ТОП просматриваемых книг сайта:
Ved vejen. Bang Herman
Читать онлайн.Название Ved vejen
Год выпуска 0
isbn
Автор произведения Bang Herman
Жанр Зарубежная классика
Издательство Public Domain
Hun saa’ ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for Øjnene uden Annekskirken. Den saa’ man med dens Takker og Taarnet der yderst ude over den flade Mark.
Fru Bai frøs og rejste sig. Hun gik hen mod Havehækken og saa’ ind over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel langs Banen; forrest var der Køkkenhave, i den bageste Spids var der en Plæne med nogle højstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.
Hun saa’ efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamænd blomstret trofast iaar – hele Tiden.
Men nu maatte de snart dækkes til….
Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for nogenting….
Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard bag Plankeværket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.
Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og at sprede Kornet ud paa Stenene.
Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn.
Der havde været saa fuldt af dem hjemme i den store Købstadsgaard … Hvor de havde sværmet om Dueslaget der lige over Værkstedsporten….
Det var som man hørte en Kurren og Murren blot man tænkte paa Gaarden derhjemme.
Den gamle Gaard – for siden, da Faderen døde, solgte de baade Værksted og alt og flyttede.
Duerne fløj ned om Fru Bai og nippede Kornene op.
– Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spættede er arrig.
Marie kom frem i Køkkendøren og talte om Duerne. Fru Bai tømte Skaalen ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai’s L’hombre, sagde hun.
Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt mørkt nu, sagde hun og gik ind.
I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte sig ved Klaveret og spillede.
Hun spillede aldrig uden i Mørkningen, altid de samme tre-fire Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slæbende og langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne hinanden.
Naar hun sad og spillede i den mørke Stue, tænkte Fru Bai næsten altid paa sit Hjem. De havde været mange Søskende, og der var altid saa megen Afveksling derhjemme.
Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen.
Faderen sad i Sofaen i Skjorteærmer, og de stod rundtom Bordet, alle Børnene, og langede til.
– Ret Jer, Unger, sagde Faderen.
Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud paa Bordet.
Moderen gik til og fra, hentede og bragte….
Ude i Køkkenet spiste alle Drengene paa Værkstedet ved det lange Bord.
De fniste og skændtes, saa det hørtes gennem Døren, og med ét røg de sammen, saa man troede Huset skulde styrte om:
– Hva’ mudrer I om? Faderen raabte og slog i Bordet inde i Stuen.
Ude i Køkkenet blev der ganske stille – en sagte Ragen bare af en enkelt, som søgte noget op under Bordet efter Fægtningen.
– Himmelhunde, sagde Faderen.
Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vaagnede paa Klokkeslet:
– Nu er der vel tænkt udførligt over Statens Bedste, sagde han og fik Kaffen, før han gik paa Værkstedet.
– Da Faderen døde, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut med baade Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny.
Og hun blev ogsaa bedt til Konsulens….
De andre Søskende kom alle ud. Hun blev ene hos Moderen.
De Aar var Katinkas bedste, dér i den lille By, hvor hun kendte alle, og alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen, hver ved sit Vindu paa Forhøjningen, hvor Moderen havde det Vindu med “Spejlet”; Katinka broderede “fransk” eller læste.
Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det hvide Gulv….
Katinka læste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk, og ogsaa Digte, som hun skrev ind i en Bog….
– Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule Hat….
Tinka saa’ op: Hun skal til Spil, sagde hun.
Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med Fingrene, om de kom til “Halvti’et”….
– Det er dog græsseligt, hvor Ida Levy gaar skævt paa sine Hæle, sagde Tinka, hun saa’ efter hende.
Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen.
De gaar forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et Par Ord om hver.
De véd, hvor hver gaar hen og hvad han skal der.
De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gør hver Dag de samme Bemærkninger om de samme Ting.
Minna Helms gaar forbi og nikker.
– Saa’ du Minna Helms, siger Moderen.
– Ja. Og Katinka ser efter hende og skærer Grimasser mod Solen:
– Hun kunde snart trænge til en ny Kaabe, siger
– Stakler – hvor skulde de faa ’et fra? Moderen ser i Spejlet … Ja – sølle ser ’en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku’ kante den. Men det er nok som Fru Noes si’er – lidt har Fru Helms og lidt ta’er hun sig a’et….
– Naar dog Fuldmægtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka.
Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og to gik de op og nedad Gaden og mødtes og samlede sig i Klynge og lo og snakkede og skiltes….
Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Mødrene med, og det gik mere stille til, ud ad Stationsvejen.
– Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr. Bai … Saa har han fri iaften….
Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai….
– Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy.
Om Søndagen gik de i Kirke til Højmesse. Alle var i Stadsen, og de sang, saa det lød under Hvælvingerne, mens Solen stod ind gennem de store Korvinduer….
Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken.
Hun sad hele Tiden, mens Præsten var paa Prædikestolen, og sagde: “Saa, du Gamle”, og kneb i Armen….
Ja Thora Berg førte an til Galskaber.
Om Aftenen fløj der en Regn af Smuld og Smaasten op paa Tinkas Ruder….
Og de hørte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden.
– Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har været hos Borgmesterens.
Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de unge Herrer. Hele Byen fik Lov at høre, naar Thora Berg gik hjem fra Selskab.
Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende altid med Øjnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun hjemme:
– Det har Thora sagt….
Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar de spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet – til Koncerterne naar Militæret