ТОП просматриваемых книг сайта:
Stuk. Bang Herman
Читать онлайн.Название Stuk
Год выпуска 0
isbn
Автор произведения Bang Herman
Жанр Зарубежная классика
Издательство Public Domain
– Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den sidste Fyrværkerifest i Sæsonen.
Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen og frem over Gaden – gennem Strandstræde trallede Række efter Række. Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer, hvor de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem ad Sporene.
Saa delte Støjen sig – ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind i en Port, ned i et Stræde – som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt havde suget den til sig.
Hist kysses de og gør Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi.
Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og brummet – nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og kun en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.
Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.
– Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.
De vendte og gik ned mod Basarplænen, der laa foran dem som i en lys Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt om i Træranden hang de farvede Balloner som skinnende Kæmpefrugter.
De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et Vindstød drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende Lyn fra Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa Sensommerhimlens stjernestrøede Dunkelblaa.
– Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt.
– Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i Herligheden.
De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor Gasbuerne spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne: Aften – Berg og Lange, lød det bag ved.
– God Aften….
Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa dem som et Lyn, Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og skød Skulderne op, Lemme-Souper….
– Tak, skød Lange ind.
– Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tænder. Vi gemmer hende i Divanen… Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at gaa.
– Naa – net….
– Kostymerne fra Paris, – Gerster snøvlede som en Udraaber paa et Marked: – med en Tomme sat over til Knæene – man kender 'et… Naa – maa hjem til Passagérgodset. Djø – Børn.
– Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt Hals og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig vejrede Luften, hvor han kom frem.
– Satan – saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da Lille-Gerster var ude af Skudvidde.
– Ja – der er de jo ogsaa fra….
– Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin Høremaskine.
– Ja – hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i de Par Aar.
– Ja – Pokkers, sagde Lange, det er jo ikke mér, siden de flyttede fra Randers….
Det var, som kom de ind i en Dansesals svirrende Tummel af Stemmer og Lyd nede ved Koncertsalen. Lige fra Stengrotterne til frem under Kandelabrerne, hvis Prismer lyste, var det kun ét vandrende, mudrende Myldr; og indefra, hvor man over Stimlen saa' Dirigenten med det hvide Bryst som en stor Dukke, søgte de forvildede Polkatakter ud over Hovederne, hvor unge Piger greb dem i Flugten og nynnede.
Berg og Lange havde kæmpet sig frem gennem Stimlen til Divanens Trappe. Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet.
– Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen.
– Aften, Hr. Berg, Aften… To Roastbeef… sauce tartare… Kellner Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin Serviet – Bankherrerne, Hr. Berg – Berg havde sét prøvende over tilhøjre mod en højrøstet Herre-Pousse-Café i hvide Slips…. Lille Diner, sytten Kuverter… er ved Kaffen, Hr. Berg… Hr. Jensen skød undskyldende højre Skulder i Vejret og smilte illustrerende Tilstanden.
– Vel – Vel… Kellner Jensen drejede som en Top… To Alliancer. Væk var Hr. Jensen.
– Der har vi Professorens, sagde Berg, der stod i Døren og mønstrede Salen. Professor Gersters havde okkuperet det højre Sofa-Hjørne og slaaet Krans om Tanten med det nye Gebiss, som Hofdamerne i »Svinedrengen« om Prinsessen.
Hele Salen var saa fuld, at Opvarterne knap kunde komme frem mellem Stolene, og der blev raabt og bestilt og klirret: »Vel« – »vel«, saa ingen Ganymed havde Kjoleskødet frelst. Mens et Par Bankherrer fra Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen – i Svalehaler og Brandspande – og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over Bordene.
Ovre i den venstre Sofa præsiderede Fru Canth i »Menigheden«, ogsaa kaldet »de sikre«. Det var den snævreste Canthske Kreds: tre, fire Familier, men, som Fru Canth sagde, »af den rette Aand«. Sommer-Stamsædet var denne venstre Divan-Sofa, af Fru Canth kaldet »Bethesda«, til Forargelse for Fru Mølbom. Fru Mølbom, der evindelig førte Poder enten til Daab eller til Konfirmation, havde smaa religiøse Anfægtelser.
Iaften var hele den »sikre« Kreds samlet: de fire Fruer, Fru Canth selv, Fru Dunker, Fru Mølbom og »Tante« Strøm: »vore tre Ungkarle«: Sundt, Redaktør Scheele og Bastrup af Toldvæsenet, ogsaa kaldede »de smaa«, samt Mændene.
Der blev raabt saa længe paa Berg, til han bugserede sig frem til Bordet. Damer og Herrer førte Ølglassene fint mod Flaskerne; hvad der betød Akklamation: Plads for lille Herluf – Plads for lille Herluf, raabte Fru Canth … Luften svirrede af Herre-Fornavne – Damerne i Kredsen Canth kaldte alle Herrerne ved Fornavne undtagen deres respektive Mænd – og Berg blev klemt ned paa en Stol ved Siden af Hr. Mølbom.
– For Bæ'lam – for Bæ'lam – Fru Canth var stadig ved Operetten – : noget for den smaa Edvard. Fru Canth drak Buketten af en Carlsberg med Sundt, der straalte paa en Sofaplads mellem Fru Mølbom og Fru Dunker, med Skuldrene skudt behageligt op, som en Mand, der endelig er kommet i Kakkelovnskrogen.
Fru Dunker pillede uafladelig Rejer til Scheele med nogle ringbesatte, nervøse Fingre.
Hr. Mølbom konverserede Berg. Familien Mølbom havde gjort deres Ferieudflugt til Møen: Fa'er og Mo'er og Arthur, sagde Hr. Mølbom. Dejlig Tur – fem Dage for hundrede tre og tredive Kroner….
– Tre Mand – tre Mand, De! gentog Hr. Mølbom.
– Fa'er og Mo'er og Arthur – Hr. Mølbom nikkede over til Arthur, som var Hr. Bastrup af Toldvæsenet. En lang Nøddeknækker, der brugte kulsur Natron til sin Mad (om Foraaret drak han og Fru Mølbom samme Brønd i Rosenborg).
– Fem Dage, sagde Hr. Mølbom.
Damerne talte om Fru Canths Strømper: Lille Herluf har sét dem, raabte Fru Canth. Har lille Herluf ikke sét dem? Berg maatte bevidne, at han havde sét dem, og der blev en Strømpedebat over alle Bredder.
Det intimere Lingeri var den Canthske Damekreds's bedste Emne. Man gennemgik det stadig paany til det diskreteste Mellemværk. Ved Vintersammenkomsterne havde alle Damerne Kniplebrædt og kniplede løs paa Forøgelsen af Raffinementerne, mens Herrerne gav Raad og dømte om Modellerne.
Fru Strøm havde sét et Mønster (Scheele fik sit Rejebrød rakt paa en Kniv af Fru Dunker) … hos Davidsens … og hvad havde Fru Canth ikke sét – idag hos Vett – en Model til Chemiser….
– Nogle Chemiser, Tante Strøm, – Fru Canth saa' ud, som om hun vilde sluge Chemiserne – uden Ærmer….
Alle