LITMIR.BIZ

Скачать книгу

      Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

      Forord til niende Oplag

      Da i sin Tid „Nøddebo Præstegaard“ dukkede op for min Phantasi i sine allerførste løse og taagede Omrids, var min første Tanke den at bringe Stoffet i dramatisk Form og udarbeide det til et Lystspil. Den Anerkjendelse, som J. L. Heiberg havde ydet mit første digteriske Arbeide („Moderne Christendom“, Komedie i fem Handlinger, 1859) kunde nok opmuntre til et saadant Forsøg. Imidlertid havde jeg snart gjort Bekjendtskab med de Vanskeligheder, som stille sig i Veien for en Opførelse paa Skuepladsen, og jeg var begyndt at komme til Erkjendelse af, at der hertil hører en dramatisk Lykkestjerne, som ikke synes at have lyst over min Vugge. Jeg opgav derfor denne Tanke og valgte den fortællende Form, der vistnok i dette Tilfælde var ulige heldigere og mere stemmende med Æmnet.

      Underligt nok skulde det dog føje sig saa, at „Nøddebo Præstegaard“ skulde bringes i dramatisk Form og føres frem paa „de Brædder, som betyde Verden“. Dette skete mange Aar senere – Bogen havde alt fejret sit Jubilæum – og uden nogensomhelst Foranledning eller Medvirkning fra min Side. En talentfuld Skuespiller ved Folketheatret havde efter Opfordring af Direktøren ved samme Theater paataget sig dette Hverv. Gjennem Aviserne kom jeg til Kundskab herom. I og for sig havde jeg Intet derimod, men vilde holde mig ganske udenfor og lade Sagen gaae sin egen Gang. Nærstaaende Venner foreholdt mig imidlertid, at Følgen heraf vilde blive, at jeg vilde blive holdt for den egentlige Bearbeider og følgelig komme til at bære det æsthetiske Ansvar for Bearbeidelsen.

      Forat undgaae dette lod jeg en kort Erklæring indrykke i „Berlingske Tidende“ og „Dagbladet“ (17—18 October 1888). Men nu begyndte Røret først ret, idet Spørgsmaalet om danske Forfatteres retslige Stilling overfor slige dramatiske Bearbeidelser blev bragt frem, hvilket tilsidst førte til et Tillæg til Eftertryksloven, der sikkrer Forfatterens Ret paa det nævnte Omraade.

      Imidlertid skulde det ikke blive ved Folketheatrets Bearbeidelse. Ogsaa Provindsskuespillere henvendte sig til mig med Anmodning om at maatte bearbeide „Nøddebo Præstegaard“ for Scenen. Heller ikke her blev Tilladelsen nægtet, og saaledes rasede en Slags dramatisk Nøddebo-Mani over hele Landet. Af disse forskjellige Dramatiseringer fik jeg kun Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab med Folketheatrets, der forekom mig at være foretagen med livfuld Forstaaelse af Fortællingens Hovedpersoner. Den stillede sig i det Hele temmelig frit overfor den og kunde vel egentlig snarere betegnes som en dramatisk Omskrivning af samme. Den gjorde megen Lykke hos Publikum og oplevede i Vinterens Løb en lang Række Opførelser for fuldt Hus. Disse mange Opførelser saavel i som udenfor Hovedstaden vakte en forøget Opmærksomhed for Fortællingen, og saaledes skete det, at det efter vore Forhold betydelige Jubilæums-Oplag blev udsolgt hurtigere, end baade Forlægger og Forfatter havde ventet, og et nyt blev nødvendigt. Det udsendes med det Ønske, at „Nøddebo Præstegaard“ fremdeles maa bevare den glade og talrige Vennekreds, som den i Aarenes Løb har erhvervet sig.

      Oktober 1889. Forf.

      1862—1887

      Eheu fugaces, Nicolai! Nicolai!

      udbryder Præsten i Nøddebo med et Citat af Horats. Og nu ere fem og tyve Aar rullede henover „Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard“. Det har for denne Fortælling været glade og lykkelige Aar: den havde ingen polemisk Braad og vakte derfor heller intet Anstød. Fra dens første Fremtræden har Lykkens Solskin hvilet over den, og overalt, hvor den kom frem, fik den en blid og gunstig Modtagelse. I Aar kan altsaa Nøddebo Præstegaard feire sit Femogtyve-Aars Jubilæum, og som man jo gjerne ved slige Leiligheder kaster Blikket tilbage over det Svundne og mindes de fordums Dage – saa kan det maaske være paa sin Plads at give nogle Meddelelser om de ikke ganske almindelige Vilkaar, hvorunder den blev til.

      Allerførst kan da her bemærkes det besynderlige Modsætningsforhold, som finder Sted mellem Fortællingens Tilblivelse og det over samme hvilende Grundpræg. Thi denne Digtning, der er gjennemtrængt af Fred og Ro og Hjemmets Glæde, er bleven til under Forhold af ganske modsat Natur. Den er skreven under et stærkt omtumlet Reiseliv og et ikke mindre bevæget indre Sjæleliv. Den har først og fremmest havt den Betydning at være et aandeligt Hvilepunkt for Forfatteren selv, og det er maaske Grunden til, at den senere er bleven det for mangfoldige Andre. Thi fra saare Mange har Forfatteren modtaget varm Taksigelse, og det ikke blot fra glade og tilfredse Mennesker, der i denne Fortælling fandt en Gjenklang af deres egne lykkelige Livsforhold, men ogsaa fra syge og bekymrede Mennesker, som sukkede under Livets Tryk, men ved Læsningen af denne Bog have fundet Lise og Husvalelse af den Art, som Digtekunsten formaaer at give.

      Men er dette nu Digt eller Virkelighed? Ere de i Fortællingen optrædende Personer virkelige, ikke opdigtede? Atter og atter er dette Spørgsmaal blevet gjort Forfatteren, ja der er endog sendt ham Breve fra Udlandet derom.

      Svaret herpaa bliver: den foreliggende Fortælling er gjennemgaaende bygget paa et nøie og omhyggeligt Virkelighedsstudium, men rigtignok ikke i den Betydning, hvori en moderne, meget høirøstet Æsthetik tager dette Ord. Thi en photografisk Gjengivelse af Virkeligheden er den paa ingen Maade: havde den været det, vilde den neppe have kunnet vedligeholde Interessen i saa mange Aar. Den Art Skildringer, der tage deres Stof umiddelbart fra Virkeligheden uden at underkaste det nogen kunstnerisk eller poetisk Omdannelse, kunne vel vække en øieblikkelig Opsigt og blive Gjenstand for Omtale, men de formaae ikke at bevare Interessen, thi Publicum vil snart gjøre den Opdagelse, at en Kunst, der ikke stiller sig anden Opgave end at give et tro Billed af Livets Trivialiteter og Elendigheder i al deres fattige Nøgenhed, den er det ikke værd at offre synderlig Tid eller Penge paa.

      Hvad nu først de i Fortællingen optrædende Personer angaaer, da er det vel saa, at de henholde sig til virkelige Personer, der have staaet Forfatteren nær. Men de kunne dog paa ingen Maade siges at være Portræter, og Vedkommende vilde være i deres fulde Ret, om de protesterede mod en saadan Opfattelse. Thi det er kun enkelte Sider eller Charaktertræk, der ere benyttede, men paa den Vis, at de ere blevne videre udførte ved Phantasiens Hjælp saaledes, at de kom til at passe ind i Fortællingens Gang. De ere i Virkeligheden mere at betragte som frie Omdigtelser end som Portrætligheder.

      Det Samme gjælder om de Begivenheder og Forhold, som forekomme i Fortællingen. Ogsaa her ligge ofte virkelige Tildragelser til Grund, ligesom ogsaa de Sjælstilstande, der skildres, hyppig ere Gjengivelser af Forfatterens egne indre Oplevelser. Men Hovedsagen bliver atter her, at Personer, Begivenheder og Forhold, der i Virkeligheden stode langt fra hinanden og Intet havde at gjøre med hinanden, i Fortællingen ere bragte ind under et fælles digterisk Synspunkt og i Stemningens Inderlighed sammensmæltede til Enhed. Og det er vel det, som man til Syvende og Sidst trods alle moderne æsthetiske Doctriner kalder Poesi.

      Hvad nu Fortællingens ydre Tilbliven angaaer, da er den fra Begyndelsen til Enden nedskreven i Udlandet. Vel havde jeg allerede i Hjemmet fattet den Plan at skrive en Digtning af denne eller lignende Art, men den stod for mig i de løseste Omrids. Det var først efter at have forladt Hjemmet, at jeg for Alvor tog fat paa den og gav den fast Form og Skikkelse.

      I Juni 1861 forlod jeg Danmark forat tiltræde en længere Udenlandsreise i videnskabelige Øiemed, der kom til at vare henimod halvfjerde Aar. Strasburg blev det første Sted, hvor jeg gjorde et længere Ophold for at høre Forelæsninger ved det derværende, den Gang franske, Universitet. Under det stille ensformige Liv, som jeg her førte, vaagnede Længselen efter Hjemmet med fuld Styrke og tyngede ofte haardt paa Sindet. Da tog jeg fat paa Fortællingen for at frigjøre mig for Hjemveens Tryk. Gjenstanden for den skulde være de første Elskovsrørelser i det unge Gemyt og de Skuffelser, som Ungdommens Uerfarenhed og Selvovervurdering gjerne medfører. Bogens Navn skulde være „Mit første Felttog i Amors Regiment“ – en Titel, som dog maaske var lidt søgt og derfor snart blev opgiven. Handlingen skulde henlægges til en Præstegaard: til disse havde jeg ganske godt Kjendskab paa Grund af talrige Besøg i adskillige af dem, og mange glade Minder knyttede sig til dem. Jeg valgte Navnet Nøddebo Præstegaard efter først at have forvisset mig om, at der vel findes en Kirke i Nordsjælland af dette Navn, ovenikjøbet en af de ældste i Danmark, men derimod ingen Præstegaard. Endelig blev Fortællingen lagt i Munden paa en attenaarig Student, thi i denne Alder udfolder Elskoven sig i sin første umiddelbare Friskhed, men spiller kun paa Overfladen uden at fremkalde de dybere Sjælsrørelser, som først ytre sig

Скачать книгу