Скачать книгу

GYNT

      Snille moer, jeg beer —

ÅSE

      (kaster en græstørv efter ham)

      Løft mig ned på timen, Peer!

PEER GYNT

      Turde jeg, så visst jeg vilde.

      (nærmere)

      Husk nu på at sidde stille.

      Ikke spark og spænd med benene;

      ikke riv og rusk i stenene, —

      eller kan det gå dig ilde;

      du kan dratte ned.

ÅSE

      Dit bæst!

PEER GYNT

      Ikke spræl!

ÅSE

      Gid du var blæst

      som en bytting ut af verden!

PEER GYNT

      Fy da, moer!

ÅSE

      Tvi

PEER GYNT

      Giv mig heller

      din velsignelse til færden.

      Vil du? Hvad?

ÅSE

      Jeg vil dig dænge,

      om du end er nok så stor!

PEER GYNT

      Ja, far vel da, kære moer!

      Hav nu tål; jeg blir ej længe.

      (Går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger.)

      Husk så på du ikke spræller!

      (går).

ÅSE

      Peer! – Gid hjælpe mig, nu går han!

      Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,

      vil du høre! – Nej, der skrår han over jordet – !

      (Skrigende.)

      Hjælp! Jeg svimler!

      (to kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen).

FØRSTE KÆRRING

      Kors; hvem skriger?

ÅSE

      Der er mig!

ANDRE KÆRRING

      Åse! Se, – så høyt på strå?

ÅSE

      Dette her vil lidt forslå; —

      snart Gud bedre mig, jeg himler!

FØRSTE KÆRRING

      Signe rejsen!

ÅSE

      Hent en stige;

      jeg vil ned! Den fandens Peer —

ANDRE KÆRRING

      Sønnen jers?

ÅSE

      Nu kan I sige,

      I har set, hvor han sig ter.

FØRSTE KÆRRING

      Vi skal vidne.

ÅSE

      Hjælp mig bare;

      jeg vil bent til Hægstad fare —

ANDEN KÆRRING

      Er han der?

FØRSTE KÆRRING

      Så blir I hævnet;

      smeden kommer og til stævnet.

ÅSE

      (vrider hænderene)

      Å, Gud trøste mig for gutten;

      de tar livet hans til slutten!

FØRSTE KÆRRING

      Ak, den lod er tidtnok drøftet;

      trøst jer med, det er så laget!

ANDEN KÆRRING

      Hun er rent fra sans og vid.

      (Råber opover.)

      Ejvind, Anders! Hej, kom hid!

EN MANDSSTEMME

      Hvad er fat?

ANDEN KÆRRING

      Peer Gynt har løftet

      moer sin op på kværnetaget!

__________________________

      (En liten højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)

PEER GYNT

      Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.

      (Stiger halvt over; så betænker han sig.)

      Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?

      (Skygger for øjnene og ser bortover.)

      Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. —

      Hm, det er kanske rettest jeg vender.

      (Trækker atter benet til sig).

      Stødt så flirer de bag ens ryg,

      og tisker, så det tvers igennem en brænder.

      (Går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet.)

      Den som havde noget stærkt at drikke.

      Eller den, som kunde gå uformærkt. —

      Eller den, som var ukendt. – Noget rigtig stærkt

      var bedst, for så bider latteren ikke.

      (Ser med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)

EN MAND

      (i samtalen)

      Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.

EN KONE

      Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog.

      (Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)

PEER GYNT

      (sagte)

      Å, lad dem snakke!

      De kan da vel ikke livet av mig rakke.

      (Kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.)

      For en underlig sky. Den ligner en hest.

      Der er mand på med, – og sadel – og grime. —

      Bagefter

Скачать книгу