ТОП просматриваемых книг сайта:
Antiterrorismens idehistorie. Группа авторов
Читать онлайн.Название Antiterrorismens idehistorie
Год выпуска 0
isbn 9788771245189
Автор произведения Группа авторов
Издательство Ingram
Udenfor omgiver alle tyrannerne jer; indenfor konspirerer tyranniets venner; de konspirerer, indtil forbrydelsen er frarøvet ethvert håb. I skal kvæle de indre og ydre fjender af Republikken eller gå til grunde med den. Men i denne situation må imidlertid den første læresætning i jeres politik være, at folket skal ledes med fornuft og folkets fjender med rædsel [la terreur].
Hvis drivkraften for den folkelige regering i fredstider er dyden, da er den folkelige regerings drivkraft under Revolutionen på én gang dyden og rædslen: Dyden uden hvilken rædslen er skæbnesvanger; rædslen uden hvilken dyden er afmægtig. Rædslen er intet andet end resolut, streng og ubøjelig retfærdighed; den udspringer altså af dyden; den er ikke i så høj grad et særligt princip som en konsekvens af demokratiets overordnede princip, anvendt til fædrelandets mest uopsættelige behov.
Det er med et ekko af Hobbes’ karakteristik af naturtilstanden, hvor “menneskets liv er ensomt, fattigt, ækelt, brutalt og kort” (Hobbes 1985: 186), at Robespierre beskriver terrorens virkemåde som “hurtig, streng og ufleksibel”. Men hvor Hobbes i sin karakteristik redegør for det abstrakte grundlag for den overvejende negative forståelse af terror, er terror for Robespierre konkret politik, nemlig statslig terror, og vel at mærke i positiv forstand. Det er simpelthen et ord for voldens instrumentelle egenskaber – at sætte en skræk i livet på ens fjender. Den ‘rædsel’, som ordet oprindeligt betegnede, fik sin moderne betydning med ‘la Terreur’, terrorregimet, der udtrykker en statsligt sanktioneret anvendelse af vold imod landets egen befolkning. Små fem måneder efter talen endte Robespierre som bekendt selv sine dage i den guillotine, han under terrorregimet havde sendt så mange i. Det er væsentligt i denne sammenhæng, at han ikke kunne anklages for ‘terror’, da hans anklagere havde accepteret terroren som et legitimt statsligt repressionsmiddel. I stedet hævdede man, at han havde gjort sig skyldig i ‘terrorisme’, et begreb opfundet til lejligheden, som kom til at betegne en illegal anvendelse af politisk motiveret vold. Det er først i kraft af denne forskydning, at terror som voldsanvendelse, et begreb der opstod i en statslig kontekst som benævnelse for statens legitime og nødvendige forsvar imod ydre og indre fjender, kan ændre betydning og komme til at stå som betegnelse for privat anvendelse af vold imod samfundet (Walther 1990).
Den Franske Revolution bliver derfor til arnestedet for den moderne forståelse af terrorbegrebet, men det er værd at erindre sig, at betydningen af terror som skræk og rædsel uden den forestilling om politisk instrumentalitet, som Robespierre omgav begrebet med, fortsætter parallelt helt op til i dag. Det er i denne ældre betydning, man bruger ordet, når man siger, at unge ‘terroriserer’ deres omgivelser. Det er også den, vi genfinder i Immanuel Kants Streit der Fakultäten fra 1798, hvori han taler om “den terroristiske forestilling om den menneskelige historie”, hvilket slet og ret betyder en forestilling om fremtiden, der forudsiger det stadigt værre, den kontinuerlige tilbagegang (Kant 1966: 353).
Faktisk og reel undtagelsestilstand
Walter Benjamin (1973a) skelner i sin tekst “Forsøg på en kritik af volden” fra 1921 mellem voldens retsetablerende funktion og så dens retskonserverende funktion. Den retsetablerende vold er den, der skaber en ny orden, en ny ret, hvorimod den retskonserverende vold er den, der opretholder og forsvarer den etablerede orden. Når Robespierres tekst er interessant, skyldes det ikke mindst, at den placerer sig imellem disse voldens to funktioner. Orden er skabt, men endnu ikke konsolideret. Vold er nødvendig som et forsvar, ikke et forsvar for det, der er, men for det, der kan og skal komme. Benjamin forestiller sig en vis cyklus imellem retsetablerede og retskonserverende vold:
[volden manifesterer sig] i en dialektisk pendling mellem retsetablering og retskonservering. Denne svingningslov beror på, at enhver retskonserverende magt i sig selv i længden svækker den retsetablerende magt, som den repræsenterer, i og med at den undertrykker de fjendtlige modmagter
[…] Dette fortsætter, indtil nye magter eller de hidtil undertrykte magter sejrer over den hidtidige retsetablerende magt og dermed grundlægger en ny ret, der så kan forfalde på ny. (1973a: 39-40)
Dermed antydes det, at voldens problematik er mere kompliceret end en simpel distinktion mellem normalitet og undtagelse. I det ottende afsnit af sine betragtninger over historien uddyber Benjamin sin forståelse af denne spænding mellem retsetablerende og retskonserverende vold ved at skelne mellem den faktiske og den reelle undtagelsestilstand, hvor den faktiske undtagelsestilstand betegner statens desperate forsøg på at undgå den reelle undtagelsestilstand, der er den revolutionære situation (1973b: 185). Inspireret af Benjamin har en række moderne teoretikere såsom Slavoj Žižek og Giorgio Agamben søgt at henlede nutidens opmærksomhed på, at statens udgave af undtagelsestilstanden er et forsøg på at undgå den reelle undtagelsestilstand, at stoppe Benjamins svingningslov, at immunisere ordenen, at fastholde undtagelsen som institution snarere end som revolutionært øjeblik. Og det vil altså sige at fastholde undtagelsen som stats-bevarende snarere end som stats-skabende:
Når en statsinstitution proklamerer en undtagelsestilstand, da gør den det per definition som del af en desperat strategi for at undgå den reelle undtagelsestilstand og vende tilbage til ‘det normale’ […] Kort sagt, så er reaktionære proklamationer af undtagelsestilstanden i virkeligheden et desperat forsvar imod den reelle undtagelsestilstand. (Žižek 2002)
Det er netop en statslig undtagelsesinstitutions rolle og funktion at være konservativ og restorativ (Ferejohn & Pasquino 2004: 212), da målet er at vende uændret tilbage til udgangspositionen. Undtagelsestilstanden set fra staten er altså retskonserverende vold. Man søger at forhindre den revolutionære situation og dermed skabelsen af en ny orden, og dette finder sted netop gennem den suspension af frihedsrettigheder for befolkningen og den udvidelse af handlemuligheder for politi og militær, der ligger i det gængse begreb om undtagelsestilstanden.
Undtagelsens forskydning
Ligeledes inspireret af Benjamin udviklede Carl Schmitt (1928) i mellemkrigstiden en distinktion mellem det konstitutionelle diktatur og det suveræne diktatur. Det konstitutionelle diktatur ophæver forfatningen i en krisesituation for at forsvare den. Det betegner den faktiske undtagelsestilstand i betydningen ‘den faktisk foreliggende’ eller ordinære undtagelsestilstand. Det suveræne diktatur ophæver derimod forfatningen for at skabe en ny og betegner således den reelle undtagelsestilstand, en undtagelse i ordets egentlige betydning. Enhver revolutionær bevægelse eller oprørsgruppe forsøger at ændre det konstitutionelle diktatur eller den faktiske undtagelsestilstand til det suveræne diktatur eller den reelle undtagelsestilstand.
Det konstitutionelle diktatur er modelleret over den klassiske undtagelsesinstitution, den romerske diktator. I den klassiske romerske republik kunne en embedsmand på senatets anbefaling i krisetider – tumultus – udpeges som dictator, hvilket indebar, at vedkommende fik absolut frie hænder til at gøre det nødvendige for at afværge den forestående fare. Man proklamerede da et iustitium, hvorved den juridiske orden, iust, blev ophævet eller standset, sistere. I en af sine fillipiske taler, hvor Marcus Antonius’ hær marcherer imod Rom, siger Cicero således: “Jeg finder det påkrævet at erklære tumultus, bekendtgøre iustitium og forberede os på kamp” (citeret fra Agamben 2003). Den romerske diktators handlinger var vel at mærke begrænset af følgende regler (Rossiter 1948):
1) De, der bestemte, at en diktator skulle udpeges, kunne ikke selv blive diktatorer (aktør-begrænsning).
2) Diktaturet ophørte, når opgaven var løst eller senest efter 6 måneder (tidsbegrænsning).