Wittgenstein - Группа авторов

Скачать книгу

der kan vække vores nysgerrighed og sætte os i gang med allehånde foreteelser, men det er ikke mirakler. Miraklet er alene at.

      Troen på handlingen

      Kant, Tolstoj og Wittgenstein afviser ethvert forsøg på at forklare verdens grundlæggende paradoksalitet ved at udfylde dens fornuftsmæssige »mangel« med en dogmatisk metafysik. I stedet henfører de »svaret« til menneskenes praktiske virkelighed. Den mystiske erfaring af sprogets grænse omsætter den kontemplative spekulation over mirakler og åbenbaringer til en altid nærværende bevidsthed om miraklets ubetingede virkelighed. Der er ikke mere at sige. Miraklet er virkeligt, og vi står midt i det. Vi er altid allerede ankommet og klar til at virke. Det er for vore tre forfattere dét, der er kristendommens centrale og skræmmende simple budskab. Hos Tolstojs Jesus hedder det:

      »Kristendommen siger blandt andet«, som Wittgenstein udtrykker det, »at gode læresætninger ikke nytter noget. Man må ændre livet« (KV, 65).

      Wittgensteins filosofi er netop kendetegnet ved at afvise enhver form for læresætninger. Det er ikke filosofiens opgave at udvikle et sæt af regler, hverken etiske eller epistemiske, der kan foreskrive menneskene i almindelighed, hvordan de skal leve, eller videnskaben i særdeleshed, hvordan den skal bedrive videnskab. Den ubeskedne påstand, i forordet til Tractatus, om i alt væsentligt at have løst filosofiens problemer, må ses i denne sammenhæng: Tractatus »løser« filosofiens problemer ved at vise, at de ikke er problemer. Filosofien skal bringe klarhed, hvor der er uklarhed, men ikke blive en endeløs beskæftigelse med bestandigt nye teorier om verden. Den form for afklaring, Wittgenstein søgte, var ikke et bevis for en filosofisk teori; det var en indsigt i, at der må skabes orden og klarhed i de systemer, modeller osv., vi skaber – dvs. i vores praktiske foreteelser i bredest mulige forstand; i vores »projekter«, som det hedder i dag. Klarheden kommer fra opmærksomheden på, hvilke tegn vi bruger, og hvordan vi bruger dem. Egentlig kunne filosofiens opgave simpelthen bestå i, når nogen forsøger at udtrykke en metafysisk quasi-sandhed, at påvise, »at han ikke har givet nogen betydning til visse tegn i sin sætning« (TLP, 6.53). Halvt meningsfulde tegn er ikke meningsfulde tegn. Det er netop så længe der ikke er klarhed over, hvorfor visse tegn er upræcise eller meningsløse, at sprogbrugere forføres til at give sådanne tegn en »mystisk« status, der åbner for religiøse eller etiske spekulationer (genlæsninger) over, om de er en »slags« beskrivelser, der quasi refererer til en-eller-anden uudgrundelig sfære.

      Når vi har skabt klarhed over de tegn, vi bruger, opdager vi, at svaret på vores »livsproblemer« ikke kan henføres til en halv sandhed i tegn, vi ikke helt forstår. Der er ikke et mystisk sprog, som tungetaleren, åndemaneren eller den religiøse digter taler, der afslører en særlig meningsløs form for mening. Ganske vist besvarer videnskaben ikke vores religiøse og etiske overvejelser, men afklaringen af sprogbrugen kan vise os, at det er der heller ikke et quasi-videnskabeligt sprog, der gør. I Tractatus hedder det:

      Vi føler, at selv når alle mulige videnskabelige spørgsmål er besvaret, er vore livsproblemer endnu end ikke berørt. Imidlertid er der da netop ikke noget spørgsmål tilbage, og netop dette er svaret. (TLP, 6.52)

      Den klarhed, der kan opnås, er således en klarhed over, at »svaret« eller »miraklet« allerede er her. Det er ikke en utilgængelig quasikendsgerning, der kan studeres i kaffegrums eller et religiøst digt. I en senere optegnelse siger Wittgenstein:

      Jeg kunne sige: Hvis det sted, jeg vil nå til, kun kunne nås ved at bevæge sig op af en stige, ville jeg opgive at nå derhen. For dér, hvor jeg virkelig må hen, må jeg egentlig allerede være. Hvad der kan nås på en stige, interesserer mig ikke. (KV, 21)

      Det var netop det, Jesus bestandig gjorde opmærksom på. Som Kierkegaard skriver i Kjerlighedens Gjerninger, var det altid farligt at spørge Jesus om noget, for man fik altid »meget for meget« at vide. Når præster eller skriftkloge betvivlede hans guddommelighed eller stillede spørgsmålstegn ved, hvem en bestemt beskrivelse (f.eks. i en lignelse) angik, altså stillede et epistemologisk spørgsmål, endte de altid med at havne i en penibel situation, der afslørede deres egen forløjethed eller manglende mod. De blev altså i stedet stillet over for en etisk fordring. Således gælder det overhovedet for mennesket:

      Hvor Mangen har ikke spurgt »hvad er Sandhed«, og i Grunden haabet paa, at det havde lange Udsigter inden Sandheden kom ham saa nær, at den i samme Nu vilde bestemme, hvad der i dette Øieblik var hans Pligt at gjøre. (Kierkegaard, SV XII, 98)

      Med kristendommen rykkes det guddommelige bort fra en ydre repræsentation og ind i mennesket, hvor det bliver praktisk. Det var det, der var så provokerende ved Jesus. Og det var netop denne indsigt, Tolstoj forsøgte at bringe klarest muligt til udtryk ved at »rense« evangelierne, og ikke mindst oversættelserne af dem, fra de senere forsøg på at tilføre Jesus allehånde mirakuløse egenskaber og opstille gåder og stof til eftertanke over »hvad der er sandhed«. Det interessante ved kristendommen er ikke dens formulering af Guds ageren i verden, men dens placering af guddommeligheden i mennesket. Tolstoj udlægger denne radikale nyorientering i sine evangelier så tydeligt, at det næsten kan stilles op i et slogan: Spørg ikke hvad Gud kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for din næste. I Evangeliernes version af Johannesevangeliet hedder det:

      Og senere, i udlægningen af (Matthæus 24:2): »Der er ét tempel for Gud; det er menneskenes hjerter, når de elsker hinanden.« (Tolstoj 1997, 174).

      Umiddelbart kan det faktisk være svært for en velopdragen kantianer at »tro på handlingen.« Enhver filosofistuderende ved, at pligten er altafgørende i Kants moralfilosofi. En handling er kun moralsk, hvis den er gjort af pligt overfor moralloven – det er ikke nok, at den er pligtmæssig, dvs. at den kan hævdes at være i overensstemmelse med moralloven. Det er menneskets uafvendelige pligt at opfylde moralloven, men vi kan aldrig få et »empirisk« bevis for, at der nogensinde har været en ægte moralsk handling; en handling der er foretaget alene af pligt. Det er så at sige altid muligt at angive en yderligere forklaring af vore handlinger. En handling, der ser ud til at være moralsk, kan være motiveret af alle mulige andre omstændigheder – begær, stolthed, medfølelse, anerkendelsesbehov, selvhad… Derfor forekommer Kants morallov ofte at være et uopnåeligt ideal – en rent

Скачать книгу