LITMIR.BIZ

Скачать книгу

er sat

      Med de nye love vedtaget kunne myndighederne begynde at rejse sager, og i begyndelsen af juli 1945 blev de første landssvigere dømt. I de følgende år blev der i alt rejst ca. 20.600 sager, hvoraf 13.521 førte til dom.⁵⁴ Lovene bag retsopgøret havde fokus på den enkelte landssvigers handlinger, og medlemskab af DNSAP eller et andet nationalsocialistisk parti blev i sig selv ikke gjort strafbart. Derimod blev det gjort strafbart at agitere for besættelsesmagten eller nazismen. En del landssvigere blev på denne baggrund dømt for propagandavirksomhed.⁵⁵ Nok ramte retsopgøret ikke menige medlemmer af nazistiske partier og bevarede dermed en vis demokratisk forankring, men på den anden side kunne nazister ikke ustraffet udbrede deres synspunkter.

      Dommene faldt i meget forskellige sager, der spændte lige fra økonomisk kollaboration til angiveri, tortur og mord. Over halvdelen af de dømte blev straffet for at have gået i tysk krigstjeneste. Det gjaldt for de personer, der havde kæmpet på østfronten i Waffen-SS, eller dem, som havde gjort tjeneste i et af flere vagtkorps, der blev oprettet af besættelsesmagten, som f.eks. Marinevægterkorpset og Sommerkorpset. Alt i alt blev mere end 7.000 personer dømt for krigstjeneste, og langt de fleste fik domme på mellem seks måneder og fire års fængsel.⁵⁶ En anden stor gruppe dømte var de landssvigere, der havde gjort korps- eller polititjeneste i de korps, som ikke var vagtkorps, f.eks. Schalburgkorpset eller Hipo-korpset. I alt 1.704 personer blev dømt i sager, der omhandlede alt fra vagttjeneste til direkte bekæmpelse af modstandsbevægelsen.⁵⁷ En del af de i alt 76 dødsdomme, som faldt under retsopgøret, handlede om personer, som havde gjort tjeneste i et eller flere af disse tyske korps. Deres forbrydelser var mord og tortur på modstandsfolk og civile danskere.⁵⁸ Ud over ovennævnte grupper blev mange dømt for værnemageri, propagandaarbejde, angiveri og lignende. Mænd udgjorde langt hovedparten af de 13.521 straffede. Kun 644 kvinder blev dømt, langt de fleste for angiveri.⁵⁹

      Kritiske røster

      I efteråret 1945 begyndte en egentlig kritik af retsopgøret at spire frem. Til at starte med foregik kritikken som en juridisk debat mellem flere sagførere, som var beskæftiget med retsopgøret, men efterhånden blandede flere af landets skarpeste debattører sig. Hvor den første del af kritikken gik på de tekniske sider af lovgivningen samt de problemer, der opstod i forbindelse med fortolkningen i retssalene og straffenes størrelse, var den anden del fokuseret omkring de moralske dilemmaer i opgøret. Spørgsmålet var, om det var muligt at dømme mennesker, der før d. 29. august 1943, havde handlet i overensstemmelse med regeringens samarbejdspolitik under besættelsen. Flere kritikere, med teologen Hal Koch i spidsen, mente, at Rigsdagen med sin vedtagelse af de tilbagevirkende straffelove med virkning fra d. 9. april 1940 havde foretaget en kovending, som ikke kunne forsvares over for den del af befolkningen, der kom i klemme.⁶⁰ Der var opstået et misforhold mellem de faktiske forhold under besættelsen, og hvad der efterfølgende blev anset for strafbart.⁶¹ Kritikerne anerkendte, at der kunne være tale om moralsk forkerte handlinger, men de var ikke foretaget i modsætning til eksisterende lovgivning og derfor ikke strafbare.

      Positionen som kritiker var meget vanskelig, da stort set alle modstandere af retsopgøret fik skudt i skoene, at de var nazistiske medløbere eller lignende.⁶² Efterhånden blev selv dele af modstandsbevægelsen imidlertid betænkelig ved retsopgørets hårdhed. Især paragrafferne, der straffede med tab af borgerlige rettigheder for bestandigt, tiltrak sig opmærksomhed. Der opstod frygt for, at retsopgøret ville skabe en pariakaste af personer med færre ressourcer og rettigheder end resten af befolkningen.

      Mogens Fog, tidligere medlem af Frihedsrådet og daværende minister for særlige anliggender⁶³, fremsatte i september 1945 sine betænkeligheder ved at ignorere eller glemme landssvigerne, når de var dømt. Landssvigerne skulle straffes, men afsoningen skulle foregå under ordnede forhold med mulighed for personlig udvikling og resocialisering, så landssvigerne efterfølgende kunne integreres positivt i samfundet. Sideløbende med gentænkningen af retsopgørets love mente Fog, at det var vigtigt at undgå vilkårlighed i systemet som under besættelsen, hvis opgøret skulle kunne forsvares. Med disse retningslinjer var det med Fogs ord muligt for samfundet at undgå en pariakaste af bitre nazister, der igen ville samles om de gamle symboler.⁶⁴

      Debatten, der bølgede frem og tilbage i dagbladene, skabte efterhånden en atmosfære, hvor det var muligt at tale om en revision af retsopgørets love. Efter regeringsskiftet i november 1945 nedsatte den nye Venstre-regering under Knud Kristensen et udvalg til at foretage en kritisk gennemgang af retsopgørets love. Resultatet blev, efter længere tids forhandling, vedtagelsen af en lovrevision pr. 29. juni 1946. De vigtigste ændringer var en nedsættelse af minimumsstraffen fra fire år til to år, adgang til prøveløsladelse og begrænsninger i tabet af borgerlige rettigheder. Nu mistede landssvigere, der blev idømt fængsel i under fire år, deres rettigheder i fem år, mens landssvigere med domme på over fire år som minimum mistede de borgerlige rettigheder i fem år.⁶⁵ Der skete altså ingen ændringer med hensyn til, hvad personerne kunne blive dømt for, eller en regulering af de tilbagevirkende love. Revisionen var snarere et udtryk for politikernes gryende forståelse for opgørets mulige konsekvenser og et forsøg på at afbøde disse. Ved siden af lovrevisionen vandt flere af Mogens Fogs tanker imidlertid også indpas i behandlingen af landssvigerne⁶⁶. Vægten i opgøret skiftede fra hævn til resocialisering, med en del lempelser for landssvigerne til følge.⁶⁷ Specielt muligheden for prøveløsladelse fik hurtigt konsekvenser. Omkring 11.000 landssvigere sad fængslet i første halvår af 1946, hvorefter løsladelsestakten steg så kraftigt, at der i sommeren 1947 kun var godt 3.300 landssvigere tilbage.⁶⁸ Langt de fleste landssvigere havde udstået deres straf inden udgangen af 1940’erne. Efter 1950 kunne antallet af afsonede landssvigere tælles i hundreder, og i 1960 blev de sidste tre landssvigere løsladt.⁶⁹

      Udrensning og folkeligt opgør

      Ved siden af det strafferetslige opgør foregik et omfattende opgør i en lang række offentlige institutioner. Disse institutioner havde ikke plads til tidligere medlemmer af nazistiske organisationer, da det kunne true institutionernes troværdighed hos befolkningen. Den almene opfattelse var derfor, at det var nødvendigt at rense ud blandt ansatte, som havde optrådt unationalt, men som ikke kunne dømmes efter straffelovstillægget og dermed afskediges. Til det formål blev der hen over sommeren 1945 nedsat en tjenestemandsdomstol, der skulle sikre udrensning blandt offentlige tjenestemænd samt en ekstraordinær undersøgelseskommission, som omfattede øvrige offentligt ansatte. I alt blev der rejst ca. 1.200 sager ved tjenestemandsdomstolen, hvoraf knap halvdelen førte til afskedigelse og fratagelse af pension. En del ansatte havde allerede selv taget deres afsked, mens andre var blevet afskediget, fordi de havde overtrådt straffelovstillægget.⁷⁰

      I private foreninger/organisationer for bl.a. advokater, læger, journalister og forfattere foregik udrensningerne efter mere tilfældige principper, ofte organiseret omkring såkaldte æresretter. Her var der typisk tale om et råd bestående af foreningernes fremtrædende medlemmer, som undersøgte belastede medlemmer. I de tilfælde, hvor foreningsmedlemmer havde udvist unational adfærd eller lignende, kunne æresretten foretage en ekskludering. Mod stands bevægelsen stillede beredvilligt deres kartoteker over mistænkte landsforrædere til rådighed for æresretterne for at hjælpe processen på vej.⁷¹ Det kan ikke fastslås præcis, hvor mange der blev udrenset i privat regi, og på hvilken baggrund det foregik. Tallet må formodes at være flere tusinde, og som i offentlig regi var det i hovedreglen medlemmer af DNSAP samt de dømte i det strafferetslige opgør, der blev ramt.⁷²

      Den sande historie

      En afgørende kilde til befolkningens syn på landssvigerne var de omfattende samleværker om besættelsestiden, der udkom hurtigt efter befrielsen. De var forfattet af respekterede journalister og akademikere og fremstod som sandheden om besættelsen. Værkerne var derfor med til at etablere og fastholde stigmatiseringen af landssvigerne. Det skete for eksempel i forbindelse med beskrivelsen af de landssvigere, der havde gjort tjeneste i Gestapo, Hipo- eller Schalburgkorpset. I trebindsværket

Скачать книгу