Skolens fremtid - Jorn Skovsgaard

Скачать книгу

i form af pasning af og omsorg for børnene – til gavn for den samfundsmæssige produktivitet og forældrenes velbefindende. Skolen er børnenes portal til fremtiden, og den er samtidig en platform for livet her og nu. Her til lands har man traditionelt og til dels af fagpolitiske grunde sondret ret skarpt mellem de to aspekter i opgaveløsningen; men gennem en længere periode er der på det lokale plan gradvist sket en organisatorisk integration af opgaveløsningen og af de medarbejdere, der har specialiseret sig i hver sit aspekt. Der er formentlig stadig mange nytteværdier at hente i en forstærket integration, og det kan udmærket tænkes, at andre af lokalsamfundets behov i fremtiden skal tilgodeses indenfor skolens organisatoriske ramme. Dette vil blandt andet afhænge af, hvorledes den igangværende strukturreform i det danske lokalstyre vil udmønte sig.

      Samlet set er det et særkende for skoler, at skolens produkter ikke umiddelbart kan omsættes på et marked. Men skoler kan alligevel markedsrelateres, og det endog med gode fortjenester. Det, man sælger i en sådan sammenhæng, er altså ikke selve produktet; men tillid til, at det man producerer har en værdi, der kan indløses senere og legitimitet om virksomheden som sådan. Hvis tilliden svigtes, eller legitimiteten lider overlast, vil forældrene sende deres børn til en anden skole, og det økonomiske grundlag for skolen undergraves.

      I offentlige skattefinansierede skoler er det nøjagtig de samme faktorer – tillid og legitimitet – der er afgørende for, om skolen på langt sigt vil overleve som skole. Her er det blot gennem en politisk proces, at sværdet i påkommende tilfælde svinges. Vi kommer senere mere detaljeret ind på, hvorledes den skolepolitiske offentlighed fungerer i dagens Danmark.

      Endelig er det et særkende for skolen, at basismedarbejderne/lærerne bruger det meste af deres arbejdstid på at organisere, instruere og iscenesætte processer, der tilsammen udgør elevernes læringsmiljø. Det er processer, der i høj grad involverer basismedarbejderen i rollen som leder overfor eleverne. Og skolelederens opgave kan derfor også med udbytte anskues ud fra den vinkel, at der er tale om ledelse af ledelsesprocesser i et omfang, som man sjældent møder i andre organisationstyper.

      Det er med udgangspunkt i disse særlige karakteristika for skolevirksomhed, at der gås til opgaven med skriftet her, idet formålet er at bidrage til diskussionen om, i hvilken retning vi forestiller os, at skolen vil udvikle sig i de kommende tiår, og hvordan ledelse skal medvirke til, at vi havner der, hvor vi ønsker at komme hen, og ikke der, hvor vi er på vej hen.

      Skole og national kultur – hvad er “det ægte danske”?

      På afstand ligner en skole en skole i de fleste lande. Man vil nemt kunne udpege skolens bygning i gadebilledet. Skolens infrastruktur har også påfaldende ligheder i forskellige lande. En tur ned ad gangene og et kik ind i klasseværelserne vil med det samme sige os, at nu står vi overfor fænomenet skole, uanset om vi befinder os i Danmark, Holland, Italien eller Japan. En række fysiske og organisatoriske træk går igen; men der findes allerede på det ydre fysiske plan nogle iøjnefaldende forskelle. I nogle lande møder børnene op i skoleuniformer, der i fx Vietnam begrænser sig til en sportsjakke, mens der mange steder i England stilles mere detaljerede formelle krav til beklædningen fx, at selv helt små drenge bærer slips. I Italien har jeg set store skoler, hvor der på hvert skoleafsnits trapperepos sidder en concierge, der noterer sig al trafik til og fra det pågældende skoleafsnit. I en af disse skoler var væggen i en voksen persons skulderhøjde og opefter af glas, så fx skolelederen ved selvsyn kan forvisse sig om, at alt går ordentligt for sig. På en skole i England iagttog jeg, at der var etableret en næsten labyrintisk krølle på den korridor, der ledte frem til lærerværelset, og i denne “sluse” blev den beigefarvede linoleum, som beklædte alle skolens gulve med en aluminiumsskinne brat afsluttet og afløst af en tæppebeklædning. På dette punkt stod der et skilt med den manende tekst: “NO Students Beyond this Line!”, og så stod der med mindre bogstaver en instruktion om, at man kunne aflevere stile og matematikopgaver på hylden ved siden af skiltet. Hvis man i øvrigt havde behov for at komme i kontakt med en lærer, der befandt sig bag den forbudte linie, så måtte man vente, til der kom en anden lærer forbi og håbe på, at vedkommende ville være behjælpelig med at etablere kontakten. Ved nærmere eftersyn og indlevelse i skolens processer afslører der sig yderligere nogle forskelle; men hvilket rationale begrunder de påfaldende ligheder, og hvad begrunder de iøjnefaldende forskelle?

      Jeg havde engang, mens jeg var chef for en kommunal skoleforvaltning besøg af en gruppe engelske og skotske skoleledere, der blev sendt på besøg i kommunens skoler – besøg der indebar længere tids ophold i klasseværelserne; mens undervisningen stod på. I et sådant tilfælde er det i grunden påfaldende hurtigt, at livet falder tilbage til det normale og foregår uden hensyn til tilstedeværelsen af en person, der taler ligesom i fjernsynets kriminalserier. Jeg var spændt på at høre om gæsternes iagttagelser. De viste sig at være i lige mål skarpe og interessante.

      De havde for det første meget hurtigt – og med blandede følelser – noteret sig, at der var et uformelt forhold mellem børn og lærere. Lærerne var afslappet og i nogle af de engelske lederes optik tarveligt klædt. Børnene tiltalte lærerne spontant og med fornavn. De talte med hinanden ugeneret af, hvad der ellers foregik. De forlod også klassen spontant efter behov, og en havde iagttaget, at et barn gik op i katederskuffen og hentede lærerens saks, da hun skulle bruge en sådan. De syntes kort sagt, at omgangsformen var lidt for fri, og formerne for almindelig høflig omgang var i deres øjne i betænkelig grad eroderet.

      Men de havde heldigvis også gjort den iagttagelse, at børnene var optaget af skolearbejdet og det i en sådan grad, at arbejdet blev fortsat, selv efter at læreren havde forladt klassen. Dette blev noteret som det helt afgørende plus; mens de så diskuterede en del, hvordan vi kunne leve med, at der var en så skærende forskel på, hvad der foregik i de forskellige klasser.

      Én fjerde klasse på en skole gjorde et helt andet indtryk end en anden fjerde klasse på samme skole. Der var forskelligt klima i klassen, de arbejdede med forskellige ting, og lærerne havde tydeligvis forskellige strategier i forhold det faglige og sociale indhold i klassernes arbejde.

      De havde også iagttaget, at skolelederen tilsyneladende var komplet usynlig på den pædagogiske arena, at forholdet mellem staben og lederen var lige så uformelt som lærer-elev relationen, og at lederen tilsyneladende tog meget let på sin rolle som skolens symbolske autoritet indadtil og ikke mindst udadtil, idet lederne ofte var ligeså “tarveligt” klædt som lærerne. Og der var åbenbart ikke nogen politik for, hvordan man fx tager imod gæster. I flere tilfælde måtte de udenlandske gæster ved ankomsten – som var behørigt annonceret på forhånd – selv gå rundt på gangene og spørge tilfældigt forbipasserende lærere eller endog elever om vej til kontoret, hvor de oplevede at få en noget distraheret – vi ville selvfølgelig sige “afslappet og uformel” – velkomst.

      Man kan roligt sige, at i hvert fald de engelske skoleledere havde fået et kulturchok, og at de forlod landet inderligt mystificerede over, hvorledes det kan lade sig gøre at drive et øjensynligt avanceret og velfungerende samfund på basis af en skole, som må have en opløsende effekt på alle de konventioner, som i deres opfattelse får et samfund til at hænge sammen. Jeg selv sad tilbage med den oplevelse, at noget krævede en forklaring, og noget krævede en refleksion. På det korte sigt resulterede det i et essay henvendt til de engelske gæster, hvori jeg forsøgte at forklare og forsvare den danske skole ud fra dens forankring i den danske folkelige kultur og den heri dominerende forhandlingsøkonomi.3

      Essayet tager udgangspunkt dels i hollænderen Geert Hofstedes4 kulturanalyser og dels i Thomas Højrups5 livsformsanalyser, som der den dag i dag henvises til, når det gælder om at tilvejebringe en beskrivelse af, hvordan den folkelige kultur og dagliglivet i Danmark slår igennem i vore organisationers indre liv, og i den måde vi som danskere reflekterer os selv i forhold til omverdenen. Hofstede og Højrup er fælles om den antagelse, at grundlæggende kulturelle træk og værdisætninger i befolkninger og i befolkningssegmenter forandrer sig meget langsomt over tid. Og med udgangspunkt i den antagelse er der vel stadig en del plausible karakteristika af det danske samfund og den danske skole at hente i de gamle tekster.

      Hofstede

Скачать книгу