagtes der, og man kan selvfølgelig kun holde Bryllup i Slagtetiden. Luften var klar og frisk. Det var blikstille, og der var ikke en Sky paa Himlen.

      De sidste Dages Søndenvind varmede endnu op i Kroppen paa Ænderne, der laa i Bygdens mange Møddinger, og gjorde dem endnu mere snadrevorne, end de var i Forvejen. Hønsene trippede rundt og nippede til Møddingaffaldet saa sippede og snærpede, som var de alle Gammeljomfruer, der aldrig havde kendt til Verden og dens Daarligdom. Og øverst paa Møddingen stod Hanen og saa saa dybsindig og højtidelig ud, som om det var den, der skulde have Bryllup.

      Der var Feststemning over de smaa, tjærede Træhuse med de mange, store Møddinger. Der var Feststemning over Vejen, der drejede og vred sig mellem Husene, knækkede sammen langs Gavlene og gjorde sig ængstelig tynd for at naa frem mellem de mange Møddinger.

      Der var Feststemning over Fjældet, der hævede sig som et mægtigt Taarn paa den anden Side af Bugten, hvor Bygden havde sin Landingsplads. Men Himlen var ogsaa saa lys og let og hang saa højt, højt oppe, som om den aldrig mere vilde nedlade sig til at hænge og drive paa en Fjældtop.

      Der var Feststemning over Himlen, Fjældet, Havet, Husene, Møddingerne, Ænderne, Hønsene og over de tre Flag, der hang og dasede over tre af Bygdens smaa Træhuse. Alt saa saa glad og fornøjet ud, undtagen to Hunde. De var husvilde i Anledning af Festen og slentrede nu rundt og snuste misfornøjet til alt.

      Underligt var det, at man kun saa Høns, Ænder og Hunde og ikke et eneste Menneske. Bygden laa saa rolig og stille, som var den uddød. Men

Скачать книгу