Slægten - Wied Gustav

Скачать книгу

gik.

      – Gid Fanden havde alle Tjenestefolk! brummede Baronen rød i Kammen.

      – Du skulde lade Mejeriforpagteren overtage Folkehusholdningen, saa slap vi for alle de Ærgrelser.

      – Det tror jeg sgu ogsaa, jeg gør! … Hva' Fanden, jeg synes min Salighed, de kommer herop!

      Baronen vilde rejse sig.

      – Nej, bliv nu, Helmuth? bad Baronessen ængstelig – Niels kommer nok og siger Besked.

      Ude fra Galleriet hørte man samtidig Tjenerens Stemme:

      – Du ved, at Herskabet har forbudt jer at komme denne Vej, Jakob!

      – Jeg vil snakke med Husbond! lød en dyb Stemme.

      Saa gaa om paa Kontoret! Hans Højvelbaarenhed har sagt ....

      Jeg vil snakke med Husbond! lød Stemmen paastaaelig.

      Baronen skød heftig Stolen tilbage.

      – Madro vil jeg ha'! sagde han og gik hurtig ud i Galleriet – Hva' Fanden er det for et Spektakel! tordnede han løs.

      Tæt uden for Døren stod Niels Tjener og holdt fast i Armen paa en stor, sortskægget Mand.

      – Slip mig, Niels, eller jeg kvaser dig! truede han.

      – Nu kommer de op at slaas! sagde Karen og klappede forventningsfuld i Hænderne.

      Baronen gik tæt hen til Manden:

      – Har jeg ikke forbudt jer at gaa op ad Taarntrappen?

      – Jovel, Hr. Baron! sagde Jakob mindre kry.

      – Saa gaa ned med dig!

      – Jeg skal nok gaa, jeg skal nok gaa! gentog Manden medgørlig – Men det er Jomfruen dernede, som gi'r vos no'et pilraaddent Mælk til Grøden, og det vil jeg dog spørge, om det er med Baronens Vilje?

      – Jeg vil ikke høre paa dit Sludder! Gaa din Vej! sagde Helmuth. Aarerne i hans Pande svulmede, og han løftede truende sin højre Haand.

      – Vil du slaa? spurgte Manden pludselig trodsig.

      – Aa Gud! sagde Kaninen inde i Spisestuen.

      Baronessen skyndte sig ud i Galleriet:

      – Helmuth! sagde hun bønligt og greb sin Mand i Armen – — Hvad er det, De klager over, Jakob? spurgte hun henvendt til Karlen.

      Han traadte et Skridt tilbage og mumlede høfligt:

      – Det er Jomfru Sørensen, der gi'r vos fordærvet Mælk til vorres Grød, Hinnes Naade; og det vilde jeg da spørge, om det var med Herskabets Mening?

      – Jeg skal tale med Jomfruen! nikkede Baronessen venligt – Naturligvis maa det være en Fejltagelse af hende! .... Men gaa nu ned! og husk saa, at naar De en anden Gang vil tale med min Mand, maa De henvende Dem paa Kontoret!

      Jakob trak sig hen mod Taarndøren:

      – Ja, naar Hinnes Naade vil sige hinne ordentlig Besked saa, for det er en Djævel!

      – Jeg skal nok tale med hende!

      – Ja, saa er det jo godt! nikkede Karlen og listede af ....

      – Han skulde være smidt paa Hovedet ned ad Trappen! mumlede Baronen, da han atter sad inde ved Bordet og lagde sidste Haand paa sine Boller.

      – Jeg tror nu, du behandler den Slags Folk lidt forkert, Helmuth!

      – Saa—aa? Er de Mennesker som vi andre maaske?

      – Nej; men netop derfor, min Ven!

      Stine Napoleon kom haltende fra sit lille Hus, der laa i Udkanten af Næsgaardene. Hun havde været hjemme i Middagsstunden for at lave Mad til Mand og Børn. Nu skulde hun hen i Præstegaardshaven igen, hvor hun gik og lugede og holdt Orden i Gange og Bede.

      Hun ømmede sig for hvert Skridt, hun tog. Benet gjorde da ogsaa rent bandsat ondt i Dag! Og da hun kom ind i Haven, satte hun sig paa en Bænk for at hvile lidt, forinden hun tog fat paa Arbejdet.

      Men Smerterne blev værre og værre. Hun stønnede et Par Gange og bandede dertil. Saa rejste hun sig pludselig med en energisk Beslutning og gik om i Gaarden og lige hen mod Døren til Præstens Kontor.

      Først ind i den lille, stenlagte Forstue, hvor hun satte Træskoene fra sig, og saa bankede hun paa den indre Kontordør.

      Ingen svarede.

      Hun bankede igen, kraftigere. Og saa lød der et søvnigt: Kom ind!

      Da Stine aabnede Døren og humpede over Tærskelen, rejste Pastoren sig fra Sofaen, hvor han havde ligget og sovet til Middag:

      – Er det dig, Stine?

      – Jo, Hr. Pastor.

      – Hvad godt?

      Konen stod et Øjeblik uden at svare. Men saa pludselig greb hun fat i sine Skørter og løftede dem højt op over sine nøgne Ben.

      Paa det højre, noget oppe over Knæet, lyste et stort, rødt, gabende Saar frem.

      – Kan jeg være tjent med dette her? spurgte hun haardt.

      Præsten kastede et sky Blik hen mod Døren til Dagligstuen. Saa rejste han sig og gav sig til at gaa hurtig op og ned ad Gulvet:

      – Hvad siger Doktoren?

      – Jeg skal jo bruge den grønne Salle, siger han!

      – Ja men saa brug den da!

      – Jeg har ikke no'et aa købe for. Pengene gaar til Føden og Klæderne. Og saa mente Jens, at Pastoren … En Æske koster paa nær en Krone!

      Mascani tog sin Portemonnæ frem.

      – Værsgod, sagde han og rakte hende nogle Penge – Det er nok til to Æsker.

      – Mange Tak skal Præsten rigtig ha'! sagde Stine lidt blidere – Jeg tænkte jo nok, at naar ....

      – Ja, ja, det er godt! Gaa saa!

      Og Konen haltede lydig ud af Kontoret.

      Præsten blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og stirrede hen mod Døren, som Stine havde trukket stille til efter sig.

      Saa gav han sig paa ny til at vandre op og ned og op og ned. Han knyttede Hænderne, og Øjnene havde han knebet sammen.

      Men saa paa een Gang standsede han i sin Vandring og huggede af al Kraft sin ene knyttede Haand ind mod sit Ansigt. Han stønnede højt ved Slaget og lod sig falde ned i Stolen foran Skrivebordet.

      Lidt efter bankedes der paa Tapetdøren ind til Dagligstuen. Han hørte det ikke. Albuerne havde han støttet mod Bordet, og sit Ansigt holdt han skjult i Hænderne.

      Døren blev aabnet, og Fru Mascanis buttede Skikkelse viste sig paa Tærskelen.

      Da hun opdagede sin Mand henne ved Skrivebordet, trak hun paa Skuldrene og smilede ondt:

      – Adolf, Enkebaronessen kommer kørende oppe ved Troldebakken! Jeg har paa Følelsen, at hun kommer ind til os.

      Præsten løftede Hovedet og saa aandsfraværende hen mod sin Halvdel.

      – Har du nu igen spillet Shakespeare? spurgte hun haanligt – Jeg begriber ikke, at du gider!

      Pastoren rejste sig med Besvær. Han maatte støtte sig til Bordet:

      – Jeg holder det ikke ud! sagde han og rokkede med Hovedet frem og tilbage – Jeg holder det ikke ud, Johanne!

      Saa rettede han sig pludselig, strakte Armene frem mod sine Kone og raabte teatralsk:

      – Du havde kunnet frelse mig, Johanne, om du havde villet! du kan det endnu, om du blot vilde række mig en forsonende Haand! Men du ifører dig stedse et Klædebon af Kulde og Foragt!

      Præstinden slog afværgende ud med Haanden.

      – At du dog kan blive ved med den gamle Historie, Adolf! sagde hun. Saa forandrede hun pludselig Tone og fortsatte – Hvis Baronessen

Скачать книгу