Slægten - Wied Gustav

Скачать книгу

et Høstgilde eller en munter Julekalas. Nu derimod, lige over for Fru Raskowitz' besnærende og mere raffinerede Yndigheder, var Helmuths slumrende «aandelige» Længsler efter kvindelig Omgang og kvindelig Forstaaelse bleven vakt! Han kunde sidde i sit Kontor om Aftenen og ved Kaminilden drømme om, hvor herligt det blev, naar hun nu flyttede herind paa Borgen, og han kun behøvede at aabne Døren til «Salonen», som han allerede havde lært at kalde den, for at se hende sidde der med sit Sytøj eller med en Bog og smile til ham og vinke ad ham, at han skulde komme hen og lægge sin Arm om hendes Liv og kysse hendes Haar og hendes Mund. Og naar hans Tanker, hvad jo ogsaa kunde hænde, undertiden syslede med en intimere Udveksling af Kærtegn, kunde han gyse af Fryd, skønt han næsten syntes, at det var Helligbrøde, han begik. Han havde købt sig en Flaske af hendes Parfume og stænket af den paa Sofaer og Stole. Og han kunde da sidde med lukkede Øjne og indsuge Duften og forestille sig, at hun lige nys havde forladt ham.

      – Hvad er det for en Stank! havde Enkebaronessen sagt en Aften, hun kom fra sit Køkken og sin Kælder – Jeg tror, Gud hjælpe mig, at du har begyndt at smøre dig ind, min Dreng.

      Helmuth var bleven rød og havde mumlet noget uforstaaeligt mellem Tænderne. Et Par Gange havde han paa forelskedes Vis forsøgt at tale med sin Moder om Alvilda. Men hans Tale havde ikke vundet Genklang. Og nu berørtes hans Forlovelse og tilstundende Giftermaal kun ganske formelt imellem dem. Og han gik ene rundt med sine Tanker og sine Længsler.

      – —

      Saa kom Foraaret, og Arbejderne med at gøre Slottet i Stand til Husfruens Modtagelse begyndte. Der blev malet og tapetseret og sat de nødvendigste Ruder i; og Udstyret af Møbler og Linned kom i store Mængder fra København. Den gamle Grevinde vilde dog vise «de Folk derovre», at hun ikke sparede paa Skillingen, naar det gjaldt Familiens Reputation. Skønt det jo rigtignok var anden Gang, at hun havde maattet rykke ud med Udstyr til Alvilda!

      – — —

      Der herskede den Tradition blandt Leunbacherne til Næsset, at den ny Ejer maatte købe Familiesølvtøjet og det paa Slottet beroende Bohave af den afdøde Ejers efterlevende Enke.

      Det var en streng Dag, da Helmuth og hans Moder gik rundt og vurderede Sagerne. Begge havde de Handelsblod i sig, og begge satte de Priserne saa nøje som muligt.

      Der lyste ligefrem Had i deres Øjne, medens de tingede og købslog.

      – Du vil nok trække mig op, Mor? sagde Helmuth.

      – Du vil nok snyde mig, min Dreng, sagde Enkebaronessen.

      Og inde paa Kontoret sad de til langt ud paa Natten over Listerne, forinden de kunde blive enige.

      Men endelig blev det da fastslaaet, at den gamle Frue skulde have 12,000 Kroner udbetalt med Renter og Rentes Renter i fire Terminer .....

      Og saa købte hun Huset i Jerslev og lod det montere med de Møbler, hun havde holdt tilbage for sin egen Mund. Og det var ikke de daarligste:

      – Du kan faa Førstekøbsretten til dem efter min Død, sagde hun – Men dem vil jeg ha'!

      Og Helmuth maatte bøje sig ....

      Straks efter rejste han saa til København for at holde Bryllup. Og Enkebaronessen, der maatte blive ene tilbage paa Næsset og forberede Modtagelsen af de nygifte, svor, at hun skulde huske sin Svigerdatter denne Tort, selv om hun, den gamle, saa blev hundrede Aar!

      Herskabet, Lærerinden og Karen sad ved Frokostbordet inde i Spisesalen, hvor Niels gik og vartede op ....

      Nu havde dog den lille Frøken Jansen været over en Maaned paa Næsset; men Maaltiderne vedblev ikke desto mindre stadig at være hende Døgnets tungeste Stunder!

      Hun sad og turde næppe spise af Frygt for at støde an mod Formerne. Naar Hendes Naade korrigerede Karen, følte Frøkenen Bebrejdelsen rettet mod sig. Hun sad bleg og lille paa sin Stol med Øjnene vogtende paa Baronessens Ansigt for om muligt at opdage og afværge et optrækkende Uvejr ....

      Her lidt om samme Frøkens Fortid:

      Hun var Datter af en Enke efter en underordnet Embedsmand i Hobro. Straks efter Mandens Død var Moderen flyttet til København med sine fire Børn. Det var nemlig blevet sagt hende, at man der havde nemmere Adgang til Legater og fri Skoleundervisning.

      Datteren Elise var 15 Aar gammel og lige konfirmeret, da de ankom til Hovedstaden. Der var af Faderens Familie lejet en lille Lejlighed til dem paa femte Sal i et Hus paa Dosseringen. Og der sad saa Enkehønen med sine Kyllinger og kiggede ud over Søerne og længtes tilbage mod de gode, gamle Tider ovre i den lille, hyggelige By i Jylland.

      Elise maatte nærmest gøre Tjenestepigegerning. Pensionen var jo kun ringe, og der var fuldt op at gøre med at holde Huset i Orden og sysle og hæge om de tre yngre Søskende.

      Folk var nu for Resten gode og venlige mod Fru Jansen. Hun fik Friplads i en anerkendt Skole til Sønnen Robert, den ældste efter Elise; og Tvillingerne fik hun for halv Betaling ind i en større Pigeskole.

      Men Elise trivedes ikke rigtig i Hovedstaden. Hun blev bleg og mager; og Lægen sagde, at man gjorde bedst i at se at faa hende paa Landet igen.

      Saa læste man en Dag i en Avis, at en adelig Familie søgte en ung Pige, der kunde gennemgaa de almindelige Skolefag med en 10—11 Aars Pige, samt være hende til Selskab og Opmuntring.

      Fru Jansen kaldte Elise ind fra Køkkenet og viste hende Avertissementet:

      – Hvad mener du, lille Kanin, skal vi forsøge at lægge Billet ind?

      Elise blev af Moderen og sine Søskende altid kaldet Kaninen paa Grund af sit stille, sky Væsen og sine smaa, frygtsomme Øjne.

      – Nej, det tror jeg rigtignok ikke, jeg tør paatage mig, Mor! … Og hos saa fine Folk!

      Og Kaninen gyste som af Kulde ved Tanken om at skulle forlade Reden.

      Men Billet blev der alligevel indlagt. Og mod Forventning kom der Svar.

      Fru Jansen skulde give Møde med sin Datter i et Hotel garni i Hovedvagtsgade førstkommende Onsdag mellem 12 og 1.

      Elise rystede over hele Kroppen, da hun hørte det. Og hun var paa Grædepunktet den ganske Vej fra Nørrebro til Kongens Nytorv, da hun vandrede af Sted med Moderen.

      Men antaget til Pladsen blev hun med den stolte Løn af 200 Kr. om Aaret og Vadsken frit.

      Fru Jansen var glad bevæget og havde omfavnet Kaninen paa Trappegangen, da de kom ud fra Audientsen hos Baronesse v. Leunbach, og sagt, at Elise kunde prise sig lykkelig! Og saa havde de grædt lidt begge to og derpaa omhyggelig tørret hinandens Øjne, førend de gik ud paa Gaden.

      Og hjemme havde de smaa Søskende raabt Hurra og var straks begyndt at kalde Elise for «Hendes Højhed». Og om Aftenen fortabte man sig i Eventyrforestillinger om Søsterens Fremtid.

      – — —

      Og nu sad, som sagt, Kaninen ved Frokostbordet i den store Spisesal paa Næsset sammen med sit Herskab og sin Elev.

      – Det er mit bedste Maaltid, lille Vilde! sagde Baronen og toppede for tredje Gang en halv Snes Kødboller i Karry op paa sin Tallerken – Skal De ikke ha' en Bolle til, Frøken Jansen? Spis dog, Menneske! De ser ud til at trænge til det!

      – Tak, jeg skal ikke have mere! sagde Kaninen og kastede et frygtsomt Blik hen mod Baronessen, der sad og trommede med sine hvide Fingre paa Dugen af Utaalmodighed over Gemalens Madlyst.

      – Ja, hvor er dog Frøken Jansen mager! udbrød Karen pludselig – Hendes Ben er meget tyndere end mine!

      – Hø, hø, hø! lo Baronen.

      – Taler du nu igen uden at være spurgt! sagde Baronessen.

      – Ja men, Mama, det er da ogsaa saa kedeligt ....

      – Hyss!

      Frøken Jansen var bleven rød helt op til Haaret og saa sig forvildet omkring, som søgte hun et Kaninhul at skjule sig i.

      I det samme lød der op i Spisesalen en forvirret Raaben og Skrigen nede fra Vestibulen i Taarnet. Det var et Mandfolk og et Fruentimmer,

Скачать книгу