ТОП просматриваемых книг сайта:
Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке. Генрик Ибсен
Читать онлайн.Год выпуска 0
isbn 978-5-9925-1553-4
Автор произведения Генрик Ибсен
Жанр Зарубежная классика
Серия Klassisk litteratur
Издательство КАРО
Altså, fra Troja; – det var der jeg slap —
(rejser sig og lytter).
Hvad er det for en underlig susing, som farer – ?
(Soloppgang.)
(synger)
Af halvgudens aske stiger foryngende
fugle syngende.
Zeus, den alvitende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
hvor sover mine fugle?
Du må eller råde
sangens gåde!
Sandfærdig, – mener jeg ikke det gik
fra støtten en lyd! Det var fortidsmusik.
Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning. —
Jeg vil skrive det op til de lærdes betænkning.
(Noterer i lommebogen.)
«Støtten sang. Jeg hørte tydligt klangen,
men forstod ikke rigtig texten til sangen.
Det hele var naturligvis sansebedrag. —
Ellers intet af vægt observeret idag.»
(Går videre.)
(Ved landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af klippen. Langt borte Kairos spir og minareter. Peer Gynt kommer; hen betragter Sfinxen opmærksomt, snart gjennem lorgnetten, snart gjennem den hule hånd.)
Nej, hvor i alverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette skabilken?
For truffet det, har jeg, – i nord eller sør.
Var det en person? Og, i så fald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind
ligned de såkaldt Dovregubber,
slig, som han sad der, stiv og stind,
med enden plantet på søjlestubber. —
Men dette underlige krydsningsdyr,
denne bytting, på engang løve og kvinde, —
har jeg også ham fra et eventyr?
Eller har jeg ham fra et virkelig minde?
Fra et eventyr? Ho, nu husker jeg kallen!
Det er s’gu Bøjgen, som jeg slog i skallen, —
det vil sige, jeg drømte, – for jeg lå i feber. —
(Går nærmere.)
Det selvsamme øjne; de selvsamme læber; —
ikke fulst så dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i hovedsagen. —
Ja så da, Bøjg; du ligner en løve,
når en ser dig bagfra og træffer dig om dagen!
Kan du endnu gåder? Det skal vi prøve.
Nu får vi se om du, svarer som sidst, du!
(Råber mod Spfinxen.)
Hej, Bøjg, hvem er du?
(bak Spfinxen)
Ach, Sphinx, wer bist du?
Hvad! Ekkoet bryder på Tydsk! Mærkværdigt!
Wer bist du?
Det taler jo sproget færdigt!
Den observation er ny og min.
(Noterer i bogen.)
«Echo på Tydsk. Dialekt fra Berlin.»
(BEGRIFFENFELDT kommer frem bag Sfinxen.)
Et menneske!
Nå, det er ham, som prater.
(Noterer igjen.)
«Kom senerehen til andre resultater.»
(uder alslags urolige fagter)
Min herre, undskyld – ! En lebensfrage—!
Hvad fører Dem just idag herhen?
En visit. Jeg hilser på en ungdomsven.
Hvad? Sphinxen – ?
(nikker)
Jeg har kendt ham i gamle dage.
Famost! – Og det efter denne nat!
Min pande hamrer! Den er nærved at revne!
De kender ham, mand? Tal! Svar! Kan De nævne,
hvad han er?
Hvad han er? Ja, det kan jeg glat.
Han er sig selv.
(med et spring)
Ha, livsgåden glindste
som lyn for mit syn! – Det er visst, at han er
sig selv?
Ja, så siger han idetmindste.
Sig selv! Omveltningens stund er nær!
(Tager hatten af.)
Deres navn, min herre?
Jeg er døbt Peer Gynt.
(med stille beundring)
Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. —
Peer Gynt? Det vil sige: det ubekendte, —
det kommende, hvis komme var mig forkyndt —
Nej, virkelig! Og nu er De her for at hente – ?
Peer Gynt! Dybsindig! Gådefuld! Hvas!
hver ord er ligsom en bundløs lære!
Hvad er De?
(beskeden)
Jeg har altid prøvet at være
mig selv. Forøvrig her er mit pas.
Atter