LITMIR.BIZ

      Solen har svigtet mig,

      Lyset er stængt,

      Polarnattens Mørke

      paa Jorden sænkt.

      Fjernt, hvor jeg dølger mig,

      ISBLINK ombølger mig,

      Minder forfølger mig,

      – dem maa jeg dyrke,

      de dømmer mig strængt

      men giver mig Styrke;

      o, de har trængt

      til at faa sigtet sig …

      Se: jeg har digtet dig

      alt, jeg har tænkt.

      Nu sidder du sørgmodig

      og venter mig forgæves,

      Mørket, som har skjult min Vej,

      det kan jo ikke hæves.

      Og du faar ikke Brev i Hast,

      og mange tror mit Liv sat til,

      men du, min Ven, alene vil

      paa Gensyns-Timen stole fast.

      Selv véd jeg, at jeg kommer

      paa Trods af alle Skranker,

      om bare et Aarstid saa staar

      jeg ved vort Hjem og banker.

      Men Pigen mønstrer min Person,

      hun har nok aldrig set mig før,

      godt dækket bag en lænket Dør

      giver hun ikke straks Pardon.

      Hun tog mig for en Røver,

      min Dragt var arm og broget,

      – jeg vilde jo overraske dig

      og ikke ud med Sproget.

      Hun løj perfekt, at Fruen sov

      og bad forgæves om mit Kort

      og havde kraftigt vist mig bort,

      da langt om længe jeg fik Lov.

      Hun slap mig gennem Gangen,

      gik for at søge Fruen.

      – Dèr sad jeg i en Lænestol

      og kendte hele Stuen:

      Slyngplanten op ad Vindvet skød,

      Møblerne var de gamle blaa,

      men da dit Arbejdsbord jeg saa',

      hulked jeg bitterligt og fortrød.

      Her sad du altsaa trolig

      og Savnets Taalmod lærte;

      i Breve, som jeg aldrig fik,

      udøste du dit Hjærte.

      Af mange Trængslers Kalk du drak,

      haardt blev dit Mod paa Prøve sat.

      Alt, hvad du led ved Dag og Nat,

      fatter jeg nu og hvisker: Tak!

      – Jeg sidder tidt og drømmer,

      hvordan jeg naar tilbage

      til dig og det, der er mig kært

      alle mine Levedage.

      Jeg døjer Savn paa Land og Sø,

      ernærer mig som Eskimo

      og har den stolte sikre Tro:

      den, der vil leve, skal ej dø!

      Ene du, hvem ingen ænser,

      og som i vor skjulte Rede

      lider stille, naar jeg lænser

      langvejs bort for stormfuldt Vejr,

      ene du, hvem jeg har kær,

      har forstaaet hélt min Lede

      ved et Liv bag snævre Grænser.

      Og hver Gang mit Skib laa bygget

      rejseklart, til Langfart taklet,

      og vi troede, at Miraklet,

      det, der gør os lykkelige,

      skulde af mit Kølvand stige,

      naar jeg længselspint kom hjem,

      stod du rank, skøndt taaresmykket,

      pegende paa Kursen frem.

      Og jeg sejled, mens du vented,

      – o, hvor blev der frit omkring mig,

      rigt min Indsats blev forrentet,

      men, dit Liv blev mere trangt,

      ak, og jeg drog ikke langt,

      før det ramte som et Sting mig,

      at jeg havde handlet vrangt.

      Al vor bedste Ungdom glider,

      Aar er mellem vore Møder:

      jeg paa Rejse alle Tider,

      du tyet ind i Klostercelle,

      og det første Træk af Ælde

      ser jeg tegnet i din Kind,

      og jeg ser dig syg i Sind,

      – er det Hjærtet, som forbløder?

      Elskede! Tilgiv min Brøde.

      – Men jeg kan ej sidde rolig

      i en lun, tillukket Bolig,

      spise ved det samme Bord,

      læse kendte Genbo-Skilte,

      daglig sløves paa Kontor,

      slide alt mit Mod tildøde,

      faa de bedste Kræfter spildte

      – jeg maa se den hele Jord!

      Jeg maa ud, hvor Livet frister,

      Kamp paa Livet for et Maal,

      der gør Nerverne til Staal,

      – ikke dette ækle Klister

      af politisk-sociale

      og æstetisk-bindegale

      Diskussioner i det blaa,

      hvor man intet Slag tør slaa.

      Jeg er Storm. Og vildt forrevet

      mørkner Skyen mine Baner,

      sære Kurver blev beskrevet

      mod det Livsens Maal jeg aner.

      Du er Stille. Skyen svunden,

      Havet rént og klart til Bunden,

      hvor et frodigt Løvværk dølges.

      Storm og Stille de maa følges.

      – O, jeg gik og vented længe

      paa den store Storm derhjemme,

      som skal Friheds-Vejen sprænge,

      blanded tidt min unge Stemme

      i det radikale Kor,

      – men jeg skulde snart fornemme,

      at det alt var Ord, blot Ord!

      Og du véd, min Sjæl sig krymper

      ved at digte Brød til Huset,

      ved at omgaas hver en Stymper,

      der har lavet en Novelle.

      – Jeg vil mér end blot fortælle,

      jeg vil som de stærke Faa

      ud til Livets Handling gaa

      – ene ud i Bølgebruset.

      Ud

Скачать книгу