Скачать книгу

dag da ’Jon med skæppen’

      tog ivej med kramkarl – skræppen.

      (Tørker øynene med forkledet.)

      Ak, du er dog stærk og stor,

      skulde stå som stav og støtte

      for din gamle skrale moer, —

      skulde gårdens gerning skøtte,

      værge slumpen af din arv; —

      (græder påny)

      å, Gud hjælpe med for nytte

      jeg har havet af dig, din skarv!

      Hjemme ligger du i gruen,

      roder rundt i kul og emmer;

      mellom bygdens folk du skræmmer

      jentene fra gildestuen, —

      gør mig spe på alle kanter,

      slås med sognets værste fanter —

PEER GYNT

      Lad mig være.

ÅSE

      (følger efter)

      Kan du nægte

      du var fremste mand i laget

      i det store basketaget,

      som for nylig stod på Lunde,

      der I slogs som olme hunde?

      Var det ikke dig, som knækte

      armen på han Aslak smed, —

      eller idetmindste brækte

      ene fingeren hans af led?

PEER GYNT

      Hvem har fyldt dig med slig præk?

ÅSE

      (hidsig)

      Husmanskonen hørte hylene!

PEER GYNT

      Ja, det var meg, som skreg

ÅSE

      Dig?

PEER GYNT

      Ja, moer, – for jeg fikk pryglene.

ÅSE

      Hva for någet?

PEER GYNT

      Han er spræk

ÅSE

      Hvem er spræk

PEER GYNT

      Han, Aslak, ved jeg.

ÅSE

      Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!

      Slig en slarvet fyldebøtte,

      slig en rangler, slig en dranket

      drammesluger har dig banket?

      (Gråter igjen.)

      Mangen skam og skændsel led jeg;

      men at dette skulde ske,

      det var dog den værste spe.

      Lad ham være nok så spræk; —

      skal du derfor være vek?

PEER GYNT

      Om jeg hamrer eller hamres, —

      ligefuldt så skal der jamres.

      (Ler.)

      Trøst dig, moer —

ÅSE

      Hvad? Har du løjet nu igjen?

PEER GYNT

      Ja, denne gang.

      Tør så gråden pent af øjet; —

      (knytter den venstre hånd)

      se, – med denne knibetang

      holdt jeg hele smeden bøjet;

      højre næven var min slægge —

ÅSE

      O, din slagsbror! Du vil lægge

      mig i graven med din færd!

PEER GYNT

      Nei da; du er bedre værd;

      tyve tusend gange bedre!

      Lille, stygge, snille moer,

      du kan lide på mit ord,

      hele bygden skal dig hædre,

      bare vent til jeg får gjort

      noget – noget rigtigt stort!

ÅSE

      (blæser)

      Du!

PEER GYNT

      Hvem ved, hvad en kan møde!

ÅSE

      Gid du bare blev så klog,

      at du engang kunde bøde

      flængen i din egen brog!

PEER GYNT

      (hidsig)

      Jeg skal blive konge, kejser!

ÅSE

      Å. Gud trøste mig, nu rejser

      sidste resten av hans vid!

PEER GYNT

      Jo, jeg sal! Giv bare tid!

ÅSE

      Ja, giv tid, så blir du prins,

      siges der, om ret jeg minds!

PEER GYNT

      Du skal se, moer!

ÅSE

      Hold din mund!

      Du er gal i bunde og grund, —

      Nå, det er forresten sandt, —

      noget var derblevet af dig,

      hvis du ikke dagstødt gav dig

      af med løgn og tøv og tant.

      Hægstadjenten var dig god.

      Let du havde vundet spillet,

      hvis du rigtig havde villet —

PEER GYNT

      Tror du?

ÅSE

      Gamlen har ej kræfter

      til at stå sit barn imod.

      Han er stivsindt på en måde;

      men til slut får Ingrid råde,

      og hvor hun går, fod for fod

      stavrer knarken arrig efter

      (begynder igen at græde)

      Ak min Peer; en grundrig jente, —

      odelsjente! Tænk dig til; —

      hvis du bare havde villet,

      stod du nu som brudgom gild, —

      du, som går her svart og fillet!

PEER GYNT

      Kom, så vil vi ja-ord hente!

ÅSE

      Hvor?

PEER

Скачать книгу