Germanernes Lærling - Gjellerup Karl

Скачать книгу

noget af Pergamentbindenes blege Glans, lagde gærne sine Kommentarer til Side for at tale med Hjorth. Han fandt noget distingveret ved den nye Lærer, hvis Væsen var let og utvungent, snarest som en Students, uberørt af Seminaristernes sædvanlige ubehjælpsomme Stivhed. Men han var ogsaa en velsèt Gæst i det mindre stille Familje-Paulun, – enten det nu var den store vinterlige Dagligstue med Lyset fra Brændeilden i den firkantede, blomstersnirklede Kakkelovn spillende let hen over det grønne skotske Gulvtæppe, med det aabentstaaende Klaver, med Rafaels Kartoner paa Væggene og den store gyldenkædede Hængelampe over Mahognibordet, og med tungtfoldede Gardiner langs Vinduerne, der havde en Krystalkant af Is, og gennem hvilke Gaarden indstraalede sit grelle Snelys, – eller ogsaa det var den mindre, lyse Havestue med de aabentstaaende Glasdøre ud til store, sødtduftende Linde, der kuplede sig, fulde af Fuglekvidder, højt op over Taget, overskyggende en stor Siddeplads, hvor Hus og Have ligesom gik i et. Naar han indfandt sig her, – helst paa den Tid, da Dugen var bredt til Eftermiddagskaffen, og den messingstraalende Samovar sendte sine Dampskyer ud —, saa var han sikker paa en hjærtelig Modtagelse af den lille Præstekone med det lysende og varmende Smil, som blottede hendes smukke Tænder, og med den Smule norsk Akcent og de uvante Udtryk, der klædte hende saa henrivende og syntes at gøre hende dobbelt venlig, idet hun hyppig tilkastede ham sit »kære«, ledsaget af en Opfordring som: »vær saa snil at række mig Sukkeret«, eller kortere: »Tak for lidt Fløde«, medens hun stellede med Kaffetøjet, omringet af sin Børneflok, hvoraf den ældste Datter snart skulde gaa til Præsten, medens den yngste, der ifølge Navnet maatte høre til Hankønnet, blev baaret ind af Ammen.

      Undertiden kom religiøse eller halvtheologiske Emner paa Bane mellem ham og den lærde Pastor Lindekær. Og da Hjorth engang havde vovet sig til at ytre nogle Skrupler angaaende Rigtigheden af Biblens Skabelseshistorie, laante Præsten ham en Oversættelse af Godets Foredrag. Saa studerede han trolig denne overfladiske Franskmand, som lige uforstaaende overfor Oldtidens barnlige Fantasitro og Nutidens mandige Forskerviden søger at slaa Bro mellem begge, – og han følte sig beroliget derved.

      I det hele skærpede denne Omgang hans Videbegærlighed. Han syntes sig selv saa udannet og langt tilbage. Kun at kunne èt Sprog forekom ham nu næsten en Skam. Og da de lange Vinteraftener gav ham længer Arbejdstid, begyndte han møjsommelig at lære sig selv Tysk efter Præstens Anvisning.

      Saaledes levede han i Øjeblikket ret behageligt, trods sit nærmeste uappetitlige Selskab, ved Hjælp af nyt Bekendtskab og meget Arbejde. Han slugte Maaltiderne med en indre Grimace og lukkede sig saa strax inde i sit simple, men ordenlige Værelse, hvor Bøgerne ventede ham paa Bordet; – og fra sine Besøg i Præstegaarden medbragte han en duftende Sky af Luften fra et hyggeligt og efter hans Begreber næsten rigt Familjehjem, der fyldte hans Kammer for nogen Tid, og som ogsaa tildels beskærmede ham mod den mindre renlige Lugt i Petersens Daglig- og Spisestue. – Men sin største Tilfredshed havde han af Skolen, der fra en frygtelig Forsømmelighedstilstand efterhaanden gik bemærkelig frem, saa at Præsten efter den aarlige Examen kunde bevidne ham sin særdeles Tilfredshed.

      Ogsaa for Fremtiden var hans Udsigt gunstig. Den gamle Petersen kunde umulig synderlig længe holde sig paa den Plads, som han aldrig havde udfyldt, og naar han afskedigedes i Kongens eller Dødens Naade, henholdsvis med eller uden Pension, saa var der al Sandsynlighed for, at Hjorth vilde blive hans Efterfølger, da han understøttedes af Præsten og var kendt af Sogneraadet som en dygtig Lærer. Det galdt blot om at holde ud nogle Aar paa Posten, saa vilde han i en ung Alder faa et forholdsvis godt Embede med et nyt, rummeligt Hus, en frugtrig Have og en stor Lod fed Jord, – et Embede, der magelig kunde føde sin Mand og hans Kone med, ja endogsaa et begrænset Antal Børn.

      Ved denne Udsigt havde Hjorth altsaa slaaet sig til Ro. Men saa læste han en Dag i Stifts-Tidenden, at Lærer Hansen af Yderslev i Sjælland var død og Embedet opslaaet vakant … Herregud! var han nu færdig! Han kunde ikke tilbageholde et Smil, idet han lyslevende saà for sig denne komiske Størrelse med det forbavsede Ansigt, den smalskødede, kortærmede Kjole og de ubegribelig snevre sorte Benklæder, der saà ud til at maatte trækkes paa vaade, ligesom Hestgardens. Han saà disse Ben skridte op ad Kirkegulvet og hørte ham af sine Lungers fulde Kraft falsk istemme Offersalmen »Med høj og festlig Jubelklang«. Saa begyndte den støvletunge, tavse Vrimlen fra Stolene ud i Midtergangen, og blandt de forreste var Per Andersens spinkle Skikkelse med den ragede, lidt forskaarne Hage over det sorte Halsbind og det tynde, graasprængte Haar vandkæmmet over Issen; men yderst i en af Stolene paa Kvindesiden saà han Konens sygelige Ansigt med et sødligt Træk om Munden og ved Siden af Kristines i smuk ubevægelig Ligegyldighed, pyntet af den nye Straahat … Det faldt ham ind, at den nye Straahat, som hun dengang havde været saa stolt af, maatte være bleven gammel og de kirsebærrøde Silkebaand falmede. Hvor det var underligt! det var et Øjeblik forekommet ham saa hjemligt, som om han slet ikke havde været borte fra dem. Og pludselig blev han overvældet af en ubændig Længsel efter at leve igen paa samme Sted som hun.

      Hvad om han søgte Kaldet? Det var jo Kristines Plan, og hun havde lovet at faa Faderen til at gøre sit Bedste for at skaffe ham det. Mon hun endnu var ligesaa begærlig efter at faa ham til Yderslev? … Han kunde jo dog prøve … Rigtignok var Udsigten bedre, naar han ventede … Men èn Fugl i Haanden – man vèd hvad man har o. s. v.... og desuden —

      Saa brød han over tvært og skrev et Brev som en Forskrift til Per Andersen med et inden i til Kristine.

      Nogle Dage senere fik han Svar. Det var aabenbart skrevet af Kristine som Sekretær; Bogstaverne vare hendes, men Aanden var Pers. – Det var rigtig pænt af ham, at han vilde over til dem igen. Og det kunde vel ogsaa nok lade sig opføre. Over det at Embedet jo hørte til de vovere, som der ikke var saa begærede. Det volded den gamle Hansens Særheder, at han havde siddet dèr saa længe. Han havde jo ikke nogensinde tænkt paa at forandre sig, og saa syntes han, han havde sit Udkomme, og gad ikke være over at flytte sig og lære et andet Sogn at kende. Et nyt Embede det var for ham akkurat ligesom da de forærede ham den nye Merskumspibe paa Halvhundredaars-Festen; – han røg den sgu aldrig til, men gik immer og hev paa den gamle sure, hvis Hoved revnede af Skorpen. – Men for en ung Mand var det jo da ligegodt saa meget passeligt. Forresten havde der ogsaa været Tale om, at Skolen skulde have en Lod, og laa ude ved Præstestien. Men der blev nok ikke noget af. De andre Sogneraadsmedlemmer havde været meget rimelige, saa det var saa godt som i Orden.

      Et Par Maaneder derefter fik han sin Udnævnelse.

      Pastor Lindekær blev ubehagelig overrasket og lod ham føle det paa en halvt smigrende, halvt stødende Maade; men den lille Præstekone saà lige ind i ham med sit lyseste Smil, trykkede ham meget længe og fast i Haanden og sagde, at de vilde komme til at savne ham. Den gamle Petersen mumlede, at det var da en forbandet Historie, nu skulde man til at se sig om efter en ny Mand, og inde fra Sengen snerrede hans Kone en uforstaaelig Forbandelse.

      Saa rejste han.

      I Yderslev gik han strax hen til Per Andersens. Manden var i Marken, og Konen paa et af sine københavnske Lægebesøg. Kristine kom ind fra Køkkenet og bød ham Velkommen med det ubestemte Smil, som hun anvendte ved alle passende Lejligheder. Det var et af disse Smil, med hvilke der smiles i Anledning af En, højst til En, aldrig ind i En, – et af dem, der ligesom netop naàr Øjeæblet og saa glider af, ud til Siden, man vèd ikke selv hvorhen, – til en Anden, til Alle, til ingen Ting … Han takkede hende: – det var jo hendes Skyld, at han var kommen tilbage. Hun kunde vel huske, hvad hun havde sagt Aftenen før han rejste. – Jo, det kunde hun nok. Men maaske for at slaa den Sag hen, begyndte hun at spørge ham ud om, hvordan det var gaaet ham i de to Aar. Han fortalte, hvad han mente kunde more hende, og saa maatte hun til at diske op med sit. Det gik som han var vant til i gamle Dage: da de havde talt sig gennem en halv Time, begyndte de at lede efter Ordene, og faldt under Søgningen i disse Pavser, der deltes pinlig lange af den halte Dikken fra Vækkeuhret over Sengen, og i hvilke man fra Loen, af hvis Halvdør det slog ud som Røg, hørte Lyden af Tærskemaskinen, den uafbrudte, stigende og faldende Surren og de regelmæssige, korte Syd af det kastede Korn. – Kristine havde hæget sig ved at tage et pænt Forklæde paa; hun sad nu og snòde dets Hjørne fast til en Snegl, ligesom hun havde plejet, naar han forklarede hende Katekismen. Pludselig saà hun op og sagde:

      – Har De Lyst til at se mit Udstyr?

      – Udstyr!

Скачать книгу