LITMIR.BIZ

Скачать книгу

i »Zur Katze« i Slotsgade, saadan ved otte Tiden, saa kan De i den inderste Stue se en gammel Kone, der efter Sigende ligner mig lidt, sidde dèr med sit Glas Øl, og dersom hun har en Veninde med sig, vil hun vistnok tilsidst udbrede sig sentimentalt om de mange hyggelige Timer, hun har haft dèr i den samme Stue med sin salig Mand. Naar Hjemmets Hyggeligheds-Erindringer logere »Zur Katze«, saa kan De omtrent regne ud, hvad der blev tilbage for os, min Broder og mig! Vi gik i ordentlige Skoler, men det var ogsaa hele vor Opdragelse. Fader gav sig slet ikke af med os, – og det var stor Skade, for han var ikke blot en dannet Mand – han underviste i Latin —, men han var ogsaa veltænkende og strengt retskaffen, det har jeg først lært at indse, da jeg blev ældre, og overhovedet har jeg kun af spredte Træk faaet Noget at vide om, hvad der boede i ham, for han var saa indesluttet; med Moder talte han næsten aldrig om andet end om Vind og Veir, og undertiden efter Læsningen af Avisen skjændtes de lidt om Politik. Fader var nemlig rigssindet, men Moder sachsisk og hadede Preusserne; hun kunde ikke faa i sit Hoved, hvad den store Enhed var godt for, og paastod, at vi kun kunde takke den for tungere Skattebyrde. Ellers havde de, som sagt, ikke Noget at drøfte med hinanden. Senere har jeg forstaaet Meget af deres Forhold, og det er blevet mig klart, at han med en anden Hustru var blevet en anden Mand, ogsaa en anden Fader, og at det til Dels netop var hans bedste Egenskaber, der gjorde, at han under Samlivet med Moder trak sig mer og mer tilbage i sig selv og ligesom skrumpede ind til en saadan Særling. Sær var han rigtignok over al Maade, og det gik navnlig ud over os Børn. Allermest plagende var hans – man kan næsten sige Raseri, naar han stødte paa et fremmed Væsen i Huset. Hvis en fremmed Hund eller Kat havde forvildet sig ind i vor Have, og han saae det fra Vinduet, saa foer han ned og kunde gerne slaa det stakkels Dyr fordærvet, naar det kom indenfor Rækkevidden af hans Stok. Der var aldrig Tale om, at jeg kunde se en Veninde hos mig paa den Tid, da han var hjemme. En Gang, da det var min Fødselsdag, – jeg blev elleve Aar – havde Moder givet mig Lov til at have et helt lille Selskab nede i Haven paa en Tid, da vi vidste, han skulde undervise. Men af en eller anden Grund blev Skolen lukket den Dag. Moder, der saae ham komme ned ad Gaden, foer ud til os med Rædsel malet i alle sine Træk, og hele det lille Selskab maatte tage Flugten gennem de tilstødende Haver. De kan nok tænke Dem, at han paa den Maade blev en ren Bussemand for os, og at vi sluttede os sammen imod ham med Moder, der virkelig ogsaa havde mere Hjerte for os. Desværre førte dette Forhold til, at alt hans blev os forhadt eller mistænkeligt, og at vi skjulte meget for ham med Moders Vidende og paa hendes Tilskyndelse, som hans Misbilligelse ellers vilde have lært os at sky, – medens den nu overalt kun syntes os et ondt, vrangvilligt Lune, som man blot skulde snige sig udenom .... Men hvorfor trætter jeg Dem egentlig ved at fortælle Dem alt dette?

      – De fortæller mig det sikkert, fordi De veed, at De slet ikke trætter mig, og at der neppe for Øieblikket er noget, som kunde interessere mig mere. Jeg er Dem meget taknemlig. Selv har jeg haft en lykkelig Barndom, og jeg kan derfor maaske saa meget dybere føle, hvad De har tabt. Men De har saa meget at indhente i Deres Ungdom af Livets lysere Side, og tro mig, den vil ikke blive lukket for Dem.

      Minna svarede ikke, men undersøgte ivrig en ny Bunke Stene, som hun havde skrabet sammen.

      – De nævnede en Broder, – jeg har aldrig hørt ham omtale. Er han maaske ikke mer i Dresden?

      – Han døde for et Par Aar siden.

      – Herregud! ogsaa det skulde De opleve. Det maa have været et tungt Slag for Dem.

      – Aa, jeg brød mig, sandt at sige, ikke saa meget om ham. Han var ikke nogen god Dreng og bidrog ikke just til at gjøre min Barndom lykkeligere. Siden, da han blev voxen – ja, saa var han temmelig ivrig med at indvinde, hvad der var forsømt af »Livets lysere Side«. Vi havde neppe faaet megen Glæde af ham.

      Hun saa paa mig med en trodsig Mine, som om hun vilde sige: »Jeg kan nok tænke, at De finder mig haardhjertet. Naa, for mig gjerne! Skulde jeg elske ham, blot fordi han var min Broder, naar han ellers ikke fortjente det? .... Forresten skal De heller slet ikke tro, at jeg er saa god og skikkelig.«

      – Var der slet ingen andre Paarørende, som De kunde have noget Tilhold hos? spurgte jeg, for at komme bort fra det pinlige Emne.

      – Jeg havde en Grand-Tante, som var min Gudmoder, og i den Egenskab følte sig forpligtet til at tage sig af mig. Hun holdt endogsaa af mig paa sin Maade – desværre var det en temmelig ubehagelig Maade, som skræmmede mig bort. Altid skjændte hun, havde at udsætte paa alt, lige til min Frisure – jeg maatte den Gang gaa med en Mængde Krøller, saa hun havde Ret i det som i det meste andet. Det gik mig med hende paa lignende Maade som med Fader, – kun at hun virkelig gav sig af med mig; – først langt senere kunde jeg erkjende det Agtværdige ved dem, der hos hende skjulte sig under Barskhed og hos ham under Ligegyldighed. Hun var en Særling ligesom han, og havde meget tilovers for ham, hvorimod hun saae ned paa Moder og derfor skjævt til Alt hos mig, som kunde hidrøre fra hende. Naar hun skjænkede mig Noget, var det gjerne med en Trudsel; saaledes lod hun mig subskribere paa en Klassiker-Udgave og gav mig forud Penge til Indbindingen – hun gjorde overhovedet Intet halvt —, det er et lille Bibliothek paa henved hundrede Bind —, og da hun gjorde det, sagde hun til mig: »Hvis du nogensinde, selv i den yderste Nød, skiller dig ved dine Klassikere, saa vil jeg, dersom jeg er død, komme som Spøgelse og plage dig,« og jeg tvivler ikke om, at hun vilde holde Ord. Men jeg har da ingen Grund til Frygt, og jeg har heller ikke blot ladet dem staa paa Hylden; alene for den Gaves Skyld har jeg meget at takke hende for. Jeg havde altid god Læsning lige ved Haanden, og da jeg ikke havde saa megen Adspredelse som andre unge Piger, eller rettere slet ingen, som stjal Tiden umærkelig bort, saa fik jeg en Del læst, som de fleste unge Piger ikke kommer til, – ganske vist ogsaa Noget, som jeg i alt Fald heller burde have ventet med. Komisk nok, det faldt slet ikke min ellers saa pædagogiske Tante ind, at de gode Klassikere indeholdt et og andet, som ikke egner sig til Læsning for fjortenaarige Piger, – ældre var jeg ikke, da Subskriptionen begyndte; men enten var hendes litterære Hukommelse noget udvisket eller ogsaa var Begrebet »tydske Klassikere« for hende noget i den Grad over al Maade Ophøiet, at en saadan Tanke slet ikke kunde komme op. Saaledes læste jeg i den Alder »Oberon«, – ja, det er sandt, den kjender De vel neppe. Alt i Alt troer jeg ikke Skaden derved var stor. Og disse Aftener, naar jeg sad og læste i de store Digtere, efter at Moder forlængst var sovet ind, var de første lykkelige Timer, som jeg oplevede. De var mer end lykkelige, men ogsaa derved mindre, for naar de lyste med mange skjønne Aabenbaringer, saa fulgte der ogsaa nogen pinlig Selverkjendelse med som en mørk Skygge. Jeg indsaae, at der gaves en hel anden Verden, – jeg mener ikke af ydre Kaar, men af Tanker og Følelser, helt andre Synsmaader for, hvad der havde Værd og ikke havde det, end det Væv, som Moder havde spundet om mig af tvivlsomme, men temmelig let anvendelige Leveregler, forbundne med mange sentimentale og himmelvendte Fraser, der ikke syntes bestemte til andet end til at kaste et Slør over hine. De undrer Dem maaske over, at jeg maatte lære dette af Digterne, da jeg dog havde haft kristelig Undervisning; det var ikke Læresætninger, jeg manglede, men af Livet selv saae jeg rundt om i vor lille Omgangskreds ikke Noget, der kunde kaldes, jeg vil ikke sige Stort, men Ædelt og Rent. Det var naturligvis kun Moders Familie vi saae, og af den var hun endda den bedste; de blev neppe nok taalt af Fader, men kom, naar han var ude, Søstre, Tanter og Fætre, eller de smuttede ind i Kjøkkenet og holdt dèr deres lidet opbyggelige Faddersladder. Aa, hvor jeg væmmes ved at tænke paa alt det! Noget havde det vel ogsaa at sige, at Præsten, hos hvem jeg gik til Confirmation, og hvis Prædikener Moder græd over, ikke havde det bedste verdslige Ry. Nu maatte Goethe og Schiller prædike for mig, og de vare ikke de sletteste Profeter. Men naturligvis bragte dette en voldsom Gjæring, Splid og megen Tvivl med sig, som tog stærkt paa mig. Da jeg maatte tidlig op og hjælpe til i Husholdningen, saa var denne Aftenlæsning, der ofte blev Nattelæsning, meget anstrengende for mig. Dertil kom, at vi altid havde levet tarveligt og endnu mere ufornuftigt; uden at vide det havde jeg paa en Maade sultet i hele min Opvæxt. Jeg led af Blodmangel og Nerveusitet, og Alt dette slog sig nu sammen, saa at jeg i disse Aar aldrig var rask. Jeg blev svimmel, bedst som jeg gik paa Gaden, fik pludselig ubestemte Ængstelser, forekom mig undertiden som et Udskud af Menneskeheden og frygtede tidt for min Forstand. Hvad min aandelige Udvikling angaar, saa følte jeg vel nu, at jeg vistnok kunde have en Støtte hos min Fader; men Umeddelsomhed var nu bleven ham en anden Natur, og netop paa den Tid forøgede Svagelighed hans utilgjængelige Væsen. Han døde, for

Скачать книгу