LITMIR.BIZ

Скачать книгу

paa Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og tilbage hos den Syge, sortklædt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:

      – Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens Puder.

      Hun blev staaende et Øjeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:

      – Nu skal Apotekeren overrække Stagerne.

      Den Syge virrede kun med Hovedet – maaske var det en Flue – og han sagde:

      – Skal I ikke over med Blomsterne …

      – Det maa vi jo, sagde Fruen.

      Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde med:

      – Naa, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at smaagræde hen gennem Haven.

      Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren. Man hørte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa én Gang lød saa sejgt og haardt.

      Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro med Feberen….

      Nu hørte han Kammerherrens Stemme – Sofie sprang i Sokker ud til Gærdet – og han løftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talte Kammerherren for Konferensraaden.

      Men Brandt kunde ingenting høre, og der var ogsaa saa mange Billeder i hans Hoved, der kom og drog forbi og gik – Billeder fra al hans Tid og fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida.

      Hvor var hun spæd og rød og bittelille … Og hun havde kendt ham, før hun kendte sin Mo'r….

      Paa én Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte de Hurra for Konferensraaden….

      Saa faldt han sammen igen og blundede.

      Da han slog Øjnene op, sad Frøken Rosenfeld med Ida paa Skødet ved hans Seng:

      – Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frøken Rosenfeld.

      – Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Frøken.

      Frøken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde hun.

      – Ja.

      Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen, hvor Ida sad.

      – Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene.

      De hørte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og Frøken Rosenfeld løsnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paa Taaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frøkenens Kjole, og de satte sig i Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken.

      – Frøken, hviskede Ida: dør Fa'r?

      – Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosenfeld og strøg over Haaret paa Ida, der begyndte at græde, uden Lyd.

      De hørte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde røde Pletter paa Kinderne.

      – Men hvad hører jeg? sagde han, der talte noget højt: her er Sygdom. Og Fru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vække Manden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen):

      – Brandt, det er Konferensraaden.

      Frøken Rosenfeld hørte Konferensraaden sige, i sin Festtone:

      – Kære Brandt … Men saa sænkede han pludselig Stemmen; han sad paa en Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved Sygdom:

      – Men hvad er dog det … men hvad er dog det …

      – Ja … nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og søgte at tage hans Haand.

      Ida var stille listet ud. Frøken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa en Træbænk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkrøben og stille, ligesom en lille Hund. Og Frøken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende, næsten i samme Stilling.

      De hørte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og Fru Brandt, der gik inde i Sygeværelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden af Sengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spærre.

      Der lød nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.

      Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne:

      – Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun.

      Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke hjælpe med noget?

      – Tak, sagde Fru Brandt, der stadig tænkte paa Frøken Rosenfeld, som hun havde siddet før henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.

      Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvor Skovrideren stod og ventede.

      – Saá Du ham, spurgte han.

      – Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):

      – Ja, hun er en Stivnakke. Han følte noget som en Lyst til at slaa med knyttede Hænder.

      Fru Lund havde Lommetørklædet fremme:

      – Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Væsen.

      Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alle Vinduer og gik atter ind paa sin Vagt.

      Det var blevet Aften, og der var mørkt i Sygestuen, hvor der brændte en lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rødt paa Gardinerne.

      – Det er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.

      – Det er Faklerne, sagde Doktoren.

      – Ja, det er kønt, sagde Brandt.

      Skovrideren sad udenfor paa Bænken. Han var ikke blevet fuld den tyvende August:

      – Hvordan er 'et? sagde han.

      – Det er skidt, sagde Doktoren.

      Da de kom hen i Alléen, mødte de Frøken Adlerberg med Hr. Feddersen fra Udenrigsministeriet.

      – Vi spadserer, sagde Frøken Adlerberg, – der var noget mørkt i den Allé – : hvordan har han det?

      Doktoren trak paa Skuldrene.

      – Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det føles jo dog paa en vis Maade over hele Huset.

      Inde i Sygeværelset var det stille, og man hørte kun Lyden af Fru Brandts Pinde, regelmæssigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken derovrefra, hvor de dansede.

      Saa kaldte Brandt:

      – Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand:

      – Det er Synd for Dig….

      Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og han løsnede den, mens han lukkede Øjnene.

      – Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt laa stadig og tog i det med sine magre Fingre.

      – Men jeg vilde gerne tale med Løjtnanten, sagde han.

      – Ja, ja, sagde Fruen, der følte ned om hans Ben, som var kolde op over Knæene. Hun blev længe staaende og saa ubevægelig paa den gamle Mand, hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Tæpperne, før hun satte sig igen:

      – Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke.

      … Løjtnanten løb rundt nede paa Haveplænen; han var ifærd med Raketterne. De skulde brændes af, nu, naar der var danset. Musikken standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et Vindu: den første Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede sig i to.

      Gæsterne stod ved de aabne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i Luften og Herrerne fra Horsens, der røg Cigarer med Hænderne i deres Bukselommer, udstødte lange "Aah –

Скачать книгу