Skolens fremtid - Jorn Skovsgaard

Скачать книгу

både af deres chefer og af deres medarbejdere – en uværdig exit er i vente.

      I disse samfund er “balance” et nøgleord i omgangen mellem mennesker. Og transparens i form af indsigt i handelspartneres forhold er tit en forudsætning for en god en handel. Derfor bruger man meget tid på at se hinanden an, og man har som regel ikke noget imod at give adgang til sine regnskaber, lagre, værksteder osv. Den form for transparens er også en konfliktregulator. Den traditionelle ceremoni, hvor statsoverhoveder skridter fronten af foran det opstillede æreskompagni har sin rod i ceremonier, hvor man stillede sine hære op over for hinanden, og hvis det på den baggrund var indlysende, hvordan udfaldet af en konfrontation ville blive, ja så var det udgangspunktet for den videre forhandling om etablering af en ny balance mellem parterne.

      Det er helt modsat af, hvordan mønsteret har udviklet sig i den danske og nederlandske verden. Her gælder det tvært i mod om at holde så meget skjult som muligt. Enhver må bjærge sig så godt som muligt, og derfor er det både tilladt og legitimt fx at sælge et produkt, der ikke helt er, hvad det giver sig ud for. Man må med andre ord godt snyde. Ja, handlen går vel dybest set netop ud på at sælge noget til en pris, der er højere, end det produktet rent faktisk er værd. Intet under, at europæere og danskere og hollændere i særdeleshed i mange år har været omgærdet med stor mistro i de asiatiske handelsmiljøer.

      Der går en klassisk historie om en dansk handelsmand, der vist nok i slutningen af halvtresserne indgår en kontrakt med et firma om produktion og leverance af noget elektronik. Det er i sig selv usædvanligt for japaneren, at der skal indgås kontrakt; man kan vel blot indgå en aftale, men det blev altså udgangen. Mens produktionen kører, og inden leverancen har fundet sted, beslutter den danske regering at devaluere kronen, hvilket har den effekt, at japaneren reelt får mindre for sine varer. Han ringer derfor til danskeren og siger: “Vort forhold er kommet ud af balance!” Efter nogen snakken frem og tilbage går det endelig op for danskeren, at det der foregår er, at japaneren vil genforhandle den pris, der er fastsat i kontrakten, hvilket danskeren anser for aldeles uhørt! “Jamen, du får jo flere værdier, end du betaler for, når du sælger dine apparater videre, hvorimod jeg får færre muligheder på det danske marked”, siger den uforstående japaner. Danskeren slår en latter op – “Ja, netop. Det var jo heldigt for mig og trist for dig. Det er da derfor, vi har en kontrakt. Ellers havde vi jo ikke noget at holde os til”. Det blev ikke til en varig handelsforbindelse, og det har da også været karakteristisk, at asiatiske selskaber, har været meget tøvende overfor at etablere sig i Danmark. Der var en overgang forhandlinger med en af de dominerende japanske producenter om at etablere et stort samleanlæg for biler på Sjælland; men det endte med, at fabrikken blev placeret i Skotland – ifølge historien fordi japanerne ikke kunne gennemskue prisfastsættelsen og handelsbetingelserne for overtagelse af byggegrunden – hvem kan bebrejde dem?

      Thomas Højrups livsformsanalyser vendte op og ned på mange myter og hævdvundne antagelser om, hvordan livet i danske familier og i de danske nærområder er skruet sammen. Myten om en sammenhængende fælles konsensus om, hvad begrebet “danskhed” går ud på, undermineres. Det danske samfund omfatter flere forskellig livsformer med meget forskellige og modstridende præferencer, og den danske stats særlige konstruktion udgør en overgribende syntese, som gør det muligt for disse ikke umiddelbart forenelige værdiperspektiver at trives side om side.

      Thomas Højrup skelner først mellem rurale livsformer og urbane livsformer, og siden mellem selvstændighedskulturer, solidaritetskulturer og karriereorienterede kulturer, og efterfølgende er der blevet sat fokus på livsformer, der har sit udgangspunkt i borgernes etniske baggrund. Det kan jo så i parentes bemærkes, at integrationsproblematikken jo netop kompliceres af, at det ikke er en entydig danskhed, hvori man skal integreres; men tvært imod en danskhed, som er gennemkrydset af dybtliggende, men også underforståede og sjældent artikulerede modsætninger.

      Der blev for flere år siden foretaget interviews med nyligt ankomne unge indvandrere om deres oplevelse af mødet med danskerne. En af de unge forklarede, at han var meget optaget af at opføre sig korrekt, og at han derfor ofte spurgte de nærmeste danskere til råds i store og små spørgsmål. Og han fik som regel et træk på skulderen til svar. “Det kan du gøre, som du nu synes – vi lever jo i et frit land!”, lød svaret som oftest. Men, når han så gjorde, som han fandt rigtigt eller naturligt, var det alligevel helt forkert. Ikke sådan at forstå, at danskerne fortalte ham, at det var forkert, hvorfor det virkede uhensigtsmæssigt, og hvad en mere korrekt fremgangsmåde havde været; men kulden og isolationen var ikke til at tage fejl af. Man kan ikke gøre, hvad der bliver sagt – hvis der ikke bliver sagt noget!

      Til sammen udgør de modstridende præferencer i befolkningen et forklaringsgrundlag for de særlige adfærdsdispositioner, som er med til at karakterisere livet i danske organisationer. Det kan forklare de engelske lederes kulturchok, og det er det kulturelle grundlag, som ledere gør klogt at tage bestik af, når de skal etablere lederskab i danske organisationer.

      Den danske arbejdsplads i den komparative kulturanalyses optik

      Medarbejderne er ikke primært motiveret af penge og magtsymboler, men i højere grad af anerkendelse af og respekt for deres individualitet.

      Arbejdspladsen er som regel platform for medarbejdere med vidt forskellige perspektiver, idet det for nogle drejer sig om at arbejde for løn, fritid og rettighederne i den kollektive overenskomst, for andre om at arbejde for karrieren og for atter andre om at arbejde for (familie)virksomheden.

      Konflikter, interessemodsætninger eller forskellige præferencer formuleres sjældent i direkte manifeste udtryk, men kommer snarere til udtryk i dagligdagens positioneringer, artikuleres gennem kropssprog, og i at ethvert forhold i princippet kan gøres til genstand for forhandlinger.

      Medarbejderne er ikke afhængige af eller ønsker for den sags skyld at få udtømmende arbejdsbeskrivelser, men er indstillede på selv at løse hverdagens opgaver og de tilstødende problemer ud fra en generel forståelse af arbejdspladsens rationale og ud fra deres personlige præferencer.

      I det oprindelige essay fremstillede jeg en sammenfatning, som i en dansk genskrivning lyder som følger:

      “Ud fra disse betragtninger bliver rationalet i konstruktionen af den danske folkeskole måske også mere begribeligt. Skolen bliver identificeret som et statsapparat med undervisningsministeren som øverste myndighed; men vi har alligevel decentraliseret den i et omfang, der er ekstremt selv i sammenligning med vore naboer. Samtidig med, at skolerne skal agere indenfor den fælles statslige ramme, skal de legitimere sig selv i forhold til de dominerende livsformer i det lokalområde, hvor de fungerer. Set i det perspektiv bliver det måske forståeligt, at vi kan leve med diversiteten fx, at de kommunale skolebudgetter og dermed det almindelige serviceniveau falder, når man bevæger sig fra byerne til landet og fra øst til vest.

      Lærere og skoleledere rekrutteres fra forskellige livsformer. Og det er min hypotese, at både lærere og skoleledere i den vestlige del af landet og i landdistrikterne i høj grad identificerer sig med værdierne i selvstændighedskulturen. Mens lærerne i byerne i højere grad har deres rod i solidaritetskulturen, og lederne her vil typisk være karriereorienterede.

      Skoler, der som led i kommunal decentralisering har fået “selvforvaltning”, er favorable for skoleledere, der arbejder med baggrund i selvstændighedskulturen. De nyder uafhængigheden, og driver skolen, som de ville drive et familie-foretagende. De går med iver og entusiasme op i at vedligeholde bygninger gennem lukrative aftaler med lokale håndværkere, de slår handler af med aftalepartnerne, og de er ofte meget kreative i deres udnyttelse af bevillingen – skam få den der tænker ilde derom, for der kommer ofte effektiv ledelse ud af det. Den karriereorienterede er derimod mere skeptisk i forhold til at skulle anvende for meget tid på at prange sig frem til fordelagtige handler og aftaler. De vil meget hellere sætte ind på at profilere skolen gennem spektakulære projekter og udviklingsarbejder, ligesom de har et skarpt fokus på, hvorledes skolen – og dermed de selv – er i kurs i den lokale forvaltningsledelse og i det lokale politiske system.

      I takt med, at solidaritetskulturen har vundet terræn blandt lærerne

Скачать книгу