Et Ægteskabs Historie - Vilhelm Østergaard

Скачать книгу

uden at forstaa, hvad han sigtede til.

      »Det er som Hustru«, svarede han livlig.

      Hun saa et Øjeblik næsten forskrækket paa ham og begyndte saa at le.

      »Nej, Hr. Bentsen, sig dog endelig ikke det. Er der noget, jeg ikke passer til, saa er det til at gifte mig. For det første tror jeg slet ikke, jeg har den samme Evne som andre unge Piger til at blive rigtig forelsket i en Mand, og giftede jeg mig endelig, saa tror jeg hverken, at han eller jeg vilde være tjent med hinanden.«

      »Nu er De barnagtig, Frøken Minna«, sagde Henning, der uvilkaarlig ærgrede sig over, at hun saa bestemt erklærede, at hun aldrig kunde blive alvorlig forelsket.

      »Nej, jeg er slet ikke barnagtig«, svarede hun. »Jeg er bare vis paa, at selv om jeg kunde føle noget, der lignede Kjærlighed, saa vilde den gaa over, naar jeg havde været gift et Par Maaneder. Jeg vilde blive kjed af min Mand, og han rimeligvis ogsaa af mig, og hvad skulde det saa blive til?«

      »Fy, De er jo en rigtig Sfinx!« – Henning blev mer og mer ivrig. »De undervurderer baade Kvindens Kald og Dem selv. Netop De, der er saa sand og naturlig, maatte kunne blive en fortræffelig Hustru«.

      »De har altfor gode Tanker om mig«, svarede Minna, denne Gang meget alvorlig. »Men De ved ikke, at for at blive en god Kone – det tror jeg ganske sikkert – maa en ung Pige først og fremmest have havt et godt Exempel i sit Hjem, og dernæst maa hun af Naturen have faaet et blidt og kjærligt Sind – og jeg har ingen af Delene …«

      De sidste Ord kom usikkert og tøvende frem, og da Henning forundret saa paa hende, havde hun Taarer i Øjnene. Han blev uvilkaarlig varm om Hjærtet.

      »Og det siger De i samme Øjeblik, som De græder over Deres forstilte haarde Sind? Aa – De gjør Dem selv Uret, Frøken Minna. – Jeg kjender Dem saa lidt, men jeg tror bedre om Dem end om de fleste unge Piger, jeg har truffet paa.«

      Han havde i den bevægede Stemning, han var kommen i, grebet hendes Haand og vilde holde den fast. Men hun rev den fra ham og udbrød heftig: Slip mig!

      Der var paa én Gang Graad og Vrede i det Blik, hvormed hun saa paa ham. Hendes Bryst arbejdede stærkt, som om hun undertrykte en Hulken. Saa vendte hun sig pludselig bort fra ham og skyndte sig hen til det øvrige Selskab, der imidlertid var kommet et langt Stykke i Forvejen. Henning saa forvirret efter hende, uden at vide, hvorledes han skulde opfatte dette heftige Udbrud. —

      Da Henning om Aftenen kom op paa sit Værelse uden senere at have talt med Minna, var han opfyldt af en Mængde forvirrede Tanker. Hvor meget han end grundede over den lille Scene, der saa pludselig var opstaaet mellem dem, kunde han ikke rigtig forklare sig, hvorledes det var kommet dertil. De havde i al den Tid, de havde været sammen, omgaaedes hinanden som gode Venner, hverken mer eller mindre. Og nu denne pludselige, stærke Sindsbevægelse uden nogen egentlig Aarsag!

      Men havde ikke ogsaa han et Øjeblik ladet sig rive med af en uforklarlig Følelse?

      Han erindrede, at han havde følt sig pinlig berørt, da hun saa kjækt erklærede, at hun aldrig kunde blive alvorlig forelsket. Men hvis hun var ham ligegyldig, hvad behøvede han saa at bryde sig om hendes Modtagelighed eller Ikke-Modtagelighed for Kjærlighedens guddommelige Magt? Og denne pludselige Overgang, da han havde talt mildt og venligt til hende, bebrejdet hende, at hun gjorde sig selv Uret! Han kunde ikke nægte, at han i det Øjeblik selv havde været under Indflydelse af en varm og bevæget Stemning. Var hun da virkelig kommen til at holde af ham ud over det rolige og fornuftige Venskab, der hidtil havde bestaaet mellem dem? Og besvarede han denne varmere Følelse uden rigtig at vide af det?

      Det var ham umuligt at komme til Klarhed derover. Det var kommet altfor pludselig og uventet. Han gik frem og tilbage i Værelset, medens han tilbagekaldte i sin Erindring hvert Ord, der var blevet vexlet mellem dem i den Tid, de havde kjendt hinanden. Men det var altsammen blevet saa taaget og ubestemt. Det eneste, der stod fuldkomment tydeligt for ham, var deres sidste Samtale og det sælsomme Blik, hun havde fæstet paa ham.

      Og hver Gang han kom dertil, følte han den samme Bevægelse, der havde tilskyndet ham til at gribe hendes Haand. Tilsidst sagde han ved sig selv: Saa maa det dog være sandt, at vi holder af hinanden, uden at nogen af os har vidst det før nu.

      Men mærkeligt nok kunde han heller ikke føle sig glad og rolig til Mode, da han var kommen til dette Resultat. Hans Pande brændte lige feberhed, og han følte sig træt og anstrængt uden dog at have Trang til Hvile. Tilsidst blev denne Tilstand ham helt utaalelig. For at adsprede sine Tanker satte han sig ved Bordet og begyndte paa et Brev til sin gamle Ven og fortrolige, Hans Frederik. Men da det var halvvejs færdigt, rev han det itu.

      Arbejdet havde imidlertid den gavnlige Virkning paa ham, at det beroligede hans Nerver, og omsider kastede han sig paa Sengen, efter at det for længe siden var blevet højlys Dag.

      Han vaagnede med en trykkende Hovedpine, som om han havde været til Sold den foregaaende Aften. Da han saa paa sit Ur, viste det fem. Han havde altsaa kun sovet et Par Timer. Nede i Gaarden rumsterede Karlen med Heste og Vogn. En og anden Fanøpige vandrede med sine Fiskeredskaber paa Nakken hen ad Vejen, der førte til Stranden. Ellers var alting stille. Badegjæsterne var endnu ikke komne paa Benene.

      Det var en prægtig Sommermorgen. Luften stod i en let, graalig Dis, der spaaede varmt Vejr op ad Dagen. Mellem den jydske Kyst og Øen laa Søen saa blank og stille, at Maagerne, der kredsede omkring over Færgestedet, kunde spejle sig i Vandet. I det gamle Kastanietræ udenfor Gjæstgivergaardens Port sad en Spurvefamilie og istemte sin glade Morgenkoncert.

      Henning mente, at en Tur langs Stranden vilde gjøre ham godt. Han klædte sig paa og aabnede forsigtig Døren for at slippe ubemærket ud af Huset. Han var ikke oplagt til at møde fremmede Ansigter.

      Nede i Forstuen traf han Gaardens Faktotum, Lars Mortensen, i Færd med at bære et Par smaa Kufferter ud til en Trillebør, der stod henne i Porten.

      »Ih, se Godmorgen, Hr. Bentsen; allerede saa tidlig paa Færde?« bemærkede den altid velvillige Lars.

      »Ja, i Dag èr jeg nok første Mand oppe.«

      Henning vilde gaa forbi uden at indlade sig i nærmere Samtale, men Lars, der sjælden lod nogen Lejlighed til at faa sig en Passiar gaa ubenyttet hen, satte ganske ugenert Kufferterne fra sig midt i Gangen, og idet han saa paa Henning med et polidsk Blink i sine smaa, graa Øjne, svarede han igjen:

      »Aa nej, deri skal jeg dog hilse og sige, at Hr. Bentsen ta'er fejl. Husbonds fremmede har saamænd allerede været oppe en stiv Klokketime; for de skal afsted med den første Baad, skal jeg sige os.«

      »Din Husbonds fremmede?« spurgte Henning, uden strax at gjætte, hvem Karlen mente. »Naa, der er altsaa nogle af Badegjæsterne, der rejser i Dag?«

      »Ja, det vil sige, det er Husbonds egne fremmede,« forklarede Lars. »Hr. Bentsen forstaar nok, at jeg mener den lille Frøken og hendes Mo'er, som er i Besøg hos vos.«

      »Rejser de i Dag —?« spurgte Henning noget forvirret.

      »Ja, mænd gjør de. De skulde allenfals ha'e væt afsted en af Dagene, for Frøkenen skal jo møde paa Komedianthuset der inde i Kjøbenhavn. Men saa blev det bestemt i Aftes, at de vilde ta'e afsted nu til Morgen. Jeg troede endelig, at Hr. Bentsen var kommen her ner for at byde Frøkenen Farvel.«

      Og med disse Ord blinkede han til Henning med en hemmelighedsfuld Mine, der gav hans store, brede Ansigt et uimodstaaelig komisk Udtryk.

      »Jeg vidste ikke, at Frøken Thorsen vilde rejse i Dag«, svarede Henning noget kort.

      »Ja, ja, men hvis Herren gaar sig en Tur ved Stranden, saa træffer han bestemt Frøkenen, for hun gik derned lige nyssens.«

      Med denne Bemærkning tog Lars atter fat paa Kufferterne og bar dem ud til Trillebøren.

      Henning tøvede et Øjeblik, før han gik videre. Der paakom ham en ubestemt Følelse af, at han stod overfor et afgjørende Enten—Eller. Lod han Minna rejse uden at tale med hende forinden, kunde det vel hænde, at de aldrig mødtes mere. Og maaske vilde da det, der var foregaaet mellem dem Aftenen i Forvejen, om kortere eller længere Tid staa for dem begge som et falmet Minde uden nogen Indflydelse

Скачать книгу