ТОП просматриваемых книг сайта:
Hans Råskov. Knud Hjortø
Читать онлайн.Название Hans Råskov
Год выпуска 0
isbn
Автор произведения Knud Hjortø
Жанр Зарубежная классика
Издательство Public Domain
Så kom Eva i spidsen for de andre børn.
Han syntes ikke rigtig han kunde kende hende igen; det var ligesom hun havde forandret sig siden i går. Det overraskede ham, at hendes øjne virkelig var så kolde; hun så på ham, som om han kunde være en hund. Han blev straks meget forbeholden og klodset, men vilde ellers nok være med til at lege.
Der var en stor, gammel halmstak, der så ud til at interessere frøken Eva. Hjemme havde Hans før i tiden haft en lignende stak, som han havde gennemboret med et indviklet system af huller. Han foreslog, at de skulde behandle denne på samme måde; han vilde gærne føre an, men han kunde dårlig få det frem, og bedst som han talte, stak Eva i løb hen mod stakken, og de andre bagefter. Hans løb også, men han skammede sig og kom derfor sidst. Da han nærmede sig stakken, havde de andre allerede boret sig et stykke ind i halmen, og da han så den begyndte leg, opdagede han også, at han kom alene og var uden for, og da kneb det med at vinde der hen. Han mødte oven i købet Evas øjne og måtte se ned i jorden.
Der kom et eller andet lune over det forkælede barn, da hun så den store dreng, der kom trækkende på benene og skulede til siden, den dårligste legekammerat, der kunde tænkes, og hun sae tydeligt og afgørende, som hun sae alt andet:
Ham dær, Hans, ham vil vi ikke ha med.
Hans gjorde tre hurtige skridt frem ad hen til en middelstor, skarpkantet flintsten, som han havde opdaget i samme øjeblik; han tog den op og vendte sig mod hende; nu turde han se på hende, og samtidig følte han med velbehag, hvordan spidserne af den skarpe sten gik ind i hans hånd. Hun stod ret op og passede på ham, parat til at vende sig og løbe, hvis han hævede armen. Han var en mærkelig dreng, tænkte hun, med den tunge krop og det altfor store ansigt; første gang hun så ham, var han for hende blevet indbegrebet af det, de i København kaldte »bonde«. Hans mund var for lille og så underlig ubehjælpsom; men i dette øjeblik var der lige som draget et slør fra hans blå øjne, de var mere klare og sikre, end hun før havde lagt mærke til; nu huskede hun også, at der kunde komme et eget stærkt udtryk i dem, når de var rettede på fjærne ting. Og nu faldt dette samme blik lige på hende. Som den verdensdame hun var, havde hun fra første øjeblik haft sans for den latterlige modsætning mellem den klodsethed, der hørte til hans alder, og alvoren i hans øjne, der ikke svarede til hans fjorten år. Han var en meget ordinær bondeknold, men samtidig tillod han sig at se på en, som om han allerede var en voksen mand. Lige i øjeblikket var det latterlige mindre påfaldende; hun var også lidt bange for den sten, han stod med i hånden.
Hans gik forbi stakken, idet han stadig holdt på stenen. De andre sae ikke noget, de fornægtede ham og skammede sig ved ham; den lille dame havde fældet dommen over ham med en stemme, der var som skabt til det samme; det faldt dem ikke ind at ta hans parti.
Hans kom hjem med sin flintsten i hånden; han vidste ikke, hvad han skulde gøre med den, da han havde undladt at kaste den i det øjeblik, anledningen var der. Han blev så desperat hver gang han så på den, at det var ham umuligt at kaste den fra sig uden videre. Til sidst fandt han en plads til den i et hul i havegærdet, hvor han også havde andre sager gemt. Dær opbevarede han den og så til den en gang imellem.
Et sted ude i marken var der en skrænt med store huller i, hvor Hans kunde ligge skjult, når han ikke kunde tåle, at nogen kom i nærheden af ham eller talte til ham. Dær gennemgik han med sig selv, hvad der var sket; undertiden krævede hans sindsstemning, at han også forestillede sig, hvad der dernæst kunde være sket, hvis han havde båret sig anderledes ad, om han for eksempel havde kastet stenen på hende og givet hende en lille blodig erindring i det frække ansigt, et mærke, hun kunde beholde for livstid – — Han hadede hende så vel som det forbandede tilfælde, der havde gjort, at han nogen sinde havde set hende, og han krøb dybere ind mellem brombærrankerne, når lyden af stemmer nåede ham henne fra marken, og sådan gik der et par timer, uden at hævnsygen fæstnede sig under en bestemt form; når han tænkte sig een mulighed, kom der altid et »eller«, men aldrig noget, han kunde blive tilfreds med. Det endte gærne med, at han faldt i søvn, og så snart han vågnede, søgte han tilbage til andre mennesker, altid til flere, der talte sammen og ikke ænsede ham, og allerbedst var det da inde i borgestuen om aftenen, når han kunde sidde i en krog og la sine øjne vandre fra den ene til den anden, eftersom de tog ordet. Der var lægedom i at høre mennesker tale om ting, der lå så langt borte som muligt fra det, han tænkte på, og mens de snakkede om hverdagsting, som han ikke hørte det halve af, nåede han selv til en mere fornuftig betragtning af sit eget: Han havde båret sig rigtigt ad; det var bedst, sådan som det var gået.
Hans læste meget i denne tid; han havde fået fat i en stor fysik, som han uden vanskelighed forstod det meste af, efter at de i skolen havde gennemgået en mindre lærebog. Den og så en anden bog tog han med ud til sit skjulested i marken; han læste afvekslende i dem bægge, eftersom hans trang tilsagde ham det, og hans stemning svingede fra følelsen af at ha overvundet sin beskæmmelse, til den sjælelige smærte, der blir tilbage, når ens sind udvider sig for at optage en indgribende oplevelse.
Den anden bog, han læste i, var Johannes' Åbenbaring.
V
Det var en blytung Augustaften. Hen på eftermiddagen var himlen dækket ligesom af en lys stenbro af runde skyer, men mens solen gik ned, begyndte mørkere skymasser at arbejde sig op over horisonten; de skubbede mod hinanden som store, dorske dyr og drev sejt op på himlen, som havde det ingen hast; de blev nok færdige med deres, uden at de behøvede at jage på. Lidt efter lidt blev de til en sammenhængende masse, der skred hen under himlen som en sort hylde, og nede på jorden blev det drøjt at røre sig til noget; ved den mindste bevægelse sprang sveden frem og var ikke til at tørre af, og små bitte sorte fluer satte sig hele tiden fast i ansigtet og ned på halsen. Så begyndte tordenen at la sig høre langt borte som en hul hvisken af brag, der har rejst mange mil og tabt sig under vejs.
Inde i Peder Hansens borgestue sad mandfolkene og røg og snakkede om været. Karlen var utidig og gjorde løjer med den gamle, der nu igen begyndte at spille kegler, men manden talte ham strængt til, og husmanden sae: Det kan allersnarest træffe dig selv. – Og ud af sin uudtømmelige grube af historier begyndte han:
Peder Hansen kan du huske Rasmus, der tjente hos gamle Jens Jørgen, gale Rasmus, som de kaldte ham? De var jo noget hellige, folkene på gården, og gik meget i kirke, præsten tog dem altid i hånden, og somme tider fulgtes de med ham et stykke; det var ualmindelig flinke folk. Rasmus' kæreste døde for ham, mens jeg tjente dær som dreng, og siden den tid drak han noget meget. Så en Søndag formiddag, vi sidder og får vor mellemmad, siger manden: Du skulde hellere ta og gå med i kirken, Rasmus – — sådan på en meget pæn måde. Men Rasmus grinede ilde og bandede på, at det sludder brød han sig ikke om. – Ja ja, siger manden, det er da'n noget du blir fuld af, det er da een ting. – Efter dette her blev Rasmus så tosset til at bruge mund, når nogen talte om kirken eller præsten eller sådan noget. Så var det en dag, vi var ude og høste, og det var tordenvær, og vi sad bag ved en hov og skrukkede, men Rasmus stod op og skældte ud over været. Han var blevet så snaksom. Det var jo noget sludder han sae, men fruentømmerne kunde ikke li' det. – Du skulde ta og sætte dig ned, sae de, men han brød sig fanden om vorherre, som han sae, og det vilde han ta dem alle sammen til vidne på. Det var jo ikke noget at sige, når været var lige op over. Som vi sidder dær, slår det ned i et hus oppe i byen, og vi ser den klare lue stå op fra taget. – Nu skal du sgu her ned til os andre, siger den anden karl og begynder at rejse sig, men i det samme siger Rasmus noget, som jeg nu ikke vil genta, og rækker pegefingeren op mod himlen, og det er der jo en gammel tro, der siger, man ikke skal, og lige som han gør det, kommer der et ualmindelig stort lyn – — —
Blev han ramt? spurte pigen.
Det er der ingen, der veed, svarede husmanden; han blev da stående op, men fingeren var så stiv som en pind, og han blev aldrig til menneske mer. Vi måtte ha ham ned imellem os og holde på ham; jeg var da også med til det; men da han havde skabet sig lidt, blev han ligesom en klud. Doktoren sae, det var delirium, og det var det naturligvis også til dels, men den stive finger