LITMIR.BIZ

Скачать книгу

og aldeles styrer de nationale læresætninger, det vil sige de nyttige fordomme. Hvis hver enkelt med hensyn til religion støtter sig til sin særlige fornuft, vil man straks opleve anarki inden for troen eller nedbrydning af den religiøse suverænitet. På samme måde, hvis hver enkelt gør sig til dommer over styrets principper, vil man straks opleve civilt anarki eller nedbrydning af den politiske suverænitet. Et styre er fuldstændig som en religion: Det har sine læresætninger, sine mysterier, sine tjenere; at underkaste det hver enkelt individs diskussion er det samme som at tilintetgøre det; det lever kun i kraft af den nationale fornuft, det vil sige den politiske tro, som er et symbol.¹³⁶

      Intet godt kommer fra menneskets skaberkraft. Som vi skal se senere, så kommer derfra kun smerte og ødelæggelse, hvorimod alt varigt og godt stammer fra kræfter uden for eller rettere oven over mennesket. Mennesket selv er for svagt og imperfekt til at skabe varige institutioner. Det er “ganske som en matematisk læresætning, at ingen store institutioner kommer fra drøftelser”.¹³⁷ Egentlige institutioner vokser frem bag om ryggen på mennesket og får deres konstans fra guddommelig sanktion og tidens test. Forholdet imellem de to er ikke klart, men det er til gengæld Maistres grundholdning, at institutioner – hvor irrationelle og brutale de end til tider forekommer os – der har lang tidsmæssig udstrækning, eller som forefindes overalt på kloden, må tjene et formål, og dette immuniserer dem for vores kritik. De står, fordi de står, og derfor skal de fortsat stå, og ingen kritik, hvor moralsk eller logisk rigtig den end er, har noget at skulle sige. Det virker, som om Maistre i sin iver efter at beskytte kirken og tronens position fra rationalistiske argumenter, umuliggør at nogen institutioner eller praksisser med bare en eller anden form for konstans kan udsættes for kritik.

      Maistre reserverer en særlig sarkasme til dem, der tror, at forfatninger er noget, mennesket kan skabe og genskabe. Det er hovmodigt af mennesket, der ikke engang kan skabe et insekt eller et stykke mos, at tro, at det kan være ophavet til suveræniteten, det vigtigste og helligste af principper. Mennesket bør ikke foregøgle sig, at det bevidst kan forbedre eksisterende institutioner eller forfatninger, der er resultatet af generationers og Guds visdom. Det kan intet menneske eller kollektiv af mennesker nu og her overskue eller forbedre, kun ødelægge. Derfor advarer Maistre igen og igen imod innovationer baseret på fornuft og argumenter: “Det var en ganske særlig absurditet i det forrige århundrede at dømme alting ud fra abstrakte regler uden hensyntagen til erfaring”.¹³⁸

      Erfaringen lærer os nemlig, siger Maistre, at kun det ikke-rationelle varer ved, hvorimod det, der udsættes for rationel undersøgelse, kollapser. Det kollapser, fordi alt, der er skabt af fornuft, kan ødelægges af fornuft, hvorimod det ikke-rationelle modsætter sig kritikken, netop fordi det unddrager sig den rationalistiske efterprøvning. Arveligt monarki, den monogame familie (krig som vi skal se nedenfor) og mange andre af de ting, der æres, er uforståelige, måske endda fornærmende, ud fra et abstrakt rationelt udgangspunkt. Hvorfor ære en konge, bare fordi hans forældre sad på tronen? Hvorfor blive i en familie, bare fordi man engang har afgivet et løfte? Disse institutioner er ikke-rationelle, men netop derfor har de overlevet i århundreder. De skal ikke stå til regnskab for det selvcentrede individs abstrakte nyttekalkulation men tvinger til lydighed og troskab gennem en mystisk og skjult kraft, der forpligter den enkelte. Som Isaiah Berlin opsummerer Maistres argument:

      Religion er fornuften overlegen, ikke fordi den giver mere overbevisende svar end fornuften, men fordi den ikke giver nogen svar overhovedet. Religionen overtaler og argumenterer ikke. Den kommanderer. Tro er kun virkelig tro, når den er blind. Så snart religionen leder efter begrundelser, er det ude med den. Alt i universet, der er stærkt, permanent og effektivt er hinsides, og i en vis forstand imod, fornuften.¹³⁹

      Mennesket giver ikke sig selv noget. Det modtager alting. Og det skal derfor forlade sig på det givne og ikke søge efter det (selv)skabte. Og det skal kende grænserne for sin fornuft. Om end det til tider kan lyde sådan i hans skrifter, så advokerer han ikke for irrationalitet og afvisning af videnskab som sådan. Argumentet angår en opdeling i, hvor og hvor meget fornuften kan regere. De videnskabelige principper er, siger Maistre, glimrende på det naturvidenskabelige område. Problemet opstår, når de invaderer den moralske eller politiske sfære. Når al sandhed bliver rationalistisk sandhed, da bliver alt sandt ifølge Maistre til usandhed.

      I en kritik af menneskerettighedstænkningens påståede abstrakthed formulerer Maistre et siden velkendt argument imod menneskerettighederne for at operere med et tomt menneskebegreb, der står i modsætning til det konkret levede livs fylde og indhold:

      Den franske forfatning af 1795 var ligesom alle sine forgængere skrevet for mennesket. Men der findes ikke en sådan størrelse som mennesket her i verden. I min livstid har jeg set franskmænd, italienere, russere osv; takket være Montesquieu ved jeg, at man endda kan være perser. Men erklærer jeg, mennesket har jeg aldrig mødt. Hvis han eksisterer, da er han ukendt for mig.¹⁴⁰

      Den abstrakte størrelse menneske er en illusion, da der kun findes konkrete, faktiske mennesker. Og det er et forræderi imod disse konkret eksisterende mennesker. De konkret eksisterende og besværlige mennesker prisgives til fordel for en vag forestilling om fremkomsten af en god menneskehed. Oplysningsfilosofferne fratager mennesket den umiddelbare tilgang til livet, de bånd, de vaner og den historie, der gør det enkelte menneske både unikt og del af en kæde af mennesker i fortid, nutid og fremtid til fordel for det egennyttecentrerede, atomistiske og ensomme individ.

      I stedet for abstrakt rationalisme og vurdering baseret på absolutte principper argumenterer Maistre for en politik funderet i historie og erfaring. Han kalder historie for ‘eksperimentel politik’ og konkluderer herfra en række aksiomer angiveligt ‘bevist’ af historien, som fx at “arveligt monarki er det mest stabile, lykkelige og mest naturlige for mennesket og at valgmonarki derimod er den værste styreform”.¹⁴¹ Problemet med argumentationsformen er åbenlyst det, at historien er så rig, at den altid giver modeksempler.

      Institutioner skal ikke vurderes på deres oprindelse (som Maistre medgiver ofte er en illegitim usurpation, erobring eller lignende), men på deres konstante og varige effekter. En i udgangspunktet illegitim institution bliver over tid legitim. Det, at den varer ved, viser ifølge Maistre, at den tjener et gavnligt formål, og derfor er den legitim. Det, der abstrakt set kan synes som misbrug og illegitimitet (fx kongens prærogativ eller adelens stilling), kan være nyttigt og gavnligt for samfundet som sådan: “Sædvane er al legitimitets moder”.¹⁴² Men samtidig insisterer han på monarkiets guddommelige oprindelse, hvilket oplagt står i modsætning til idéen om legitimitet gennem historisk konstans:

      Det står skrevet ‘Fra mig regerer konger’. Det er ikke en frase fra kirken eller en metafor fra præsten. Det er en bogstavelig sandhed, simpel og håndgribelig. Det er den politiske verdens lov. Gud bogstaveligt talt skaber konger. Han forbereder royale slægter, lader dem modnes under en sky, der skjuler deres oprindelse. De fremstår da kronet med hæder og ære. De tager deres plads. Og det er det mest sikre tegn på deres legitimitet.¹⁴³

      En mulig løsning er den, Maistre skitserer i Essai sur le principe générateur des Constitutions politiques et des autres institutions humaines, hvor han beskriver tidens gang som Guds premierminister,¹⁴⁴ således at en retmæssig hersker eller styreform beskyttes af Gud, hvorimod en uretmæssig væltes. Men heller ikke dette argument er konsistent, som Maistre godt ved, hvilket hans kritik af den franske revolution viser. Problemet forbliver uløst hos Maistre og illustrerer problemet med at legitimere en styreform, der har mistet sin uangribelighed. Legitimering er først relevant, når dets grundlag er eroderet, og Maistre finder ikke et nyt grundlag for den gamle ordens beståen.

       III

      Maistre er mest kendt for sin optagethed af vold og krig som konstanter i den menneskelige tilværelse, særligt da han ikke tørt bemærker det som en evig mulighed, men derimod udpensler livets afhængighed af døden, af den brutale død. Men som Owen Bradley skriver i sin glimrende, om end vel apologetiske bog A Modern Maistre, så er Maistre en voldens filosof, men ikke en voldelig filosof,¹⁴⁵ dvs. han registrerer (og overdriver) tilværelsens brutalitet uden nødvendigvis at ville volden. Dog er hans

Скачать книгу