Stuk - Bang Herman

Скачать книгу

Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt Bryst: Det er kun et Talent.

      Hr. Theodor Franz lod Øjnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig oprørt. Han havde bemærket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten fornærmede ham, han kaldte de ti Procent en Krænkelse.

      – Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere – vi bringer Verdensberømtheder, og man brandskatter os som Menageriejere….

      Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om København. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han gik hen til Vinduet og talte stadig højere og højere. Dette var utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand – en Storstad, her kunde man anlægge Kapitaler.

      – Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig – forsigtig, jeg har femten Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner fører jeg til København – i en Sæson.

      Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse Gade, sagde han:

      – Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstaar man at nyde efter at have arbejdet.

      Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store Haandbevægelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye Staddele, om Victoriateatret – »Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil dryppe fra Væggene« – om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om Strømmen allevegne:

      – Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad.

      – Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden venter paa København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher fra København.

      Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot.

      Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden.

      – Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.

      Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brød op, og han fulgte ham tildørs med en Kompliment. Han var i Tankerne paany vendt tilbage til denne »Spøg« fra Restauranten; til den Plan, som ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By, der begyndte at leve.

      Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den buldrende Maskine – Gravesen, Krans og Stær … Og Arnoldsen og Lange, der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte deres eget Talent og kom ikke videre – en evindelig Marsch paa Stedet af hele dette »skrivende« Kompagni.

      Og han selv?

      – Nej, nej – han havde heller intet Digtertalent – hele hans Talent, han vidste det nu, havde kun været hans Samliv med denne By….

      Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevægelse, denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen pludselig belyser – hele sit Liv, det fjerne ganske nær.

* * * * *

      Erindringen om hans første Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig altid først for ham i det Billede: den runde Dam med sin Grønsværkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Søjler og ved Siden af Gangbrædtet, hvor han listede sig frem skævende og bange for at kigge ind i »Lunden«, hvor der var ganske stille, og hvor Barnepigerne sagde, at der boede »den store Mand«….

      Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krøb han op paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa »Fa'ers Skov« – til han faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa – saa … og fik ham samlet op.

      Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grønsværet, mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen.

      Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen. Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skørter og sad i Solen paa Bænkene og lo med deres Kopper i Hænderne, mens lille Herluf løb rundt i Fløjelsblusen og bød Kager om.

      Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit Vindu. Han jog – langt borte – efter Kalvene, saa de satte i Galop fra Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehønen laa med bredte Vinger over Kyllingerne i Solen ved Stalddøren – de rullede ligesom smaa gule Æg mellem Gaardstenene … Og Lars kørte Hø ind, mens Moderen lukkede alle Vinduer op, for at Duften kunde trække ind i Stuen, og saa kom Ruglæssene med alle Ørentvistene….

      Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Høet over Toftene, det var en hel Kurv fuld af smaa, snøftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i Køkkenet for at give dem Mælk … Da de blev druknet i Dammen, allesammen i en Sæk, græd Herluf saa længe, til han tilsidst kom i det mørke Kammer….

      Og saa blev det koldt, og Havedøren blev til et Vindu, og Moder lo ad Fader, naar han gik i sine store Træskostøvler til Skoven og slog paa Ruden til Farvel.

      Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i hendes Skød; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven, mens Moderen syede – Plejlens Lyd hørte man gennem den stille Gaard. Lars og Daglejeren tærskede i Loen….

      – Mo'er, sagde Herluf paa én Gang, midt som han laa over sin Billedbog, er du lykkelig?

      Moderen lo. Hvad den Dreng har for Idéer, sagde hun.

      – Ja, sagde hun saa og lod Sytøjet synke: jeg er lykkelig.

      – Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave over Billedbogen – halve Timer. Vintersolen krøb ind til smalle Striber henover Gulvtæppet.

      Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til Huen og tærskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjælkekant med Fødderne højt op under sig og saa' til. Herluf krøb ogsaa op – han dukkede altid frem bag Moderens Skørter – og Søren tog Sæd op i den hule Haand og viste Fruen, hvor den skæppede.

      Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalléen forbi Haven til den lille Bænk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden, og Klokkerne begyndte at ringe.

      Degnens tykke Tine kom med et Tørklæde over Hovedet. Munden stod ikke paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at lægge sine Kjoler ud i Sømmene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte lé, bare de saa' hendes runde Ansigt.

      Paa »Mørkningsbænken« nikkede »Tine« til hver, der kom forbi paa Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede løs igen:

      – Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller dø, stakkel … Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op og faa dem i Solen.

      – Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka' løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr« – som Tine kaldte ham – ned ad Kinderne bare ved Tanken.

      De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe, og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede Gaardporten.

      – Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alléen.

      I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod altid ind i Stadsstuen over det sandstrøede Gulv.

      Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bølling.

      Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med ét satte de op at danse og valsede over

Скачать книгу